søndag den 20. marts 2011

Palawan

Efter ankomsten til El Nido fik vi et lille mørkt værelse, hvilket var noget af en forandring til det værre efter 4 skønne nætter med en frisk havbrise igennem myggenettet.

Inden vi nåede til nattesøvnen havde vi alle 6 fra båden plus vores to svenske venner fra Coron aftalt at spise middag sammen. Det blev et noget mærkeligt måltid, ikke så meget pga. maden, men fordi sms’er og beskeder på nettet væltede ind over os alle. Det gjorde tsunamien fra Japan heldigvis ikke! - Men vi var meget glade for, at så mange tænkte på os.


To dage i smukke El Nido gik hovedsageligt med at ligge og læse i en bog, mens vi nød den skønne udsigt over kalkstensbjergene og havet. Derefter rejste vi videre sammen med svenskerne Cecilia og Daniel. Rasmus havde hørt om en lille ø Cacnipa, hvor man kunne bo på Coconut Garden Island Resort. Vi boede der et par dage og nød det rene driverliv, men desværre var der sandfluer på stranden og ikke noget særligt at se på under havets overflade.


Derefter sejlede vi til Sabang, som er berømt for verdens længste flod, der løber under jorden. Vi må sige, at hvis man tidligere har set stalagmitter, stalaktitter og flagermus - ja, så er der her blot flere kilometer af den slags her i forhold til andre steder.


Men vi så nogle flotte monitor lizards.


Afslutningsvis brugte vi to dage i Puerto Princesa på et guest house hos en noget eksentrisk ældre englænder, der øjensynligt havde for få folk omkring sig at snakke med.

Selvom vi godt ved, at de 10 dage, vi har tilbage, er hvad normale mennesker bruger på deres ferierejse, så føler vi alligevel at turen synger på sidste vers, og at vi er på vej hjem. Vi har dog i sinde fortsat at lede med lys og lygte efter nye oplevelser!

fredag den 18. marts 2011

Paradis!

Nogle gange står sol, måne og stjerner helt rigtigt. Nogle gange er man heldigere end heldig. Nogle gange møder man bare de helt rigtige mennesker på det helt rigtige tidspunkt!

På vej til Coron havde vi et stop i Manila lufthavn i 6 timer. Vi sad tilfældigvis ved siden af Philipp og Charlotte fra Tyskland på en lufthavnscafe. De var også på vej til Coron, hvor de skulle mødes med to af deres venner Eva og Gerrit.

Philipp spurgte, om vi havde nogle planer for den kommende tid, og om vi havde hørt om Tao Expeditions. Vi kunne svare nej til begge dele – derfra gik tingene meget hurtigt. I løbet af 2 minutter havde vi kigget på Taos Philippines hjemmeside og besluttet at tage med tyskerne på 5 dage/4 nætters bådekspedion fra Coron til El Nido.

Det blev en uforglemmelig oplevelse!!!!!!
Og dermed også en af de oplevelser, som er rigtig svære at beskrive! Men lad os bare slå fast med det samme: på det gode skib Krisolo stod fire mand hele tiden klar til at tage sig rigtig godt af os: kaptajn, kok, guide og maskinmester. Bedre kan man simpelthen ikke få det!

Vi skulle sejle fra Coron på Busuanga til El Nido på Palawan – en strækning, som dagligt sejles af ”rutebåden” på godt 6-7 timer. Vi havde nu 5 hele dage til det og kunne derved nøjes med at sejle små strækninger ad gangen og havde samtidig mulighed for at stoppe og gå i land de mest utrolige steder undervejs.



Vi snorklede også hver dag. Flere steder foregik det hen over gamle skibsvrag og et enkelt sted var Anne Marie heldig at snorkle med en skildpadde, som kom rigtig tæt på.

