lørdag den 31. juli 2010

Spise med Price… på ukrainsk

Kilometermæssigt er vi nu, i løbet af denne rejse, tættest på Danmark – men ikke når det gælder mad!
Det har måske også noget at sige, at man både i Bulgarien og Rumænien kunne købe en masse fastfood, som ligner det, vi har derhjemme, modsat her i Ukraine, hvor det meste er nyt for os. En af overraskelserne har været, at hvor vi i Danmark har pølsevogne, har de her kartoffelvogne!

Og endnu engang har vi stiftet bekendtskab med suppe. Det vi i Danmark kalder ”russisk rødbedesuppe”, altså borscht, er vi blevet belært om, er ukrainsk! Der findes også en polsk variant, men så er det uden kartoffel- og løgstykker i. Den ukrainske borscht smager skønt, især med nyklippet dild på toppen!



Og så har vi fået flere dumplings. Denne gang hjemmelavet med fyld af blåbær og kirsebær. Dertil creme fraice og et drys sukker. For os virkede det mest som en dessert, men det blev altså en frokost.



Udtrykket ”Det kan du få med varm mælk på i morgen” er nu kommet meget tættere på en realitet. Her i Ukraine spiser man nemlig alle morgenmadsprodukter som cornflakes og havregryn med varm mælk på, og vi vil da godt indrømme, det skal man lige vænne sig til. Og så er de vilde med sveskeyoghurt – det skulle være så sundt for maven!

Lviv, Ukraine

Nyt land – nyt sprog – nye indtryk! Ukraine var ingen undtagelse.

Vi flyttede ind hos Marina og Mike fra Hospitalityclub og deres lejlighed fik vores gamle domicil i Kongensgade til at ligne en suite på D’Angleterre. Endnu engang blev vi bekræftet i, at hvor der er hjerterum, er der husrum… og at vi har det godt i lille Danmark.

For Rasmus var vi kommet til den helt rigtige familie. Mike arbejder for Carlsberg i Lviv, så der blev snakket en del om øl – og også smagt! Normalt kunne man komme ind og se bryggeriets museum, men det var lukket mens vi var i Lviv. Til gengæld gav Mike os en uofficiel rundtur i produktionen, hvilket vi hellere ville se end et museum.

Marina tog sig tid til at vise os down town Lviv. Det er Ukraines anden største by og modsat en del af de andre, en by med atmosfære og charme. Her er mange gamle huse bygget under det Østrig-Ungarske rige, men vi må sige, at mange af dem er i rimelig dårlig stand og kunne trænge til en kærlig hånd. Samtidig er der meget trafik – biler, sporvogne og især busser drøner ud og ind mellem hinanden.



Og så var vi jo kommet tilbage til udgangspunktet for denne rejse – det kyrilliske alfabet. Så igen var det en kæmpe udfordring at finde rundt på egen hånd, og at læse menukort. Men vi bliver hele tiden bedre og bedre til at tyde ”skriften på væggen”.



Marina mente også, at det ville være godt for os at komme på en lille pub crawl, så vi besøgte bl.a. en bar, der er dedikeret til opfinderen af gaslampen og en anden, som har Ukraines selvstændighedskamp som tema. Her blev man mødt af en kampklædt soldat i døren, og kunne man ikke kodeordet ”Slava Ukraina” blev man afvist. Samtidig skulle man også hælde en ”gammel dansk” i halsen inden man kunne træde indenfor. Så det måtte vi jo bare gøre!



Lviv har også en bar, som hylder personen, som var den første til at få diagnosen sadomachokisme. Den sprang vi dog over! Men vi har hørt, at når regningen kommer, får man én over ryggen med en pisk!

Og så har vi også begge måttet en tur til frisøren – og det blev noget af en dyr affære! 30 kr. måtte vi af med, men så var Anne Marie også blevet klippet og Rasmus havde fået trimmet både hår og skæg. Så nu er vi kommet med på den ukrainske hårmode!

Den sidste aften i Lviv inviterede vi Marina og Mike ud at spise. Valget faldt på en jødisk restaurant, som vi havde hørt om, fra andre rejsende. Ingen af retterne på menukortet er angivet med priser, da det er meningen, at man skal prutte om prisen. Det blev en længere maraton, hvor vi forsøgte os med at sige, at tjeneren havde serveret de forkerte øl, at Anne Marie ikke kunne spise al sin mad osv. Oprindelig lød tjenerens bud på 712 ukrainske hryvnas (ca. 530 kr.) men vi fik hende da til sidst ned på 340 hryvnas (ca.250 kr) for 3 forretter, 4 hovedretter, 2 øl og 4 vand.

Krabat air

Med udsigt til små 24 timer i to forskellige tog og med en margin på 20 minutter at skifte tog i kl. 02.30 et sted i Ukraine, ja så var en flyvetur trods mellemlanding og venten en noget mere tillokkende løsning. Lidt luksus må man vel kunne tillade sig, når man er kommet op i vores alder!
Så vi købte uden den store tøven to billetter på nettet med Carpat air, der dog hurtigt blev omdøbt til Krabat air – pga. den ikke overvældende service!

