fredag den 29. juli 2016

Quilotoa

Fra Otavalo tog vi bussen 4 timer sydpå. På vejen så vi den store vulkan Cotopaxi, som desværre nærmest var dækket af skyer denne eftermiddag.

Bussen stoppede pludselig på motorvejen, og vi blev sat af i nødsporet med besked om at gå op ad motorvejsrampen. Deroppe ville vi finde en ny bus, som kunne tage os helt ind til byen Latacunga, som var vores endelige destination. Vi havde ikke lige selv forestillet os denne retræte, men det gik fint, og 5 minutter efter sad vi i den næste bus.

Latacunga er en lidt stor by, som efter vores mening, ikke har så meget at byde på. Vi havde bosat os her, da vi dagen efter ville besøge det meget kendte Quilotoa – en udslukt vulkan med en fin sø i krateret.

Det skulle dog blive sjovt at prøve at komme med bussen dertil! Vi stod forholdsvist tidligt op, da vi havde hørt, at den sidste bus fra Quilatoa til Latacunga kørte kl. 13.30, så for at have tid nok deroppe, ville vi se at komme ud af starthullerne.

Da vi ville ud af vores hostel kl. 6.30, var porten ud til gaden låst, og vores nøgler til værelserne passede ikke i låsen. Vi måtte derfor ”banke” mutter op, som i slåbrok, nattøj og rimelig klatøjet kom og låste op.

På busstationen blev vi straks mødt af et par mænd, som råbte Quito, men vi skulle jo til Quilotoa. Da de hørte det, råbte de ”Skynd jer, skynd jer, bussen går herude fra”. Vi skyndte os ud på busholdepladsen, hvor der var rimelig tomt – bussen havde først afgang kl. 7.30… altså om ca. 45 minutter, og den var derfor slet ikke kommet endnu.

Pludselig råbte de fra et nyt hjørne. ”Skynd jer, skynd jer. Vi har fundet en anden bus, I kan tage med. Den kører NU”. Vi skyndte os så over til den anden bus, som rigtig nok holdt der. Men først med afgang kl. 7.15 – altså om ca. 30 minutter. Mændene ville gerne have, at vi straks steg ombord og købte billetter, men vi tænkte nu mere i retning af noget morgenmad, så vi gik ind på selve busstationen igen.

Vi kunne ikke rigtig finde noget spiseligt, som kunne friste, og vi blev for tredje gang mødt af de samme mænd. NU havde de fundet en bus til Quilotoa, med afgang HER og NU. Eneste ”problem” var, at den faktisk ikke kørte fra selve busstationen, men lige udenfor, og den havde allerede passeret stationen, så nu gik det i løb en 50-100 meter op ad gaden, hvor bussen holdt. Så snart vi var hoppet ind, kørte den.

Selve turen til Quilotoa viste sig at være noget af det smukkeste.
 
 
Fine bjerge med et kludetæppe af marker, bønder i farverigt tøj, som arbejdede i markerne –bl.a. høstede de med håndkraft og sejl. Får, grise, køer og lamaer på markerne. Total landidyl. Vi var solgt med det samme.
 
 
 
 

Efter godt 1½ time kom vi til den lille by Zumbahua. Her blev vi pludselig bedt om at stå af bussen, selvom vi jo sad i den til Quilotoa. Bussen kørte pludselig ikke længere! Men buschaufføren havde allerede arrangeret med en pickup, at han ville køre os og andre passagerer det sidste stykke af vejen, og der var allerede betalt for os.

Alt i alt en lidt kaotisk, men også fantastisk smuk og rigtig sjov morgen-bustur, vi der var kommet på.

Efter en omgang morgenmad var vi klar til at gå ned i Quilotoa-krateret. Det var en meget stejl og sandet sti, som førte derned, og snart var vores sko og strømper fyldt med sand og små sten, og der stod en støvsky efter os. Men udsigten var fantastisk, og vi nød det fine solskinsvejr.
 
 

 
Som ”gammel bjergbestiger”, udviklede Rasmus en løbeteknik ned ad stien, som gjorde, at det gik hurtigere med at komme ned. Martin tog den snart til sig og var sikker på, at han også kunne overbevise Anne Marie om denne løbestils effekt. Ja, billedet taler for sig selv!
 