Der blev også fisket –både med lang line under selve sejladsen og når vi lå for anker. Anne Marie vandt den interne ”europæiske” konkurrence med 9 fisk – besætningen kunne hun alligevel ikke hamle op med! Når dagens fangst var besigtiget, blev der lavet sashimi med soja/wasabi-dyppelse til. Der er altså ikke noget som at spise sine egne friskfangede fisk.



Ombord på båden var også to kajakker, som vi nogle gange benyttede som transportmiddel ind til helt uberørte hvide sandstrande, hvor vi gik ture, samlede strandskaller og så vilde aber.

Undervejs gik vi også i land ved små landsbyer for at snakke med lokalbefolkningen, spille basketball og lege med ungerne. Her købte vi frisk fisk og andet seafood, som blev tilberedt på båden.


Og maden om bord var et helt kapitel for sig! Hver morgen var der en ny slags morgenmad, og både til frokost og aften var der hver dag forskellige grillede fisk. Derudover også krabber, muslinger og blæksprutter, lækre grøntsager og frisk frugt. Og efter en god snorkeltur ventede der os snacks som f.eks. karamelliserede stegte bananer.

 


Når vi om eftermiddagen lagde til land sørgede besætningen hurtigt for, at der blev redt senge til os under myggenet og at der var frisk vand til at tage bad i. I mellemtiden havde vi mulighed for at gå på opdagelse på stranden eller tage et hvil i en hængekøje.

Herunder ser I tre af de steder, vi overnattede:

 

 


Om aftenen blev der lavet lejrbål, spillet ukulele (af mangel på en guitar) og drukket rom og cola, til vi alle faldt om af træthed, mætte af dagens oplevelser. Livet på disse kanter er til tider hårdt ;-)


Den mærkeligste oplevelse fik vi dog i en lille landsby, hvor Charlotte ville købe en is. Inden hun fik set sig om, stod hun med en lille abeunge i favnen. Dens mor var blevet fanget i en fælde og spist til aftensmad. Nu var ungen så alene tilbage. Men damen i butikken havde ikke råd til at blive ved med at give den mælk. Så vi fik aben med ombord på båden og afleverede den til ejerne af Tao, som lovede at tage sig rigtig godt af den.


Ja, oplevelser som disse er som sagt svære at beskrive, men vi håber, at billederne giver jer et lille indtryk af vores helt fantastiske tur.


Tak til alle som var med!

lørdag den 12. marts 2011

Coron, Busuanga

Efter Donsol brugte vi 5 dage i Coron, som ligger på øen Busuanga nord for Palawan. Om dagen slappede vi mest af og gik lidt rundt i byen, mens vi om aftenen hyggede med svenskere og tyskere og nogle overordentlige stærke rom og colaer, mens vi sang svenske skåleviser.

En af dagene havde svenskerne Daniel og Cecilia lejet en banca-båd for en dag, og de inviterede os med på island-hopping. De gik på markedet og købte ind til frokost, og så var vi ellers klar til en dag på havet. Først stoppede vi ved et skibsvrag, som lå så tæt på vandoverfladen, at man kunne snorkle hen over det. Derefter var vi inde i en lille lagune, hvor koldt og varmt vand mødes. Omgivelserne var super flotte med høje kalkstensformationer til alle sider. For at komme ind i lagunen, skulle man svømme gennem et lille hul.


Da det blev tid til frokost, ”parkerede” vi skuden på en lille strand, hvor vi var helt alene.


Vores bådsmænd diskede op med grillet fisk, kogte rejer, salat, friske mangoer – og desværre brændte ris.


Men bortset fra dem, var maden god og udsigten formidabel. Inden turen gik tilbage til Coron snorklede vi endnu en gang.

tirsdag den 1. marts 2011

Hvalhajer

Efter 2 nætter i Filippinernes hovedstad Manila fløj vi til Legazpi og kørte med bussen ned til den lille by Donsol. Siden 1998 har Donsol været stedet, hvor man nogle måneder om året har mulighed for at snorkle med verdens største fisk: hvalhajen! Hvalhajssæsonen løber fra februar til maj, men hvis man vil være sikker på at se dem, så skal man kigge forbi i marts eller april. Så det er jo helt perfekt timing!

