onsdag den 9. november 2016

På endagstur til Malmö

I det solrige og smukke forår 2016 tog vi en endagstur til Malmø.
Rasmus havde i fødselsdagsgave af hans søster, svoger og to niecer fået det meget fine valg: En tur til Malmø eller en tur til Marebæk (som er en meget lille flække på Falster, hvor vi bor). Rasmus overvejede det længe - og valgte til sidst det svenske ;-)

Rasmus havde aldrig besøgt byen før, og da Anne Marie var der sidst, var Turning torso endnu ikke bygget, (den stod færdig i 2005). Så denne sjove skyskraber blev første stop. En virkelig speciel bygning, som, vi godt kan forstå, får megen opmærksomhed. Vi fik lyst til at se den fra flere vinkler og gik længe rundt og kiggede på den.

 

 

 



Derefter trak vi ned til vandet, hvor vi fandt en grøn plet i Daniaparken og indtog vores indkøbte frokost fra ICA.


Hele havneområdet omkring Turning torso er hyggeligt og imødekommende og et sted, hvor man nemt kan hygge sig og slappe af i solen.

 

 
 
Der er en fin udsigt over Øresundsbroen og den danske kyst. Langs vandet er der bygget en bred trappe, som man kan gå eller sidde på, og den fører hen til en lille hyggelig lystbådehavn. 


 
 
 

På vej tilbage til centrum af byen, gik vi ad Fritidens stig, hvor der var en vandskibane, som var sjov at kigge på. 


 
 
 
 
Vi kom tilfældigt forbi Fiskehoddorna, en lille hyggelig gade med små udendørs fiskebutikker, som vi selvfølgelig skulle kigge nærmere på.


Pludselig kom der en gammel sporvogn rundt om hjørnet og parkerede lige foran os. Den kunne Anne Marie og Ella ikke stå for. Vi måtte op at køre en tur. Hvor tit er det lige, at man har mulighed for at prøve det? Og så var priserne helt i orden. Voksne 20 kr. Børn mellem 6 og 16 år 10 kr, mens børn under 6 år kører med gratis.

 
 
 

Vi hyggede os over de små skilte i sporvognen, som selvfølgelig stod på svensk.

 

 

 

Igen lidt ved et tilfælde stod vi af ved en af endestationerne, og derved også lige ved en fin legeplads, som selvfølgelig skulle udforskes og afprøves af Ella og Karen.



Så gik det igen mod centrum, da det var blevet tid for lidt shopping. Men inden da kom vi først igennem en stor og grøn kirkegård, der lå som en smuk og fredelig oase midt i byen, og derefter over den lille bro Davidshallsbron, som forbinder Trianglen med Gustav Adolfs Torg. Her står der to rækker af sko støbt i bronze af kendte skuespillere, komikere, balletdansere og revystjerner.

Først fik vi lige et sug i maven, da det minder os om rækken af sko i Budapest "Shoes on the Danube Bank", som symboliserer de jøder, som blev skudt, dræbt og smidt i Donau-floden under 2. Verdenskrig. 

Men vores niecer på 4 og 8 har jo ikke denne association, så de kunne ikke stå for fristelsen og måtte prøve alle skoene. Sjov idé og en fin, lille "legeplads" midt i byen, som mange forbipasserende børn måtte prøve.



Efter lidt tøjindkøb sluttede vi af med aftensmad på Lilla torg, hvor der var masser af restauranter med udendørsservering i fine gamle bygninger.

 



Vi spiste på den flotte italienske restaurant Piccolo Mondo, som ligger på hjørnet til Stortorget. Maden og betjeningen var i mellemklasse, men lokalet vi sad i havde højt til loftet, og var meget smukt.