Turen til Lviv ville som antydet indebære et ”lille” stop i Timisuara Lufthavn i Rumænien, hvor vi skulle vente 6½ time. Men da der var Wi-Fi, gik tiden forholdsvis hurtigt. Dog undrede det os, at lufthavnen af flere omgange var fuldstændig tom – altså lige bortset fra os!



Da Krabat air kort før boarding endnu en gang levede op til sit nye navn ved at melde om yderligere to timers forsinkelse, blev Anne Marie pludselig desperat. For der var intet sted i lufthavnen, hvor man kunne købe noget at spise, og vi havde hverken fået morgenmad eller frokost. Med store våde hundeøjne spurgte hun security-personalet, om vi måtte have lov til at gå ud i afgangshallen og finde noget mad, men det mente de ikke, der kunne blive tale om… Men jo, hvis vi kunne få en medarbejder fra ”Krabat air” til at gå med, så kunne det måske lade sig gøre.
Så gik jagten ind på en medarbejder, men de var som sunket i jorden. Til sidst lykkedes det at finde en og overtalte hende til at gå ud og tale med personalet i paskontrollen. De sagde heldigvis også ja, og så lå afgangshallen åben for os… der var bare ingen steder, der solgte mad! Det endte med, at vi fandt to daggamle croissanter med chokolade og hver en flaske vand, og så kunne vi lige klare to timers venten mere.

Så med to timers forsinkelse fik ”Krabat Air” gang i propellerne, og vi kom sikkert til Lviv i Ukraine.

onsdag den 28. juli 2010

Spise med Price… i Moldova

Vi har brugt de sidste par dage på at opsnuse, hvad man egentlig spiser i Moldova. Svaret er stadig noget uklart, da dette ”køkken” er et stort mix mellem Rumænien, Ukraine, Rusland, Tyrkiet og Bulgarien.

Men en ting er dog sikkert – suppe står i høj kurs hos de lokale.
I en lille by kom vi ind på en restaurant uden et menukort. Til alt held kunne mutter sige ”ZUPPA”, hvilket mindede os tilstrækkeligt meget om noget, vi kendte - og så fik vi også mad den dag. Sådanne oplevelser kommer man selvfølgelig til at betale for. Den samlede regning på den håndskrevne lap for de 3 x suppe og 3 x sodavand blev 27 kr. Vi betalte 30 kroner, men så fik vi også en is med i købet!

Hos Larisa i Tiraspol oplevede vi, hvordan man i denne del af verden får beskedne lønninger til at række langt. Her ruttes der ikke med pengene! Altså, har man først købt tomater, pålæg og brød – ja, så spiser man tomater, pålæg og brød til der ikke er mere……..
Så efter 4 ens måltider i træk – middag, aften, morgen og middag – bad Anne Marie om suppe, selvom Rasmus havde foreslået Larisa, at vi da lige kunne tage det 5. identiske måltid i træk.
Suppen blev en skøn russisk inspireret ”pelmeny” – en grøntsagssuppe med en slags russisk tortelini. Og så kunne Anne Marie lige klare en sidste tomatmad morgenen efter!



Ud over de nævnte retter, så blev vi selvfølgelig på det kraftigste opfordret af vores i øvrigt fantastiske vært til at spise søde sager som chokolade, kage, tyrkisk slik, kiks og andre ting, der alle havde det til fælles, at sukkerindholdet var omkring de 100 %. Vi skiftedes til at tage fra. Om morgenen var det især Rasmus, der gik om bord i chokoladen, da det var det, der lettest kunne glide ned.



Nu hvor vi har forladt de rakia-drikkende bulgarere, de palinka og tuica-drikkende rumænere og er på vej ind i ”vodka-zonen”, så viser Moldova en helt ny side af områdets drikkekultur ved at være kendt for ”Cricovas” vine og ”Kvints” cognacs. I Moldova er det ifølge Larisa kun drankere, der drikker vodka.

Der ud over vil man på gader og stræder se både børn og voksne starte dagen med en ordentlig ”fadbamse”. Eller det var i hvert fald det, som vores canadiske venner troede, og de var imponerede! Det har imidlertid vist sig, at der er tale om den lokale drik ”Kvass”, som er en alkoholfri øllignende væske, der fremstilles af brød.

Transdnestr

Vi må nok begynde med at give jer et par ord med på vejen om den selvudråbte republik Transdnestr.

Efter Sovjetunionens kollaps i 1990 skulle der tegnes nye streger på landkortet, og i den forbindelse blev Moldova ”sat sammen” af en tidligere del af Rumænien og den landstribe, som ligger på den anden side Dnestr floden.

Folk på den ene side af floden taler moldovisk, mens folk på den anden side taler russisk, og da man i det nye land Moldova ville forbyde russisk og indføre moldovisk som landets eneste officielle sprog, udråbte Transdnestr sig som selvstændig republik. Dette medførte blodige kamphandlinger, indtil den 14. russiske armé rykkede ind i 1992 og satte en foreløbig stopper for kampene.

Det er nu godt 20 år siden – men konflikten er stadig ikke løst. Det giver især problemer for Moldova, som ønsker optagelse i EU… men det har vist lange udsigter!