 

 Efter et hvil ved bunden, gik turen op igen. Grundet AM’s manglende kondi plus en forkølelse, som har sat sig på luftvejene, gav Rasmus en ”drosche” op. Det kostede en ”10-penge” og hesten Quang var mindst lige så træt som Rasmus og Martin, da vi igen nåede toppen.
 
 

Hjemturen kom til at foregå pr. taxa, da vi kunne få en god pris. Det gav os gode muligheder for at stoppe undervejs og fotografere lamaer og landskaber J
Der er sgu meget pænt i Andesbjergene! 
 
 
 

tirsdag den 26. juli 2016

Til lørdagsmarked i Otavalo

I byen Otavalo, lidt nord for Quito, findes et af Ecuadors mest berømte markeder. Der er marked her hver dag, men især om lørdagen er det ekstra stort, så det er den rigtige dag at kigge forbi. Om lørdagen er der også åbent på ”husdyrs-markedet”, hvor der bliver tinget om grise, køer, høns, marsvin og meget mere. Så der skulle vi selvfølgelig ned og støve rundt for at se, hvordan tingene forløb.


 
 
 

Vi fandt snart ud af, at de lokale er klædt i meget fint tøj. Damerne med hatte eller tørklæder på hovedet, smukt broderede kjoler, sjaler og guldhalskæder. Mændene ligeledes med hatte, kridhvide bukser med pressefolder og ponchoer. Vi troede, at det var fordi, at det var den store markedsdag, men fandt snart ud af, at sådan går folk klædt hver dag!




I får lige en lille billedserie fra markedspladsen:

 

 









 
 
 

Især synes vi, at det var sjovt at se, hvordan de handlede med marsvin, som er en delikatesse til morgenmad i Andesbjergene.



 

 

 
 


Senere på dagen listede vi også op på ”turistmarkedet” eller håndværksmarkedet, hvor man kan købe alt i tæpper, tørklæder, hængekøjer, huer, tasker – you name it!




 

 

Næste formiddag nåede vi også på en lille dagstur ud af Otavalo til den hellige sø Lago de Cuicocha. Vi betalte en taxachauffør for at køre os de godt 25 km derud for 12 US. Ved Visitor Centeret kunne man gå en fin lille tur, så man kunne kigge ned på søen.

 
 
 

Havde vi haft mere tid, kunne vi have gået en 5 timers tur rundt langs bjergkammen, men da vi både havde et hostel-checkout og en bus at nå, ja, så blev det bare til et lille men meget fint kik. Der var smukke lyserøde orkideer samt gule og lilla blomster langs stien og helt stille sådan en morgenstund.
Vores taxachauffør havde været sød at vente på os uden beregning, og så tog han os med retur igen for samme pris, som på udturen.

søndag den 24. juli 2016

Spændende oplevelser i Amazonas

Et andet stort højdepunkt på dette års Eucadorrejse skulle blive vores 5 dage i Amazonas. Vi havde booket os ind på Caiman Lodge i nationalparken Cuyabeno i det nordøstlige hjørne af Ecuador, kun få kilometer fra den colombianske grænse.

For at komme dertil, krævede det en lille flyvetur fra Quito på 25 minutter til lufthavnen i Lago Agrio. Derefter en bustur på 2 timer ud til Cuyabeno-floden, og så ventede endnu en 2 timers tur. Denne gang i lang kano med påhængsmotor.
 
 
Undervejs på kanoturen gik vores guide Camilo allerede i gang med at spotte dyr. Vi var lidt skeptiske til at begynde med, fordi vi slet ikke så noget. Og hvor meget kan man egentlig nå at se, når man glider ned ad sådan en flod i fuld fart?
Det skulle vise sig, at vi – eller rettere guiden - kunne nå at se en hel del! Først spottede Camilo en skræppende flok gule og blå ara-papegøjer. Kanoen blev lagt ind til flodbredden, og vi blev sat i land, så vi kunne få det bedst mulige udsyn til de flotte fugle.

 
 
Så mødte vi et fint to-tået dovendyr med en lille unge på maven. Det var helt særligt, og noget vi virkelig havde håbet på at se.
 
Snart standsede båden igen. Denne gang ved en grøn anakonda, som lå på en gren og sov. Det var ”dog” kun en lille slange på ca. 2 meter. De største i dette område bliver op til 8 meter!  
 