Hvalhajer er fantastiske! De kan blive op til 20 meter lange og har hver deres mønster af streger og prikker på oversiden af kroppen. Man burde måske umiddelbart nære en hvis frygt for disse kæmpe fisk. Men pga. deres rolige bevægelser samt det faktum, at de kun spiser plankton, er de i stedet blevet en kæmpe turistattraktion. År efter år vender de tilbage til netop Donsol, da der her er en enorm koncentration af plankton i vandet.
Rasmus havde endnu en fødselsdagsgave til gode, så vi besluttede os for, at vi ville flotte os og tage ud to gange for at interagere med hvalhajerne.
Det kom vi ikke til at fortryde!

Første dag var vejret ikke med os. Det var gråvejr og regnede af og til. Men vi var alligevel heldige og kom til at svømme ved siden af to forskellige hvalhajer. Derfor tog vi en dag mere, der bød på solskin og endnu flere ture i vandet i kæmpernes nærvær.


Fra stranden sejlede vi ud i en ”banca” – en båd med to udriggere og motor. Om bord på båden var en styrmand, en ”hvalhajsspotter”, en hjælper og en guide. Derudover kunne der være op til 6 turister på hver båd.
Når spotteren så en mørk skygge i vandet, gjorde han tegn til guiden, som bad os om at gøre os klar. Snart sad vi spændte på siden af båden iført svømmefødder, snorkel og maske. Båden sejlede så tæt på kæmpen som muligt, og når guiden råbte ”jump”, hoppede vi alle hurtigt ned i vandet og fulgte guiden hen imod hvalhajen. De fleste gange anede vi ikke, hvor vi skulle kigge hen, da vandet var meget uklart pga. den store koncentration af plankton. Men pludselig pegede guiden ivrigt ned i vandet, og vi så en kæmpe hvalhaj lige under os. Derefter var det bare om at padle alt, hvad man kunne for at følge med fisken. Når man mistede dyret af syne eller simpelthen ikke havde flere kræfter til at svømme mere, blev man samlet op af båden. Men ikke længe efter sad vi igen klar til at hoppe i vandet til endnu en stor oplevelse.

Det lyder måske dumt, men man føler lidt, at man er i audiens hos disse fantastiske dyr, når man snorkler sammen med dem. Det er som om, at vi på trods af vores lidet yndefulde måde at bevæge os i vandet på, alligevel er på tålt ophold i kæmpernes univers.

Det er ret sikkert, at det er en af de oplevelser, man for evigt vil have med sig i bagagen.
Så en kæmpe tak for gaven til Ella, Lars og Signe B-)

De af jer, der tager jer tid til at se vores lille undervandsvideo, vil nu vide, hvorfor Rasmus nærer meget stor respekt for de undervandsfotografer, der kan svømme i fuld fart og alligevel stadig holde kameraet i ro samt vigtigst af alt holde fisken i billedet!


fredag den 25. februar 2011

Og så lidt om dykning!

Vores udsendte stjernerapporter fangede tilfældigt Rasmus og Anne Marie på havnen ved Sam’s Tours efter dagens dykning og her følger et lille interview:

Er dykningen fantastisk på Palau? Ja, det må man sige! Hvis Palau lå lidt tættere på, ville vi uden tvivl komme tilbage.

Er det svær dykning? Nej, ikke nødvendigvis, men der er altid strøm!

Har I set noget godt? Ja, vi har været heldige at se skildpadder, 3 slags revhajer (hvidtippet, sorttippet og grå), ørnerokke, pilrokke, bladfisk, klovnefisk, napoleonfisk (kæmpe stor) og så er der generelt bare fisk over det hele – i alle regnbuens farver!


Er der mange vrag? Ja, her er rigtig mange skibs- men også flyvrag fra 2. Verdenskrig. Japanerne havde dengang herredømmet over Palau, så amerikanerne bombede øerne kraftigt.