Vi havde gennem hospitalityclub fået kontakt til Larisa, en engelsklærer på 62 år, som havde inviteret os til at komme og bo hos sig i et par dage. Det lød for spændende til, at vi kunne sige nej.
Forberedelserne var lidt vanskelige, da vi jo, som før omtalt, havde hørt mange skrækhistorier om grænseovergangen -grænsevagterne ville afpresse os store summer penge, eller i værste fald ville vi måske blive anholdt.

For at minimere problemerne, bookede vi en russisktalende chauffør fra hostelet i Chisinau, men en time og 15 minutter efter, at vi skulle have været kørt, var han stadig ikke dukket op – og så kom Ciprian os til undsætning en sidste gang!

Grænseovergangen gik dog over al forventning og uden problemer overhovedet. Vi blev sat af ude foran Larisas hus i hovedstaden Tiraspol, hvor hun stod og tog imod os.

Efter frokost og et lille hvil, tog hun os med til et særligt kontor, hvor alle udlændinge, som ønsker at opholde sig i Transdnestr mere end 24 timer, skal indskrive sig. Men endnu engang gik alt som smurt.



Vi fik en guidet gåtur i hovedstaden Tiraspol, som måske mest af alt kan beskrives som et levende museum for sovjettiden. De store, nærmest tomme boulevarder, krigsmonumenterne og den store betonstatue af Lenin, som står og skuer ud over folket, gør byen til alt andet end en levende og farverig hovedstad.




Larisa inviterede os også til at besøge den skole, hvor hun arbejder. Det var nemlig lønningsdag for juni måneds løn. Skolen havde ikke haft råd til at udbetale pengene før, da der også skulle udbetales feriepenge i juni… Vi mødte flere af lærerne, som stod i kø foran et af skolens kontorer. Det var nemlig herfra lønnen blev udbetalt – og som Larisa sagde: ”Så slipper vi også for at gå i banken!”

Om aftenen kom en af Larisas tidligere elever Alexei forbi for at snakke med os og for at øve sit engelske. Vi aftalte, at vi sammen med ham og hans kæreste kunne tage på tur dagen efter til et kloster og et krigsmonument over 2. Verdenskrig. I en lille landsby var vi inde i den lokale ”superbrugs”. Her blev solgt dagligvarer, genbrugstøj og –sko og i en gammel køledisk var der fyldt op med søm og skruer samt foder til husdyr. Kuglerammen stod på disken. Vi var pludselig hensat til en helt anden tid.



Den sidste dag tog vi på tur med Larisa til byen Bendery, hvor nogle af de hårdeste kampe i 1990-92 havde fundet sted. Her er der også stadig udstationeret russiske soldater og en enkelt kampvogn står klar, hvis der skulle blive brug for den.
Inden vi rejste ind i Transdnestr, havde vi hørt mange rygter om dette mærkelige land, men vi må sige, at vi kun er blevet positivt overrasket. Larisas kæmpe gæstfrihed og åbenhed omkring konflikten, har givet os et helt særligt indblik i et land og en kultur, vi på forhånd ikke kendte noget til.

mandag den 26. juli 2010

Hvorfor kære synsinspektør?

Når man nu i snart 4 uger har bevæget sig rundt både i og på grænsen af EU, så kan det ikke undgås, at man en gang imellem undrer sig.
Der er naturligvis kæmpe forskel på rig og fattig, og det ses især på folks boliger samt deres køretøjer. I Moldova er forskellen især udtalt, og man ser gamle Moskvitcher og Volgaer holde tilbage for rødt side om side med Maseratier, Rolls Royces og Aston Martins.



Men det er så, hvad det er.



Standarden af de gamle biler er ikke just blændende. Så man fristes til at spørge: ”Hvorfor kære synsinspektør, kunne du ikke vende det blinde øje til og lade Puntoen gå igennem syn uden at banke så hårdt på den stakkels undervogn?”
En ting er i hvert fald helt sikkert. Der bliver ikke banket lige så hårdt på bilerne herovre østpå – og måske derfor holder de længere?



Men sammen er vi stærke! Og vi har alle 3 efterhånden affundet os med, at Puntoen skulle en tur i ”pitten” – retfærdigt eller ej! Vi ved den er i gode hænder i Halsted hos Finn-mekaniker, og gensynsglæden skal nok blive stor, når Puntoen er klar til 2 år mere!

Republikken Moldova

Det der med navnet Moldova kan godt blive lidt indviklet her på disse kanter. Altså, på dansk kalder vi landet Moldova for – ja, Moldova. Rumænerne siger Republic of Moldova, da den del af Rumænien, som vi danskere kalder Moldavien, er det, de kort og godt kalder Moldova.

Det vi så kalder Moldavien bliver også kaldt Sydbucovina, og her er det så, man begynder at undre sig over, hvor Nordbucovina er – men det ligger altså i det nuværende Ukraine.

Men tilbage til landet Moldova! For vi havde godt nok hørt mange ”interessante” historier om netop dette land – og ikke mindst grænseovergangene.

For ikke nok med, at Moldova er et ukendt land for de fleste, ja så bliver forvirringen først stor, når man opdager, at der inden for det lille lands grænser, findes yderligere to lande – eller i hvert fald to selvudråbte republikker: Transdniestr og Gagauzia. Og de to ”lande” er vi ret sikre på, at de færreste har hørt om.