 
Endnu et to-tået dovendyr blev spottet, hvorefter vi så egernaber – den slags som Pippi Langstrømpes abe Hr. Nelson er i familie med. Det må siges, at det var en fantastisk eftermiddag og en fremragende start på vores 5 dage i regnskoven!
 
 

De kommende dage blev lige så gode.

Vi var hver dag på 2-3 ture med guiden. Enten med båd i de små kanaler eller i de større laguner, i ”rugbrødsmotor-kano” i de samme områder eller på gåture både dag og nat i regnskoven. Gåturene kunne dog til tider være lidt af en udfordring, da der var MASSER af mudder, efter som at Cuyabeno ligger i et sumpområde, der i tørtiden tørrer næsten helt ud. Vi var her ikke i tørtiden. Godt at alle fik gummistøvler til låns!

Især kanoturene på floderne var fine. Det var skønt at flyde derned af og nyde alle skovens fremmedartede lyde, samt de fantastisk spændende dyr vi så. Bl.a. nåede vi at se hele 8 forskellige abearter, 2 slags dovendyr, lyserøde floddelfiner og 4 forskellige slanger i løbet af de 5 dage. Noget vi slet ikke troede muligt.



 
På tredjedagen oplevede vi, hvorfor det hedder regnskov. Det stod ned i stænger nærmest hele natten og også dagen efter. Men vi skulle jo selvfølgelig på tur trods vejret, og imens der var lidt ophold i regnen, var vi igen heldige. Denne gang så vi en saki-abe, to pygmæ-aber, en godt 3 meter lang anakonda samt en anden slange, som de kalder en chonta.
Stoppene ved de nævnte dyr gjorde, at vi måtte tilbringe de sidste 20 minutter af turen under hver et regnslag med hovederne bøjet, imens himlen åbnede sig. Vi blev sat i land ved en palmehytte, hvor vi oplevede, hvordan den lokale Siona-stamme udnytter yuca-planten til både mad og drikke. Efterfølgende fortalte stammens shaman om, hvordan han blev shaman, og hvad han gør for at hjælpe de syge.

 
 

Hvis det ikke er fremgået af ovenstående, så har vi været super glade for vores 5 dage i Cuyabeno, og både kamera og kikkert har været på overarbejde. Det er et uhyre spændende område at besøge – og til en overkommelig pris. Vi betalte 330 US for hele opholdet inc. transport fra Lagi Agrio og alle måltider. Det er helt sikkert ikke sidste gang, at vi har besøgt Amazonas regnskov.

 

mandag den 18. juli 2016

Galapagos på egen hånd

Efter 8 dage om bord på Golondrina var vi klar til at gå i land igen. Vi havde set så meget forskelligt og fantastisk, der skulle fordøjes. Man når en mæthedsgrænse, når man konstant er 16 på tur med guide og i det hele taget 23 mand sammen på meget få kvadratmeter – samt meget lidt - men til gengæld konstant afbrudt - søvn ;-)

Vi gik i land på øen Baltra og kørte den korte vej tilbage til lufthavnen med bus. Herfra var vi nu på egen hånd. Det var skønt at mærke friheden igen. Vi skulle igen selv finde vej videre.

Det blev først med bus til Canal de Itabaca – et smalt stræde mellem Baltra og Santa Cruz (Det koster 1 US at krydse med færge), så med bus i ca. 40 minutter til byen Puerto Ayora, som er ”hovedstad” på Galapagos (2 US for bussen). Her spiste vi frokost og slog et par timer ihjel, inden vi tog færgen til den største ø Isabela kl. 14.

Og når I så hører ordet færge, så forestiller I jer måske noget lig med Storebæltsfærgen i gamle dage, eller som minimum Ærøfærgen, men vi fandt snart ud af, hvad færge er lig med på Galapagos. En tur i speedbåd med 3 x 200 hestes motorer bagpå.
 

 
 
Det larmede så øredøvende, at man kun havde sig selv og sine egne tanker de næste to timer. Samtidig var de venlige at starte turen med at dele brækposer ud til alle –så ved man ligesom hvad klokken er slået. Vi slap dog for at gense vores maveindhold. Så heldige var alle ikke…
 
 

Selve overfarten koster 30 US pr. vej. Derudover kommer så, at man selv skal betale for at blive sejlet ud til færgen med små taxibåde – 1 US i begge ender. Derudover koster det 5 US at gå i land på Isabela. Vi har sagt det før: ALT koster på Galapagos.