Er dykningen anbefalelsesværdig? Helt klart! Har man prøvet Palau, bliver Nykøbing havn aldrig helt det samme sted at dykke i igen!

Er I klar til mere dykning? Jep, vi har endnu en julegave, der venter på os, så Filippinerne - here we come!

Her kastede dykkerbåden anker i frokostpausen:

En våd aften i byen

Nu er der nok nogle af jer som tænker, at vi for alvor har drukket os i hegnet… men vi har nu bare været udsat for et tropisk regnvejr!

Da aftensmadstiden nærmede sig, og det endnu ikke var stilnet af, besluttede vi at ringe efter en taxa. En frisk gut med bandana på hovedet rullede sin store Mitzubishi 4WD ind foran hotellet. Han krævede 8 dollars for at køre os til en restaurant på øen Malakal – men vi plejer max. at give 5 $, så det fortalte vi ham selvfølgelig. Nå ja, den pris kunne han da godt give os, men vi skulle vide, at udlændinge normalt betalte 8, og at han ikke kørte med lokale. Og desuden pointerede han, at alle priser selvfølgelig var til forhandling.

Vi fik hans kort, så vi kunne ringe til ham igen efter maden, hvilket vi gjorde.
Da vi kom tilbage til vores hotel, sagde han, at det var nu, at han normalt ville bede om 8 dollars, men at han regnede med, at historien ville gentage sig, og at vi ville sige 5 – fordi vi var ”half locals”. Det havde han ret i, og han tog det med godt humør – måske fordi han kiggede på Anne Marie?

Jelly Fish Lake

YEAH! 3. gang er lykkens gang. Vi blev rent faktisk hentet i lufthavnen, da vi kom tilbage til Palau!

En af hovedattraktionerne her er en snorkeltur i Jelly Fish Lake, som ligger på en af de mange stenøer. Det skulle vi selvfølgelig også prøve, og det blev endnu en af de rigtig gode oplevelser.

Forestil jer at glide ned i en ferskvandssø og så være omgivet af flotte orange vandmænd til ALLE sider. Det er simpelthen bare helt fantastisk og et meget mærkeligt syn.


Vandmændene bevæger sig nærmest i slowmotion og flytter sig ikke ligesom fisk, så man skal passe på ikke at sparke for hårdt med sine finner, da man derved laver ”vandmandssuppe”.

Nogle ville måske sige, at man bare kan tage en tur til Marielyst på en god sommerdag – men vi vil bare sige, at det altså ikke er helt det samme! Vandmændene i Jelly Fish Lake er på ingen måde slimede eller ulækre og vandtemperaturen i søen nærmer sig de 28 grader. Til gengæld mangler man her muligheden for lige at glide en tur ind forbi Iscafeen på vejen hjem, så det er jo et svært valg…

tirsdag den 22. februar 2011

Mødet med ”yapeserne”.

Når man spørger folk i Danmark, hvordan det går, så får man ofte det svar, at det går stille og roligt! Nu er alt jo relativt. Men hvis yapesernes tempo skal bruges som parameter, så er der intet i Danmark, der går stille og roligt (ud over måske speedometernålen på Puntoen!)


De lokale her forstår virkelig at passe på sig selv. Her er der ingen, der får stress. Betjeningen er langsom, bilerne kører sjældent over 40 km/t, de holder hellere end gerne tilbage for hinanden, det vil passe bedst, hvis vi ikke begynder dagens dykning før op ad formiddagen, og der er tid til at rulle sig en lille pakke og fylde munden med betelnød, inden dykkerbåden sejler tilbage!


Til gengæld har alle overskud til at smile, hilse og byde os velkommen til øen, og så er de samtidig utroligt hjælpsomme. Et af yapesernes ordsprog lyder, at der her ikke findes turister, kun nye venner, man endnu ikke har mødt!