Og rygtet siger, at det netop er grænseovergangen til Transdniestr, som skulle volde de fleste problemer… så der besluttede vi selvfølgelig at tage hen! Men det må vi vist hellere fortælle om i et andet afsnit.

Så lad os nu begynde med begyndelsen:
Efter 2 dage i det nordlige Rumænien, hvor vi boede på et hostel ejet af den skøre fyr Ciprian, tog vi videre til Moldova. Ciprian ville – mod betaling - køre os og en schweizer Jürg over floden PRUT (til stor morskab for Rasmus) til Moldovas hovedstad Chisinau.

Sammen med Jürg, ville vi dagen efter se en af Moldovas største turistattraktioner: Cricova, en vinproducent, som har 120 km underjordiske vinkældre og en af verdens største samlinger af vin – med over en million flasker. Bl.a. en samling af Hermann Görings vine.



Vi bookede en tur gennem det hostel, vi boede på – dog kun for at få at vide næste morgen, at der ikke var flere pladser på rundturene den dag! Men det lod vi os naturligvis ikke slå ud af. Så af sted mod busstationen, hvor det viste sig at være lidt sværere at finde den rigtige bus end først antaget. Men en ting var at komme på bussen – noget helt andet var at komme af det rigtige sted! Vi fik hele forenden af bussen til at skændes om, hvor det mon var, vi gerne ville af, så efter at have stået af og på den samme bus tre gange, kom vi ved hjælp af ”billet-mutter” af det rigtige sted.

Efter en god gåtur nåede vi frem til Cricova – og en låst dør! Men nu var vi jo taget af sted, så vi gav stadig ikke så let op. Efter en 10 minutters tid låste en dame op til kontoret. Hun undrede sig noget over, hvad vi lavede der, når vi ikke havde en reservation og ja, alt var rigtig nok optaget… men hvis vi kunne vente 1½ time, så kunne hun putte os på en engelsksproget tur. Vi gik op til den nærliggende landsby og spiste frokost og kom fortrøstningsfulde tilbage – til en lukket dør.

Efter endnu mere venten kom der en ung pige, som talte engelsk. Problemet var nu, at vi jo ikke havde nogen bil, og at vi derfor ikke sådan lige kunne komme ned i vinkælderen, da det kun var muligt i et køretøj. Et par telefonopringninger blev foretaget og pludselig spurgte den unge pige: ”Er I danskere?” Øh, ja det er vi da, men hvor vidste hun det fra?

Det viste sig, at pigen, som hed Olga, var ven med Ciprian, og da de manglede et køretøj, havde hun ringet til ham, for at høre om han var i nærheden. Han havde straks spurgt: ”Er den ene høj og har briller?” og havde derved kun kunnet gætte på, at vi kunne være skøre nok til at tage derud selv med offentlig transport.



Ciprian ville være fremme om 15 min. sammen med to canadiere, som vi også tidligere havde mødt i Suceava, og som nu var på vej til Chisinau. Derved lykkedes det til sidst at komme på vintur. Dog var der et sæde for lidt i bilen, så Rasmus måtte sidde på gulvet.

Nu da vi havde bil og chauffør, kørte vi også til Moldovas anden store turistattraktion Orheiul Vechi, et grotte-kloster gravet ind i kalkstensklipper, hvor der igen lever munke under jorden, som der gjorde i 1200-tallet.



Vi sagde endnu engang farvel til Ciprian – og regnede med aldrig at se ham igen!

PS. Selv om Moldova er et af Europas fattigste lande, så er de helt fremme på beatet når det gælder internet. Der er gratis Wi-Fi i alle parker i Chisinau og flere steder er der endda stikkontakter, så man ikke løber tør for strøm. Se det er borgerservice!

De malede kirker

Nu skal I jo ikke tro, at det hele bare er gået op i forsinkede tog og sjov og spas, så her får I lige et kulturelt indlæg.

Den mindre inspirerende by Suceava er for de fleste rejsende udgangspunktet for besøg til områdets store seværdigheder: Bucovinas malede kirker. Det helt særlige ved disse kirker er, at de er flot dekorerede ikke bare indvendigt, men også udvendigt. Kirkerne er dekorerede af forskellige kunstnere, som er blevet inspireret af hinanden og derved er der mange lighedstræk mellem udsmykningerne.



Kirkerne, som er bygget i 13- og 1400-tallet, ligger alle inden for en radius af ca. 50 km og altid i forbindelse med et kloster, som er omgivet af en beskyttende mur. Inden for den beskyttende mur, samledes daværende hærs soldater for at være klar til krig mod de fremrykkende tyrkere. Og mens soldaterne alligevel sad her og ventede i timer, dage – ja måske uger, kunne de lige så godt bruge tiden til noget fornuftigt. Gennem billederne på kirkernes ydermure havde de mulighed for at blive oplyst om bibelens budskaber.



Der er 16 kirker i området, og vi tog en guidet rundtur til de 5 af dem. Vi havde en rigtig god guide, som meget indlevende kunne fortælle om kirkernes historie, alle billederne og de særlige træk, som hver kirke besad.