Malmø, du var et fint og hyggeligt bekendtskab. Vi ses igen. 

mandag den 7. november 2016

Spise med Price... på Ecuadoriansk

Mens vi de første dage af vores rejse til Ecuador opholdt os i Quito, fandt vi straks hen på centralmarkedet. Vi har gode erfaringer fra Mexico med at spise på markedet: maden ofte er i top, der bliver serveret gode portionsstørrelser, og prisen er til at betale. Ecuador skuffede ikke. Markedet blev vores morgenmadsspisested. At den så stod på fiskesuppe med popkorn, salat, spejlæg, avocado eller flæskesteg kl. 8 om morgenen, det måtte vi indordne os under. Det er åbenbart almindelig morgenmad i Ecuador :-)






En anden morgenmadstradition i Ecuador er de små nuttede pelsdyr marsvin. Anne Marie forsøgte sig flere gange, men var ikke heldig at finde det på menuen, hvor vi kom frem, så vi måtte nøjes med dette billede af et skaldet marsvin, som blev solgt på gaden.
 
 
Da vi kom til den lille by Mindo, fandt vi ud af, at de lokale restauranter har frokost-tilbud hver dag, hvor man får to retter samt en juice for ca. 3 US dollars. Konceptet kaldes almuerzo eller menu, men det er ikke noget, de umiddelbart skilter med. Forhører man sig lidt, så går de til bekendelse og serverer et glimrende måltid bestående af en suppe samt en ret med kylling, okse eller fisk og dertil et glas juice. De andre retter på menukortet er meget dyrere end 3 US, så det vil de selvfølgelig hellere sælge til et par ”uvidende” turister.

Især en restaurant i Mindo havde vi stor succes med. Den har ikke rigtigt noget navn, men ligger på den anden side af den fine park midt i byen, på parallelgaden til Mindos hovedgade. Vi blev snart stamkunder her og spiste almuerzo hver dag til frokost - de har lukket om aftenen.
 
 
 

 
Overordnet set må man sige, at Ecuador er et ”suppeland”. Der serveres suppe til næsten ethvert måltid. Dejlige fyldige supper, supper med grøntsager og bønner, supper med fisk, kylling eller mørt oksekød. Supper med hønsefødder. Ja, selv cevice, som vi kender som en dejlig råmarineret fiskeret i Mexico, er her en suppe. Den smager ligeså friskt, som vi kender den, men skal spises med ske og ikke som vi er vant til oven på tacoskaller. Dog ser alle supper måske ikke lige appetitlige ud - men det ændrer jo ikke ved smagen.
I får lige et lille ecuadoriansk suppe-potpourri:
 
 



 

 

Læg lige mærke til, at nogle supper fås med popcorn til. Vi forstod det aldrig helt, men det var måske for at give fylde og konsistens. Efterhånden overgav vi os til popcornskonceptet og puttede dem også i suppen.
På det nederste billede viser Anne Marie glad hønsefødderne frem, som hun har fisket op af suppen. Man skal ikke spise dem, men de giver en dejlig smag til den klare suppe.
 
På Galapagos blev madpriserne straks nogle andre. Almuerzo på hovedgaden i byen Puerto Villamil på Isabela lød nu pludselig på 7 US (til gengæld skiltede de nu gerne med det). Vi er godt med på, at alle varer skal fragtes herud med containerskib, men smuttede vi på det lokale marked eller lidt ud i sidegaderne, kunne det altså stadig fås for 5 US. Det gode her på øen var, at almuerzo både var til frokost og til aftensmad, så det sparede jo noget på budgettet.
Den lille restaurant Soda Bar Galapagos, som ligger på markedet, blev snart vores favorit. De søde damer lavede dejlig mad og den lækreste friskpressede appelsinjuice. Havde vi en tom vandflaske med forbi, fik vi den fyldt op med juice for 1 US.
 
 

Vi nåede dog alle (på nær Martin) en mæthedsgrænse for ris. Der bliver serveret ris til ALT! Også hvis du bestiller pasta med kødsovs – så kom det med en portion ris. Eller den dag vi spiste paneret kød med kartoffelmos – og ris.
Ris er dejligt, ris er fint. Efter 20 dage på "riskur" hang ris os til sidst ud af halsen. Som hollænderen Marlous, som vi var på cruise med, sagde: ”I’m riced out!”- og det punkt nåede vi også. Så stod den lidt på pizza eller burger et måltid eller to, inden vi igen overgav os til almuerzo – med ris! 
 