Måske er hukommelsen ikke den bedste, men det er vist umiddelbart længere siden end sidste sommer, at vi har budt tyske turister velkommen til Nykøbing og spurgt, om der var noget, vi kunne hjælpe med?
I Danmark sker sådan noget så sjældent, at folk tror, man har skumle bagtanker eller er socialt tilbagestående, hvis man går og hilser på hinanden. Men det er sgu rart at opleve, og man bliver så dejlig glad!

Alt her på Yap handler om respekt for hinanden og det er noget, som folk går meget højt op i. Kvinderne har enten saronger eller lange shorts på, da det er disrespektfuldt at vise bare det mindste af sine lår. Til gengæld går de gerne med ”kasserne” frit svingene – også på en tur rundt i Colonia for at handle!


Når vi bevæger os rundt i de små landsbyer uden for hovedstaden, forventes det at vi, lige som alle andre ”fremmede”, går rundt med en grøn gren i hånden, da dette signalerer respekt for de folk, som bor i landsbyen, og at vi kommer med fred og gode hensigter. Alle steder vi kommer frem, skal vi spørge om tilladelse til at opholde os i deres landsby, gå på vejen, tage billeder etc. Alt jorden her på Yap er nemlig privatejet. Men vi får altid et positivt svar!


Nå ja, så er der lige en lille kuriositet omkring de yapesiske mænd. De går nærmest uden undtagelse rundt med en lille flettet håndtaske under armen. Det ser umiddelbart lidt ”fesent” ud, men det er sikkert den smarteste måde at medbringe alle deres fornødenheder på, så som bilnøgler, penge og selvfølgelig en stor pose betelnødder, peberblade og kalkstenspulver. Og så erstatter den flettede håndtaske det grønne blad, hvis man skulle komme ud på fremmed grund – meget praktisk alt sammen.

Her får I lige et par billeder af vores hyggelige hytte på ”Pathways Hotel” – til under halvdelen af normalprisen.

 

 

Island of Stone Money


Ud over djævlerokker er Yap også kendt for øens stenpenge. Det lyder nærmest for mærkeligt til at være sandt, men her på Yap findes verdens største og tungeste penge – helt op til 4 tons pr. stk.!

Alle stenpengene er lavet på Palau ud af kalksten. Yapeserne sejlede til Palau, huggede en ”mønt” ud af sten med datidens redskaber og forsøgte at sejle den retur til Yap. Når vi skriver ”forsøgte”, så er det fordi mange af de små primitive flåder, som de fragtede stenpengene på, gik ned med mand og mus. Det er også den altovervejende grund til, at pengene er blevet så værdifulde.


Rundt omkring i landsbyerne står disse penge stadig i en såkaldt ”sten-bank”. Indbyggerne i landsbyen ved selv, hvem der ejer hvilke penge, og hvad de er værd. I tilfælde af, at pengene benyttes som betaling, flyttes de ikke fysisk. Nu ved alle bare, at det er en anden, der ejer dem.

Der er rigtigt mange stenpenge rundt omkring på Yap. Men efter at kaptajn O’Keefe og efter ham flere andre kom til øen med store skibe, så blev det lettere for folk at anskaffe sig stenpenge fra Palau. Disse penge var dog ikke kommet til øen via en farefuld færd, og havde derfor ikke samme høje værdi som tidligere.

lørdag den 19. februar 2011

Djævlerokker

Et af hovedformålene med at tage til Yap har fra starten været at dykke med djævlerokker – eller på udenlandsk ”Manta rays”.

Nu er det jo ikke en zoologisk have, vi skulle dykke i, så der gives ingen garantier for at møde havets flydere. Men lad det være sagt med det samme. Vi er glade for, at det er de lokale hotelværter, der skuffer – og ikke dyrene under overfladen! Oplevelsen blev en af de store.

Hvis mødet med disse store ”flyvende tæpper” skulle have været mere eventyrligt, så skulle Hodja have siddet på ryggen af en af dem!

At ligge i venteposition kun med lyden af hinandens vejrtrækning til at forstyrre stilheden, og så pludselig få godt 4 meters vingefang glidende henover sig, så bliver det ikke meget større under havet!