I en af kirkerne satte han endda en lille konkurrence i gang. Hver kirke indeholder et rum med en ”væg-kalender”. Her er der et billede til alle dage på hele året, begyndende med den 1. september – starten på det rumænsk ortodokse kirkeår.
Billederne er opdelt i rækker efter månederne, men da der er døre og vinduer ind i mellem, kan det være lidt svært at ”læse” kalenderen. Der blev sat en cola på højkant til den person, der hurtigst kunne finde sin egen fødselsdag – og Anne Marie løb stolt af med sejren.

torsdag den 22. juli 2010

Tog-tur

Lad os lige starte med at slå fast med det samme: rumænske tog er ALTID – og vi gentager – ALTID forsinkede! Hvordan det kan lade sig gøre er os ubegribeligt, men det er bare et faktum, som vi hele tiden må regne med ind som en af ”hverdagens” realiteter.

Vi tog med toget fra Sibiu (det afgik rent faktisk til tiden!) men nåede dog på mærkværdig vis at blive en time forsinket på vejen til Braşov. Derfra ville vi med nattoget kl. 23.00 til Suseava, men da vi ville købe billetter fik vi besked om, at det simpelthen var aflyst – OK, så skulle der tænkes hurtigt. Damen i billetlugen foreslog et andet nattog til Vatra Dornei, et sted vi aldrig nogen sinde havde hørt om før, men efter at have studeret rumænienskortet et kort øjeblik, blev vi enige om, at det nok var et udmærket alternativ – som vores valgsprog lyder: ”vi har aldrig set noget af det før, så det ene kan vel være lige så godt som det andet”.

Rasmus sørgede for at købe to billetter, men så kom vi i tanke om et råd fra Corina: ”der er ikke sovevogn i disse tog, så køb på 1. klasse. Der kan sæderne skubbes lidt sammen, så man kan få en rimelig nats søvn” Derefter måtte Rasmus tilbage til billetlugen for at få ombyttet vores billetter, men så var damens tålmodighed altså brugt op – så han fik et par besværgelser med på vejen! Men vi fik de rigtige billetter.

Toget til Vatra Dornei havde afgang fra spor 4 kl. 21.05 men var selvfølgelig … tra tra tra ra: forsinket. Og der er det bare, at det bliver møg svært at følge med i, hvad damen siger med meget rusten stemme over en skrattende højtaler – på rumænsk vel at mærke! Rasmus tog den store tur rundt på perron 4 for at finde en venlig sjæl, der kunne hjælpe os med, om vi stadig var på det rette spor og om hvad tid, vores tog nu afgik. I løbet af 5 minutter havde han sat en 3-4 rumænere på opgaven, som på skift kom forbi for at give os de seneste opdateringer på rumænsk/engelsk/tegnsprog. Super flinke og hjælpsomme, det må vi altså sige at de er!!!



Nå, vi kom endelig med toget og fandt vores kupé. Heldigvis var den ind til videre tom – og det blev den sandelig ved med at være, så da klokken nærmede sig 23, kunne vi låse kupédøren, skubbe alle 6 sæder i ”liggeposition” og lægge os på tværs af dem. Så det endte faktisk med, at vi fik en hæderlig nats søvn.

Rasmus vågnede næste morgen til smukke landskaber: bjerge, arbejdende bønder og flotte høstakke. Anne Marie vågnede helt skæv i kraniet kun for at opdage, at vi netop rullede ind på stationen, hvor vi skulle af. Søvnen blev hurtigt gnedet ud af øjnene og så var det på med rygsækkene og afgang.

Ude på stationen blev vi mødt af høj sang. Vi undrede os lidt, men opdagede snart, at hele stationen var fyldt med patte stive mænd – og den mest stive var ham der sang! Inde i selve stationsbygningen lå der fulde mænd og sov. Ja selv ham, der passede toiletterne og fejede perronen var skide stiv! Mens han gik og fejede, havde han fyldt fejebladet op med skidt, så da han gik forbi en flaske på jorden, kunne han ikke lige overskue, hvordan han skulle få den med hen i skraldespanden, så med et fint vristspark landede den ude på skinnerne… sådan kan man jo også vælge at rydde op…
Efter en times underholdende venten, kom vores næste tog, (kun ca. 5 min. forsinket) som skulle bringe os til Suceava.

Spise med Price… på rumænsk

Hvis Bulgarien var salat, så er Rumænien suppe (på godt og ondt!)
Oplevelserne med det rumænske køkken har generelt været rigtig gode, men der har ”heldigvis” også været en enkelt rigtig dårlig! (Ellers var der jo ikke meget at skrive hjem om.)

Rasmus var rigtig uheldig med sin anden bestilling af ”Ciorba de vacuta”. Første gang, i en anden by, betød det lækker oksekødssuppe med små møre stykker kød. Anden gang betød det så komavesuppe! Men måske har vores accent for en gang skyld kikset!
I hvert fald tror vi, at selv Pricebrødrene havde sprunget over her. En fedtgul overflade der dækkede over en mælkehvid væske indeholdende små fedtstykker og resterne af den hvide mavesæk. Skulle man komme med noget positivt, så var det, at alle stykkerne var skåret ud i mundrette bidder.



Men vi mener nu ikke, at der her er nogen som helst grund til at rose kokken! Det mest skræmmende var måske, at personalet var ved at dække op til, at der skulle være bryllupfest om aftenen… stakkels gæster!