 

 

 

 
I byen Puerto Ayora på øen Santa Cruz er der en restaurantgade, som går under navnet El Kiosko. Den er fyldt med restauranter, og hver aften lukkes gaden af for trafik, og der stilles masser af borde og stole ud. Herefter kan man gå fra sted til sted og se deres udvalg af fisk og hummere, som de griller hele. Der er også mulighed for "turistretter" som pizza og burgere, hvis man ikke er til fisk og skaldyr.
Ud over at nogle af restaurantejerne er lidt påtrængende for at få kunderne til at sætte sig ved deres restaurant, så er det en hyggelig oplevelse at sidde ved lange borde sammen med masser af andre rejsende. Og ind imellem finder man nogle rigtig lækre retter.
 



 
 
Til sidst får I lige et rigtigt flæskestegsbillede fra det traditionelle lørdagsmarked i Otavalo. Det vil vi altså gerne anbefale - også til morgenmad.
 
 
Skulle du få lyst til at høre mere fra os, så er du meget velkommen til at følge os på Facebook og Instagram @twodanesontour
 
 

fredag den 29. juli 2016

Quilotoa

Fra Otavalo tog vi bussen 4 timer sydpå. På vejen så vi den store vulkan Cotopaxi, som desværre nærmest var dækket af skyer denne eftermiddag.

Bussen stoppede pludselig på motorvejen, og vi blev sat af i nødsporet med besked om at gå op ad motorvejsrampen. Deroppe ville vi finde en ny bus, som kunne tage os helt ind til byen Latacunga, som var vores endelige destination. Vi havde ikke lige selv forestillet os denne retræte, men det gik fint, og 5 minutter efter sad vi i den næste bus.

Latacunga er en lidt stor by, som efter vores mening, ikke har så meget at byde på. Vi havde bosat os her, da vi dagen efter ville besøge det meget kendte Quilotoa – en udslukt vulkan med en fin sø i krateret.

Det skulle dog blive sjovt at prøve at komme med bussen dertil! Vi stod forholdsvist tidligt op, da vi havde hørt, at den sidste bus fra Quilatoa til Latacunga kørte kl. 13.30, så for at have tid nok deroppe, ville vi se at komme ud af starthullerne.

Da vi ville ud af vores hostel kl. 6.30, var porten ud til gaden låst, og vores nøgler til værelserne passede ikke i låsen. Vi måtte derfor ”banke” mutter op, som i slåbrok, nattøj og rimelig klatøjet kom og låste op.

På busstationen blev vi straks mødt af et par mænd, som råbte Quito, men vi skulle jo til Quilotoa. Da de hørte det, råbte de ”Skynd jer, skynd jer, bussen går herude fra”. Vi skyndte os ud på busholdepladsen, hvor der var rimelig tomt – bussen havde først afgang kl. 7.30… altså om ca. 45 minutter, og den var derfor slet ikke kommet endnu.

Pludselig råbte de fra et nyt hjørne. ”Skynd jer, skynd jer. Vi har fundet en anden bus, I kan tage med. Den kører NU”. Vi skyndte os så over til den anden bus, som rigtig nok holdt der. Men først med afgang kl. 7.15 – altså om ca. 30 minutter. Mændene ville gerne have, at vi straks steg ombord og købte billetter, men vi tænkte nu mere i retning af noget morgenmad, så vi gik ind på selve busstationen igen.

Vi kunne ikke rigtig finde noget spiseligt, som kunne friste, og vi blev for tredje gang mødt af de samme mænd. NU havde de fundet en bus til Quilotoa, med afgang HER og NU. Eneste ”problem” var, at den faktisk ikke kørte fra selve busstationen, men lige udenfor, og den havde allerede passeret stationen, så nu gik det i løb en 50-100 meter op ad gaden, hvor bussen holdt. Så snart vi var hoppet ind, kørte den.

Selve turen til Quilotoa viste sig at være noget af det smukkeste.
 