I pausen imellem de to dyk fik vi valget imellem at dykke med djævlerokkerne igen eller tage hen og lede efter små mærkelige skabninger på et såkaldt makrodyk. Gæt selv, hvad vi valgte!

Og anden gang var det endnu bedre, fordi vi nærmest konstant havde selskab af to rokker, der på skift svømmede ind over hovederne på os.


Så der er vist kun tilbage at sige tak for julegaven til Else og Finn!


onsdag den 16. februar 2011

Yap, Mikronesien

Vi havde igen forsøgt os med en hotelreservation på det absolut billigste hotel, vi kunne opstøve. Selvfølgelig havde vi også denne gang bestilt afhentning i lufthavnen – især fordi vi skulle lande kl. 4 om morgenen.

Nu ville skæbnen så, at skuffelserne skulle indtræffe på stribe herfra. For det første må den unge mø med bastskørtet og de bare bryster, som Rasmus havde set frem til at blive budt velkommen af i lufthavnen, have sovet over sig – hun var der i hvert fald ikke. Men hvad der var næsten lige så slemt, så blev vi heller ikke på denne ø hentet i lufthavnen.


Vi fik dog også her et lift ind imod hovedbyen Colonia, hvor den flinke dame med den røde mund uden held forsøgte at ringe vores hotelvært op. (Nu inden nogen af jer gutter derhjemme begynder at fantasere om solbrune damer med røde læber, så skylder vi måske lige at indsparke, at der i stedet er tale om, at folk her er røde i og omkring hele munden, fordi de konstant går rundt og tygger betelnød, der give en mild rus – så desværre drenge!)


Til gengæld endte hun med at tilbyde os et værelse til under halv pris. Vi fik en seng og så kunne vi snakke mere om værelser og priser, når vi havde sovet.


Op ad formiddagen fik vi så lavet en aftale om at blive på hotellet men flytte over i en større hytte med altan og udsigt over vandet. Selvfølgelig stadig til under halv pris af, hvad den japaner, vi ankom sammen med, betaler. Det er åbenbart ikke højsæson på Yap lige nu, så det er købers marked!


Flere af de lokale siger faktisk, at der ikke længere kommer så mange turister som tidligere, hvad det så end skyldes?

lørdag den 12. februar 2011

Palau – for enden af regnbuen

Næste stop på rejsen var østaten Palau i Stillehavet, som er kendt for noget af verdens absolut bedste dykning.




Nu er vi jo nok ikke umiddelbart kendte for nødvendigvis at gøre tingene på den nemmeste måde, men da vi først landede med flyveren fra Manila kl. 02.00, havde vi alligevel besluttet at bestille et hotelværelse (det billigste vi kunne finde) samt gratis afhentning i lufthavnen, så vi hurtigst muligt kunne glide i seng. En mand ville tage imod os i ankomsthallen med et skilt med vores navne på – slet ikke vores stil, men vi skal jo også udfordre os selv ind imellem.

Under den næsten 3 timer lange flyvetur til Palau mødte vi Wolf og Viv – et tysk/britisk par et sted i 60’erne, som på denne rejse bl.a. skal besøge 3 af de 9 sidste lande på kloden, som de endnu ikke har betrådt. Respekt! De havde ingen hotelreservation, så vi fortalte dem om vores billige sted til 40 US$, mens de fleste hoteller/resorts på Palau gladelig tager 200 US$ i døgnet og opefter. De besluttede derfor at tage med vores lift og bo det samme sted som os.

Men som I måske allerede har gættet, så blev vi ikke mødt af vores egne navne på et skilt i lufthavnen (det ville da også have været for nemt), og da de fleste andre turister efterhånden var blevet afhentet af deres resorts, fik vi et ”tilbud” om at kører med en anden gruppe for 10 US$ pr. person – Wolf fik det dog pruttet ned til 30 $ ”fordi vi var en gruppe” – som han sagde. Det var selvfølgelig en mulighed – men også en dyr mulighed! 
 