I centrum af det gamle Bucarest besøgte vi den gamle restaurant og bryggeri Caru' cu Bere sammen med Andrea fra Hospitalityclub og det var klart en oplevelse af de gode. Der vågede Rasmus sig ud i Rumæniens nationalret - ”sarmalute”, som normalt spises ved højtider. Det består af hakket svinekød rullet ind i kål, hertil creme fraise og polenta (vist nok semuljegryn lavet til mos, og garanteret lige så godt som boghvedekerner, hørfrø og andet godt, man giver sin mave for at gøre den glad?) Det viste sig til alt held at smage langt bedre, end det umiddelbart lyder.



Hos den rumænske Elena fik vi også chancen for at smage morgenmad på rumænsk – vores værtinde, som serverede måltidet udenfor i skyggen af vinrankerne, fortalte os – på rumænsk vel at mærke – at her i Transsylvanien er letrøget svinespæk i halvstore tern en stor delikatesse… det vil vi altså hellere have i vildtsovsen, så dem sprang vi ved denne lejlighed let og elegant hen over. Men resten smagte dejligt!



onsdag den 21. juli 2010

Road trip

Sandra og Jonas fra Roskilde (som vi har omtalt i et tidligere afsnit) havde talt om at leje en bil og køre to dage rundt i Transsylvanien. Da vi hørte om deres planer, spurgte vi dem, om de kunne være interesserede i at dele en bil og derved lave en tur sammen – og det var de. Så vi lejede en Dacia Logan 1,4 mpi (den meget kendte!) i to dage. Som pigen i receptionen på vores hostel sagde: ”Karosseri og motor er Renault, resten er plastik!” Men den opfyldte formålet og fik os ud på landet, hvor vi ellers ikke var kommet, da vi jo normalt følger tog- og busruterne.

På den første del af vores tur fulgte vi endnu en af Ceauşescus præstige-byggerier, den utrolig flotte Făgăraş-vej, som snoede sig op af stejle bjergsider i vilde hårnålesving, til vi til sidst nåede op over trægrænsen i over 2000 meters højde.



Undervejs så vi køer og fåreflokke med hyrder og hunde – ja til tider så vi dem faktisk så tæt på, at vi måtte holde stille, til de igen havde forladt vejen.



Vi stoppede mange steder undervejs for at nyde de utrolig flotte udsigter. Vi overnattede på en lille pension med restaurant, hvor vi spiste fødselsdagsmiddag.

REKLAME-PAUSE!!! (De kommer bare altid på det meste irriterende sted!)
”Gå straks i gang med at overtale din mand, kone, børn eller kæreste til at tage med dig til Transsylvanien. Det vil blive en uforglemmelig tur, som I ikke vil fortryde!”

Dagen efter kom vi for alvor ud på de små veje, og vi nåede blandt andet at overvære en parring på mindre end 5 meters afstand (ja, altså det var en ko og en tyr!) imens en af de andre køer gik så tæt på vores plastikbil, at den klappede sidespejlet sammen.
Her ud over kom vi også til fransk cirkusforestilling i en lille landsby sammen med alle de lokale. Vi besøgte et nonnekloster, fik lækker mad på en restaurant og fandt nattely hos ”Rumæniens Elena” – hende her var lige så sød og venlig som Elena, og hun talte lige så meget, det var bare på rumænsk! Om aftenen faldt vi i søvn til lyden af hestehove ude fra vejen, når bønderne kørte deres store hølæs hjem fra markerne.
Det er altså landidyl når det er mest autentisk!

mandag den 19. juli 2010

I Grev Draculas fodspor

Vejret var helt perfekt for en tur til Bran Castle, også promoveret som Grev Draculas slot. (Ja, faktisk er det lidt snyd, da Vlad Dracula (1431-1476) aldrig har boet på dette slot, men slottet ligner rigtig nok et, som godt kunne være med i en gyserfilm. Døm selv: )



Mens vi gik en rundtur gennem de krogede gange og op og ned af masser af trapper, hang tågeskyerne lavt på himmelen mellem bjergene. Vi nåede da også lige at få en ordentlig skylle for ligesom at få Dracula-stemningen helt i top!



Dagen efter fortsatte vi vores Dracula-tur med et besøg i Sighisoara. Vi indtog vores aftensmad på restauranten Casa Vlad Dracula, som nu ligger i Grev Draculas fødehjem. Der var store lysekroner og flotte møbler, som man kun forestiller sig værdigt til Grev Draculas hjem, og rester af gamle kalkmalerier på væggene, hvoraf det ene portræt forestillede Draculas bedstefar.



Og sidst men ikke mindst har vi kørt forbi det RIGTIGE Dracula slot, som nu kun ligger i ruiner. Vi overvejede i et kort sekund at gå op for at se slottet, men ombestemte os… senere fandt vi ud af, at der var 1480 trappetrin derop, så det var nok meget klogt.

Uanset om alt det her med Vlad Tepes Dracula er en skrøne eller ej, så er der ingen tvivl om, at det er noget, der sælger souvenirs og giver entreindtægter. Og man ved jo aldrig……………………

torsdag den 15. juli 2010

Transylvanien

På vores jagt efter Østeuropæiske juveler har vi endnu engang fundet en: Transylvanien!

Gamle befæstede byer med smukt restaurerede huse, landlig idyl med høstakke og hestevogne samt utrolig flinke mennesker, der på en blanding af rumænsk og engelsk hele tiden forsøger at hjælpe os så godt de kan.