Det sjoveste var dog det sikkerhedstjek vi blev underlagt i havnen i Puerto Ayora inden afgang. En mand forlangte at vi åbnede vores rygsække, så han kunne se, om vi havde frugt, planter mv. med. Han gad dog dårligt se ned i rygsækken –men åbnes det skulle den da, inden den kunne blive plomberet under overfarten. En pige, som stod ved siden af os havde sko øverst i tasken og blev sat til at rense dem med en børste. Os, som havde sko på, skulle intet gøre.

På Isabela ligger havnen ca. 500 meter fra selve byen og det er selvfølelig søløverne der er de første til at byde en velkommen til øen.

 
 Man kan tage en taxa for 1 US pr. person, eller man kan gå. Vi valgte det sidste og fandt snart et sted at overnatte. Hospedaje Janet, som ligger for enden af hovedgaden. Værelserne var store og fine og værtinden sød. Eneste minus var den bar, som lå lige på den anden side af gaden. Fredag og lørdag nat spillede de meget højt indtil kl. 2! Prisen for værelset var 40 US + 6 US for morgenmad. Den første morgen fik vi æg og brød, den næste pandekager med sirup og så fremdeles. Altid med en fin skål frugt til.

Vi fik dog dårligt et indtryk af Isabela den første aften. Efter et måltid mad måtte vi kapitulere. Vi havde rejst det meste af dagen og glædede os nu bare til at ligge i en seng, som ikke ”sejlede” og uden al larmen fra skibsmotoren. Det var som at blive født på ny.


 

De næste mange dage foretog vi os faktisk uforskammet lidt! Når man er på Galapagos, skal man jo ud og opleve noget. Men som allerede sagt: ALT koster penge. F.eks. ville de have 90 US for en snorkeltur til Tuneles, som får mange fine ord med på vejen –”eneste problem” var bare, at vi netop havde set masser af snorkelsteder på vores cruise og derfor ikke trængte til mere tur med guide. De havde intet nyt at tilbyde os.

I stedet læste vi bøger, slappede af, fandt små madsteder og gik ture i området. Stranden er lang og bred og ligger lige bag byen. Der er også en fin plankesti lige uden for byen, hvor man kan komme helt tæt på bl.a. flamingoer, hvilket ellers ikke er så let.




For enden af plankestien ligger der et skildpaddecenter, hvor man kan betragte nogle af de fine, store landskildpadder, som er indfanget for at formere sig i trykke omgivelser. På sigt er det meningen, at de nye skildpadder skal lukkes ud i naturen igen.

En anden gåtur gik til Wall of tears – en mur fra et gammelt fængsel, som var funktionsdygtigt i 40’ og 50’erne. Muren var fin, men ikke noget særligt. Det var til gengæld de imponerende store og fantastiske landskildpadder, som vi mødte undervejs. Når det rumsterede i buskadset, vidste vi, at der var en krabat i nærheden. En kom vi til at overraske på selve vejen. Den blev så bange, at den ”tissede i bukserne”, og så lagde den sig fladt ned på maven, som når en donkraft sænker en bil. Anne Marie prøvede at opmuntre den til at gå videre – desværre uden held.





Vi tog også en enkelt snorkeltur tæt ved havnen. Igen var vandet skide koldt og sigtbarheden helt forfærdelig. Heldigvis så vi en enkelt pingvin og alle søløverne, som har indtaget gangbroerne og bænkene langs havnen. En kom helt hen og snusede til Rasmus’ fod, så han trak den til sig, af frygt for, at tæerne lugtede lidt af fisk. 
 Efter 5 meget afslappede dage tog vi færgen tilbage til Santa Cruz igen. Vi havde brug for ”storby” og luftforandring.

Vi bosatte os midt i bymylderet på Hostal Miconia (30 USD/nat/værelse. Martin fik dem pruttet ned på 4 nætter for 100 US). Igen gik det meste af tiden med afslapning, men også med små ekspeditioner.

Midt i byen er der et lille, men helt fantastisk fiskemarked. Her skærer mænd og kvinder fisk ud, mens søløver, pelikaner, måger og en enkelt hejre danser om benene på dem. Især søløverne er meget nærgående, men også godmodige. De ved godt, at de skal vente til fisken er skåret ud, så får de resterne. Alligevel prøver de at nappe lidt undervejs. Vi har efterhånden været forbi en del gange. Det er lige sjovt og hyggeligt hver gang. Hvorfor er det ikke sådan nede hos Anne’s fisk i Nykøbing? Så ville vi nok komme forbi lidt oftere, end vi gør.