Men pludselig fik Anne Marie tilbud om et gratis lift ind til byen, af en mand fra en af de mange dykkershops. Den hoppede vi hurtigt på, mens ham med de 30 $ bandede og svovlede.
Pga lidt navneproblemer med vores hotel, blev vi sat af det forkerte sted… så nu kl. 3 om natten fik vi lige en lille spadseretur oven i hatten. Da vi så nåede frem til det RIGTIGE hotel var det fuldstændig lukket ned og helt mørkt. I receptionsvinduet hang der et skilt med teksten: ”Closed. Please call again” – men der var selvfølgelig ikke noget telefonnummer – og derudover har vi overhovedet intet net på vores mobiler herude.

I forlængelse af receptionen var der et bageri, som selvfølgelig allerede var i gang med dagens dont, så de fik fat i en mand, som vækkede en noget forvirret og søvnig kvinde, som undrede sig over, at vi stod der nu midt om natten – ja, hun havde da godt hørt fra sin manager, at der skulle være en hotelreservation, men ikke hvornår og ikke, at vi skulle hentes i lufthavnen og nu var vi jo pludselig fire og bla, bla, bla… så sådan endte det med, at vi alligevel først kom i seng ved 4-tiden.

En af de første dage lejede vi en bil sammen med Wolf og Viv
og kørte det meste af Palau rundt. Palau består af mange små øer, men de største og nordligste er forbundet med broer, så det er nemt at komme rundt. Vi så bl.a. statens ældste mande-langhus, en smukt dekoreret udhulet kano og nogle stenmonolitter.




Vi spiste frokost på en lille hyggelig restaurant, hvorfra der var den skønneste udsigt over havet.




Dagen efter var vi på kajaktur imellem nogle af de ca. 275 ”sten-øer”, som er Palaus varemærke. Sammen med 6 andre tilbragte vi en overskyet dag på havet, hvilket var rigtig godt for Rasmus’ manglende ”solbrændthed” men også lidt ærgerligt for farverne på vores fotos.




Vi havde en super god dag og fik også snorklet lidt ind imellem. Så nu er vi bare endnu mere spændte på at få dykket, når vi om en uges tid kommer tilbage til Palau. Vi skal nemlig lige et smut omkring øen Yap, som er en del af østaten Mikronesien.






Smokey Mountains

I Manila arbejder Trina for NGO’en WE International, som hjælper familier - og især børn, som bor og lever under usle forhold på en losseplads ved Manila Bay.

Vi besøgte lossepladsen for 1½ år siden og var meget spændte på at komme tilbage og se, hvad der var sket, mens vi havde været væk.




Samtidig havde vi også næsten 1000 kr. med fra indskolingen på Møllebakkeskolen, som de sidste to år har støttet netop Smokey Mountains ved at løbe omgange rundt om skolen på motionsdagen i oktober. Hvert år er der fundet en sponsor, som har givet enten en eller to kroner pr. runde. I forbindelse med motionsdagen, har Anne Marie givet eleverne i 0. til 3. klasse en præsentation og vist billeder fra vores sidste besøg på lossepladsen. Derved har eleverne fået et lille indblik i, hvordan børn på den anden side af jorden også kan bo. Det har været et meget givende projekt, hvor Møllebakkeskolens elever har været meget interesserede og spørgende.



Sidste gang vi var på besøg på lossepladsen, var der en meget slidt ”vuggestue”, hvor frivillige hver dag kom og passede nogle af lossepladsens babyer, så deres forældre kunne arbejde i affaldet uden at skulle have deres børn med. I mellemtiden er der, ved hjælp af søsterorganisationen Young Focus blevet bygget en ny, flot og farverig vuggestue, så det var rigtig dejligt at se.