Vi begyndte vores tur rundt i Transylvanien i skønne Brasov, en gammel by med et flot historisk centrum.



Corina, vores vært fra Hospitalityclub, gav os den helt store byrundtur i raskt trav, samt lagde os, efter vores smag, et meget ambitiøst program for dagen efter. Vi valgte dog at bløde programmet lidt op, ved at springe tre museer over og i stedet indlægge et pitstop på en hyggelig café, som serverede nogle overordentlige fancy blå drinks til 16 kr./stk. – se det er priser, man kan forstå!



Efter Brasov besluttede vi at tage til Sighisoara, men det skulle vise sig, at blive lidt mere besværligt end først antaget:
Vi stod klar med fuld oppakning på stationen i god tid- for øvrigt sammen med Sandra og Jonas fra Roskilde. Da bussen så endelig kom, var det en minibus med 14 sæder – til ca. 20 mennesker. Nu var det jungleloven, der galt, og da vi ikke kendte de uskrevne regler, ja, så havde vi på forhånd tabt på point. Jonas og Rasmus købte af to omgange, hvad de troede var 2x2 billetter. Det viste sig at være kun 2 billetter, men det vender vi tilbage til!

Vi var begyndt at se frem til en to timers bustur i stående position, da der ikke var flere sæder. Men det skulle blive langt ”værre” – og sjovere! En dame i bussen blev så vred over, at folk stod op i bussen, så hun ikke kunne sidde i fred og ro, så hun gik ud og gav buschaufføren en ordentlig sviner – hvorefter han med ordene OUT, OUT smed os og vores bagage ud!

Vi skyndte os at give vores ene billet til Jonas og Sandra, så de nu havde to.
Så efter at have set nederlaget i øjnene, gik det i raskt trav over til togstationen for at finde ud af, hvornår det næste tog gik – og om der var billetter at få. Der var selvfølgelig lang kø til billetlugerne, men vi nåede da at købe billet og skyndte os op på perronen, kun for at finde ud af, at toget var 30 min. forsinket…

Ventetiden blev udnyttet til en lille snak med en sød norsk familie med to snakkesaglige børn. Jenny på 5 år kiggede undrende på os og spurgte sin far: ” Hvordan er det de snakker?” - hvorefter han meget pædagogisk svarede hende ”De taler samme sprog som i Legoland!” – og så var vi fulgt ud accepteret!

Efter 2½ time i et meget varmt tog, viste Sighisoara sig fra sin smukkeste side. Vi boede på et fint hostel i det gamle citadel – altså inden for de befæstede mure. Vi slentrede rundt i de smalle gader og på byens skønne torv.



Og nu til den sjove del af historien! Vi mødte nemlig Sandra og Jonas igen, og de kunne fortælle, at den dame, der havde været indirekte årsag til vores exit, selv var blevet smidt af bussen, fordi hende og hendes rejsefælle ikke havde nået at få købt en af de 14 billetter af chaufføren. Det havde Jonas og Sandra til gengæld! Så med vores og deres billet i hånden, fik de hvert et sæde og kom siddende til Sighisoara!

tirsdag den 13. juli 2010

Bukarest, Rumænien

Vi havde egentlig ikke de store forventninger til Bukarest og det eneste vi ligesom forbandt Rumænien med var et undertrykt folk, en flok sigøjnere og henrettelsen af Nicolae Ceauşescu – ja og så hende den lille gymnastikpige, der stadig er hele landets darling!

Efter to dage på gåben gennem byen tegner der sig et meget kontrastfyldt billede. Kilometer lange boulevarder med springvand og morbærtræer, små smalle gyder med moderne caféer og enorme bygninger fra før revolutionen i 1989, som f.eks. Parlamentet, der er den anden største bygning i verden – kun overgået af Pentagon. Men også hjemløse, som sniffer lim og lever på gaden, i tusindvis af herreløse hunde, ramponerede bygninger og en kæmpe forskel på rig og fattig.



Parlamentsbygningen skal opleves, så vi tog en guidet rundtur. De penge, der er brugt her, kunne have gjort en kæmpe forskel for de svageste i samfundet. Der er kun benyttet de fineste materialer, og med alt den marmor i fem forskellige farver, der er brugt, kan der dårligt være flere forekomster tilbage inden for landets grænser.
Byggeriet startede i 1984, og ca. 70 % var færdigbygget fem år senere. Men i dag mangler de stadig at færdiggøre de sidste 10 % af bygningen.



Måske er det i den forbindelse værd at nævne, at opførelsen af bygningen gjorde 70. 000 mennesker hjemløse og byen 26 kirker, 2 synagoger samt et historisk kvarter fattigere. Der nævnes af en eller anden grund intet om kompensation… Men for at ”spise kirsebær med de store”, må alle jo yde et ”lille” bidrag i fællesskabets navn!
Nicolae Ceauşescus præstige-værker var nøje planlagte for ikke at stå tilbage for Vesten. Så han har selvfølgelig sørget for, at Boulevard Unirii, der går direkte op til parlamentet, lige er 6 meter længere end ”originalen” Champs Elysées i Paris.