 
Fine bjerge med et kludetæppe af marker, bønder i farverigt tøj, som arbejdede i markerne –bl.a. høstede de med håndkraft og sejl. Får, grise, køer og lamaer på markerne. Total landidyl. Vi var solgt med det samme.
 
 
 
 

Efter godt 1½ time kom vi til den lille by Zumbahua. Her blev vi pludselig bedt om at stå af bussen, selvom vi jo sad i den til Quilotoa. Bussen kørte pludselig ikke længere! Men buschaufføren havde allerede arrangeret med en pickup, at han ville køre os og andre passagerer det sidste stykke af vejen, og der var allerede betalt for os.

Alt i alt en lidt kaotisk, men også fantastisk smuk og rigtig sjov morgen-bustur, vi der var kommet på.

Efter en omgang morgenmad var vi klar til at gå ned i Quilotoa-krateret. Det var en meget stejl og sandet sti, som førte derned, og snart var vores sko og strømper fyldt med sand og små sten, og der stod en støvsky efter os. Men udsigten var fantastisk, og vi nød det fine solskinsvejr.
 
 

 
Som ”gammel bjergbestiger”, udviklede Rasmus en løbeteknik ned ad stien, som gjorde, at det gik hurtigere med at komme ned. Martin tog den snart til sig og var sikker på, at han også kunne overbevise Anne Marie om denne løbestils effekt. Ja, billedet taler for sig selv!
 
 

 Efter et hvil ved bunden, gik turen op igen. Grundet AM’s manglende kondi plus en forkølelse, som har sat sig på luftvejene, gav Rasmus en ”drosche” op. Det kostede en ”10-penge” og hesten Quang var mindst lige så træt som Rasmus og Martin, da vi igen nåede toppen.
 
 

Hjemturen kom til at foregå pr. taxa, da vi kunne få en god pris. Det gav os gode muligheder for at stoppe undervejs og fotografere lamaer og landskaber J
Der er sgu meget pænt i Andesbjergene! 
 
 
 

tirsdag den 26. juli 2016

Til lørdagsmarked i Otavalo

I byen Otavalo, lidt nord for Quito, findes et af Ecuadors mest berømte markeder. Der er marked her hver dag, men især om lørdagen er det ekstra stort, så det er den rigtige dag at kigge forbi. Om lørdagen er der også åbent på ”husdyrs-markedet”, hvor der bliver tinget om grise, køer, høns, marsvin og meget mere. Så der skulle vi selvfølgelig ned og støve rundt for at se, hvordan tingene forløb.


 
 
 

Vi fandt snart ud af, at de lokale er klædt i meget fint tøj. Damerne med hatte eller tørklæder på hovedet, smukt broderede kjoler, sjaler og guldhalskæder. Mændene ligeledes med hatte, kridhvide bukser med pressefolder og ponchoer. Vi troede, at det var fordi, at det var den store markedsdag, men fandt snart ud af, at sådan går folk klædt hver dag!




I får lige en lille billedserie fra markedspladsen:

 

 









 
 
 

Især synes vi, at det var sjovt at se, hvordan de handlede med marsvin, som er en delikatesse til morgenmad i Andesbjergene.



 

 

 
 


Senere på dagen listede vi også op på ”turistmarkedet” eller håndværksmarkedet, hvor man kan købe alt i tæpper, tørklæder, hængekøjer, huer, tasker – you name it!




 

 

Næste formiddag nåede vi også på en lille dagstur ud af Otavalo til den hellige sø Lago de Cuicocha. Vi betalte en taxachauffør for at køre os de godt 25 km derud for 12 US. Ved Visitor Centeret kunne man gå en fin lille tur, så man kunne kigge ned på søen.

 
 
 

Havde vi haft mere tid, kunne vi have gået en 5 timers tur rundt langs bjergkammen, men da vi både havde et hostel-checkout og en bus at nå, ja, så blev det bare til et lille men meget fint kik. Der var smukke lyserøde orkideer samt gule og lilla blomster langs stien og helt stille sådan en morgenstund.
Vores taxachauffør havde været sød at vente på os uden beregning, og så tog han os med retur igen for samme pris, som på udturen.