I den gamle slidte bygning er der nu i stedet blevet oprettet en skole med navnet LOVE2LEARN (hvilket selvfølgelig varmer to gamle skolelæreres hjerter). Her har ca. 45 børn i alderen 5 til 13 år fra lossepladsen, som enten aldrig har gået i skole, eller som af en eller anden grund er droppet ud af skolen, mulighed for at få basisundervisning. Målet er, at de, når de er klar til det, skal sluses over i en almindelig folkeskole uden for lossepladsen.





Normalt er der undervisning 5 dage om ugen tirsdag til lørdag, men da vi kom en mandag, havde lærerne åbnet skolen specielt for os og eleverne kom gladelig i skole iført skoleuniformer på deres fridag!





Ud over at høre historie, tegne og skrive var der også tandbørstning på skoleskemaet! Da skolen blev oprettet, fandt lærerne hurtigt ud af, at flertallet af børnene aldrig havde haft en tandbørste i hånden før. Tandbørster og tandpasta blev hurtigt indkøbt for donorpenge, og nu er det simpelthen en fast del af skoledagen.





For nyligt var de yngste klasser også på deres første skoleudflugt, som gik til McDonald’s – noget ingen af dem havde prøvet før. Selvfølgelig var det en stor oplevelse for dem at spise burgere og pomfritter, men det, de var mest optagede af, var sæbeautomaten og den automatiske håndtørrer. Samtidig måtte lærerne også ”mane til ro”, da eleverne pludselig opdagede hvor meget ”guld” i form af god plastic, skraldespandene indeholdt. Det havde været en meget stor og begivenhedsdag for både børn og voksne!


Manila – Home sweet home.

Vi landede i Manila på det gudsjammerlige tidspunkt kl. 5 om morgenen, tog en taxa til Makati, kørte med elevatoren op til 25. etage i Easton Place, ringede på, blev lukket ind af hushjælpen og gled lige ind og på hovedet i seng uden at vække Trina og Nick.


Trina er Anne Maries veninde fra CISV, og vi boede også hos hende, da vi var i Filippinerne i sommeren 2009. Den gang var Nick ikke hjemme, da han var i Europa for at købe en ny flyvemaskine til luftfartselskabet SEAIR, som han er medejer af.


Den første dag i Manila lavede vi ikke andet end at spise og sove – og i Filippinerne har de meget belejligt et ordsprog, der lyder noget i retningen af ”at leve livet som grisene – spise og sove, spise og sove” så det var det, vi efter bedste evne forsøgte at efterleve.


Vi fik et længe ventet måltid mad på People’s Palace – Anne Maries yndlings restaurant i Manila, som serverer uovertruffen thaimad! Da vi havde spist, sad vi bare og smilede og følte velvære. Bare det at få forskellige retter, der smagte af noget og samtidig smagte forskelligt, var en helt ny fornemmelse.

Tilbage til Yangon og Kuala Lumpur

Efter sygdom og diverse natbusser besluttede vi at undlade den 18 timer lange bustur fra Nyaung Shwe til Yangon – i stedet ofrede vi lidt ekstra dollars og fløj turen på 45 minutter med Air Bagan inc. sandwich, kage og cola. Så nemt kan det gøres!

Tilbage i Yangon flyttede vi ind på det samme Guest House, spiste på de samme indiske restauranter og gik igen rundt i de samme gader og kiggede på menneskemylderet.


Vi brugte også en halv dag sammen med vores kollega Winnies kusine, Pernille. Hendes mand er i øjeblikket udsendt for Folkekirkens Nødhjælp, og de er derfor flyttet til Yagon med deres to børn. Det var super hyggeligt at møde hende, høre om deres liv her i Myanmar (og Cambodia og Etiopien) og få lidt andre perspektiver på dette relativt lukkede land.


Og så var det ellers tilbage til Kuala Lumpur, hvor vi kun havde godt 24 timer, men hvor vi alligevel nåede at runde McD 4 gange, samtidig med at vi fulgte op på alverdens ting på internettet, som vi jo havde haft meget begrænset adgang til de sidste 3 uger i Myanmar.