 

Den ene dag gik Sanne, Martin og Anne Marie til stranden Tortuga Bay. Det var en meget varm gåtur (især hjem i middagsheden) på lidt over 3 km, men stranden var smuk. De havde glædet sig til at snorkle – men der var samme problem som alle andre steder: super dårlig sigtbarhed.

Det sjoveste ved turen blev, at de alle 3 blev ”angrebet” af Darwin finker. De var så nærgående, at de gik i deres tasker for at finde brød og sad på deres hænder for at spise.

Imens tre var på stranden, var Rasmus ude og dykke for at se hammerhajer. En stor drøm, der ikke lige kan opfyldes alle steder!
Så på trods af en noget voldsom ”last minute offer-pris” på 170 USD for to dyk, var der ikke andet for end at krybe i våddragten. Selv med en 7mm. fulddragt og en hætte, så var det ingen fornøjelse at tilbringe 2 gange 45 minutter i det 17-18 grader kolde vand.



Men da alle efter første dyk sad på båden og klaprede tænder, så havde det alligevel været det hele værd – og kun pga. hammerhajerne. Desværre ikke 100 i en stime, som de somme tider ser her, men først to og senere 10 i en flok. Og selvom sigtbarheden var dårlig, så var alle lige høje over at have set de majestætiske hammerhajer.



Og som kronen på værket, så var der lige et par Mola Mola – klumpfisk, der hoppede ud af vandet 15 meter fra båden.

Og så blev det endelig tid til at fejre Anne Maries fødselsdag. Det skulle være finalen på vores mere end 14 dage på Galapagos.

Hun blev vækket med fin fødselsdagssang og gaver kl. 7, hvorefter vi alle gik ud for at finde et sted, hvor de serverede pandekager til morgenmad. De fleste steder serverer de ris og fisk på denne tid af dagen, men det skulle være anderledes på dagen, hvor man fylder 40!
 
 

Derefter tog vi på ”ekspedition” til Finch Bay. Fra havnen i Puerto Ayora kan man tage en af de små bådtaxaer til den anden ende af havnen for 0,80 US pr. mand. Der blev vi sat i land og gik nu mod Las Grietas, en klippespalte i lavaen, hvor havvand og regnvand blandes.
 
 
 
Det er et meget populært sted at bade –og for år tilbage at springe fra de godt 10 meter høje klipper. Det er dog ikke længere tilladt. Der er nu bygget en badebro i ca. 1 meters højde, som man kan hoppe ud fra. Vandet var køligt men også forfriskende.
 
 

Så gik turen tilbage til stranden, hvor vi nød udsigten, og Sanne tog sig en snorkeltur – endelig et sted, hvor det rent faktisk var muligt at se noget! Da hun kom tilbage, fortalte hun om nogle meget fine, men også særlige rokker, som hun havde set. Efter lidt betænkningstid hoppede AM og Rasmus også i vandet for ved selvsyn at se hvilke rokker, der var tale om. Senere fandt vi ud af, at det var gyldne konæserokker – en art vi aldrig har set før.

Hen under aften fandt vi ned til vores ”stamsted”, hvor vi kan få 3xdrinks eller 3xøl for 10 US til Happy hour – som varer hele dagen J

Da det blev tid til aftensmad, sejlede vi tilbage til Finch Bay (1 US/per person om aftenen). Her bød Sanne og Martin på fødselsdagsmiddag på den hyggelige restaurant New Angermeyer Point. Det blev en rigtig god oplevelse. Anne Marie fik carpaccio af wahoo til forret, mens Rasmus valgte en skaldyrsbisque, som var helt ud over det sædvanlige. Cremet, lækker og fyldig. Til hovedret faldt valget for os begge på en fantastisk steak på varme lavasten. Det er første bøf, vi har fået i Ecuador, og vi blev ikke skuffede!
 
 

Da vi sejlede tilbage gled vi lige forbi Happy hour en gang til – bare lige for at sikre os, at tilbuddene stadig stod ved magt. Og det gjorde de J En skøn fødselsdag havde nået sin ende.