En lille afstikker…

Efter at have set en lille notits med et godt tilbud i en lokal avis, tog vi en hurtig beslutning og fløj en weekend til Paris – kærlighedens by!



Det’ GAAAAS!
Der findes en triumfbue i Bukarest, der er en lille smule større end den i Paris.

torsdag den 8. juli 2010

Sproglige udfordringer

Det er en selvfølge, at sproget her i Bulgarien gør det svært at begå sig. Men når så skilte, menukort mm. også er skrevet med et helt andet alfabet, så er det for alvor op ad bakke! Det kyrilliske alfabet volder os en del besvær. Nogle bogstaver er de samme, imens andre er helt anderledes og andre igen udgør sågar to eller tre bogstaver i et.
Bente og Anne Marie havde allerede i maj stiftet bekendtskab med den lokale øl ”Ариана” – altså sådan en til sommervarmen efter en tur med slåmaskinen – Apuaha! Det har vi så til megen morskab for Stefan, vi boede hos i Sofia, fundet ud af hedder Ariana! (Fordi p = r, и = i og H = n).

Flere gange om dagen går vi på” Ресторант”, som betyder restaurant, og andre dage venter vi minutter og timer på en ”автогара” – altså busstationen. Og netop på bus- og togstationer er vi helt lost, da de ofte kun skriver byerne på bulgarsk. Men nu er vi ved at have lært, at София er Sofia og Пловдив er Plovdiv...




Så som I nok kan lure, er vi ved at lave vores helt eget sprog indeholdende ord som pektopaht og apuaha – men man skulle måske have været der?!

En af de større udfordringer løb vi ind i, da vi skulle have vasket tøj. Da vi endelig fandt vaskeriet, var døren låst, og der var plantet en håndskrevet seddel i vinduet, som vi ikke havde en chance for at tyde.
Men damen i nabobutikken viste sig gerne at ville hjælpe og sagde en hel masse meget hurtigt på bulgarsk af flere omgange, inden det gik op for hende, at vi ikke fattede en hujende fis. Pludselig stod panikken nærmest malet i ansigtet på hende. Men det var kun lige ind til hun kom i tanke om vores elevers foretrukne hjælpemiddel til sprogtimerne ”google translate”. Så fik hun ellers skrevet ned og skiftet alfabet mv. Det var langt fra Oxford-engelsk, men vi nåede alligevel frem til, at hun nok skulle give det til damen, at vi skulle have vasket og tørret, og at der skulle bruges Ariel og intet skyllemiddel! Vi kunne komme og hente det kl.17!
Længe leve teknologien og den flinke dame! (vi købte hende selvfølgelig en blomst som tak for hjælpen, da vi hentede vores duftende og sirligt foldede tøj kl.1700.)

Nu bliver det så spændende i morgen, når vi tager toget til Bucharest – og starter forfra på et helt nyt sprog…


onsdag den 7. juli 2010

Et stemningsbillede fra Tryavna

Her til eftermiddag er vi ankommet til den hidtil hyggeligste bulgarske by, Tryavna, som er kendt for dens dygtige ikonmalere og træskærere.




Oven på en lille restaurant har vi fået et hjørneværelse med udsigt over det brostensbelagte torv, hvor ældre mænd sidder i skyggen af træerne og spiller kort. Vi er omgivet af smukke, nyrestaurerede huse, kirken, klokketårnet og den gamle stenbro, som går over floden.




Når vi går rundt i de smalle gader, får vi følelsen af et beboeligt frilandsmuseum. Vi bliver inviteret indenfor i de små arbejdende butikker, hvor træskærerne sidder koncentrerede med høvl og stemmejern. Der er storkeunger i reden og frøerne kvækker langs flodbredden.

Præcis kl. 22 spiller klokketårnet en sød melodi og forbipasserende stopper op og lytter, inden de går videre ud i sommernatten. Der er dømt ægte bjergbyidyl.


Lykken tilsmiler os

Nogle gange tænker vi, at vi må være født under en heldig stjerne.
På en lille bitte gade hænger et skilt med ”guest room” og et bulgarsk telefonnummer. Efter at have banket på uden held, spørger vi en pige, som går forbi, til råds. Inden vi har nået at se os om, har hun ringet på nummeret, talt med ejeren og voila: bestilt os et værelse.

På en helt almindelig bustur møder vi en ualmindelig pige, Laura, som tilbyder at køre os til et af hendes yndlingssteder, Dryanovo klosteret. Aftalen lyder: ”Mød mig på ”broen med løverne” i Gabrovo kl. 10. Hvis I eller jeg ikke er der, er det fordi vi har andre planer, og så er det bare det”.
Vi er derfor noget spændte, da vi næste formiddag går mod det aftalte mødested. Men rigtig nok, på slaget 10 dugger Lauras glade ansigt op. Hun skovler os og vores bagage ind i hendes 20 år gamle Opel Astra, og så går det i bjergrigt terræn imod klosteret. Området er skønt, men klosteret ikke noget særligt i sammenligning med Rila… men vi er jo også startet med kronjuvelen!



Til gengæld var turen rigtig hyggelig, og man kunnen ikke lade være med at glædes over, at der findes sådanne mennesker.” Jeg gør det her for hyggens skyld, og fordi der nok er en eller anden, der gør det samme for mig en anden dag!”