torsdag den 13. januar 2011

I egne fodspor

Efter godt 14 dage på øerne, er vi begyndt vores tilbagetog. Martin og Sanne skulle mod Port Blair nogle dage før os, og vi fulgte dem på vej, så vi kunne bruge de sidste dage sammen.

Det gav os lidt ekstra god tid i Port Blair, så den brugte vi på museumsbesøg, hvor vi bl.a. så det gamle fængsel, der i sin storhedstid kunne huse 700 indsatte. Den ene aften tog vi også til fængslets ”Sound and light show”, som dog denne dag kun blev vist på hindi… men det kan vel også kaldes en oplevelse, især når billetprisen lød på den nette sum af 2,50 kr.


Det blev også til en sejltur til den tidligere hovedby på Andamanerne, som ligger på Ross Island. Her var alle de gamle bygninger fra kolonitiden overgroede med træer, og der var ikke meget engelsk storhed over det længere.



En eftermiddag besluttede vi os for at gå en tur til frisøren. Rasmus betalte 3,75 kr. for at få studset skægget, og Anne Marie måtte slippe 5 kr. for at blive klippet – men så var det også inklusiv en noget smertefuld hovedbundsmassage.


Og så var vi med den lokale bus til Wandoor.


Derfra viste det sig, at man kunne tage en båd ud til en lille bitte ubeboet ø Jolly Bouy, som ligger i Gandhi Marine National Park. Vi var igen for alvor kommet på ”Inder-tur”, men det var fint og stranden var rigtig god. Eneste problem var, at vi ikke lige havde luret, at man selv skulle have sin frokost med, da intet kunne købes på stranden. Vores rejsefæller havde alle take-away med, mens vi måtte nøjes med en liter vand.


Tilbage i Wandoor gjorde det derfor godt med helt nystegte samosas, inden vi tog bussen tilbage til Port Blair.

I netop Port Blair fik vi set, hvordan man indsamler affald på de kanter.
Bedøm selv:

 
Mandag d. 10. januar fløj vi tilbage til Chennai (Vi må her lige prale med, at flyveren afgik 10 minutter før tid! Så det kan være, at den onde cirkel omkring forsinkede fly nu er brudt).

I Chennai spiste vi 2 gange på vores lokale in-sted med bananbladene og slappede ellers bare af. Det føltes som om, at Indien både lugtede og fyldte mere denne gang, end da vi var her for 3 uger siden. Indien er nu et land uden sidestykke – på godt og ondt!

Vores møde med inderne

Først og fremmest må vi sige, at inderne har været overraskende venlige og imødekommende! Hele tiden er der folk, som er villige til at hjælpe os med alverdens ting, og de spørger desuden til vores nationalitet og vores rejse. Men samtidig er der også nogle ting, som undrer os ved disse mennesker:


De af jer, der selv har været i Indien, vil kunne ”nikke” genkendende til indernes ”hovedrysten”. De har nemlig, som få andre i denne verden, valgt, at ryste på hovedet, når de mener ”JA”! Det er ikke en drejning i halsen fra side til side, som vi er vant til ved vores ”NEJ”. Der er snarere tale om en Pinocchio-agtig - ”mit hoved hænger i en snor, og min kæbe går fra side til side, som når man ringer med en klokke” – bevægelse.


Vi kan lige så godt fastslå med det samme, at det har været svært at vænne sig til! Vi har flere gange været på vej ud af en butik igen efter at have stillet et spørgsmål, for så at komme i tanke om, at de faktisk havde svaret ja. Samtidig har vi jo følt os nødsagede til at forsøge at lære tricket, hvilket ind til nu har vist sig ganske umuligt.


Som vi også tidligere har været inde på i forbindelse med bestilling af færgebilletter mm., så svarer langt de fleste indere kun på det, de er blevet spurgt om, uden at komme med uddybende oplysninger eller forklaringer. ”Er det her billetkøen til Neil Island?” ”Yes, sir!” Ikke noget med lige at videreformidle, at den til højre er til forudbestilling og den til venstre er til billetter med afgang i dag.


Det gælder også altid om at spørge flere indere om det samme, før man følger deres anvisninger og svar. De vil nemlig hellere pege folk i den forkerte retning, end de vil sige, at de ikke kender svaret på spørgsmålet. Så vi har flere gange spredt os og fundet hver en inder og stillet samme spørgsmål. Herefter er vi så samledes igen for at sammenholde de indsamlede informationer. Hvis der ikke er sammenhold imellem dem, så må vi ud og spørge nogle flere. Alt i alt meget underholdende, hvis man ikke lige står og har travlt – men det har man, som I måske kan fornemme, sjældent i Indien!


Vi blev også lidt forvirrede på en lille restaurant i Port Blair, hvor de kun havde ”rice items” til frokost – altså kun én ret på frokostmenukortet. Vi spurgte så, om det var thali de serverede – det vi og inderne plejer at spise til frokost, men til det svarede de ”NEJ”. Vi besluttede alligevel at bestille det, da det de andre gæster fik serveret, så godt ud. Ind kom en bakke med ris og 10 forskellige ting at dyppe i. Vi spurgte, hvad det vi fik serveret hed, hvorefter en indisk familie begyndte at forklare hver enkel sovs. Vi spurgte så, hvad det hed som måltid – hvorefter svaret var… ”THALI”!?

Vi oplever, at Inderne har en helt anden støjgrænse end os europæere. De dytter MEGET højt og MEGET længe – og hører utrolig høj og larmende musik – gerne kl. 6 om morgenen til stor ”glæde” for alle omkringboende. Vi har en mistanke om, at de alle mere eller mindre løber rundt med en høreskade.


Og så er der jo indernes accent, når de taler engelsk! Af en eller anden grund har de meget svært ved f.eks. at udtale f – til stor morskab for os andre. Vi har moret os gevaldigt, når vi skulle betale, og prisen var ”bibdi” eller når de har vist vej og svaret ”lebt, lebt”. Eller for den sags skyld ved bestilling af øl, når de siger navnet på den lokale, ”Kingpisher”. ”Halvt af hvert” bliver til ”hab – hab!” Men den sværeste, vi alligevel ved et lykketræf fik tydet, må være ”hab kædji” – selvfølgelig et halvt kilo ”half kg”! Og så er der selvfølgelig alle dem, hvor vi bare har smilet og nikket uden at forstå!

søndag den 9. januar 2011

Indiske mesterkokke

På en rejse til det nordlige Thailand for 10 år siden var Anne Marie på ”kokkekursus” for at lære at lave thaimad, hvilket var en skøn oplevelse. Så da hun så, at noget lignende blev udbudt på en lokal restaurant på Neil Island, slog vi alle fire til.

Vi tog på det lokale marked med vores kok, Lipi – efter at have ventet godt en halv time på, at hun skulle frisere sit hår.

(Anne Marie bag på Lipis kværn på vej ud efter løg!)

Vi besluttede, at menuen skulle bestå af naan, chapati, parota, alu parota, samosas, alugobi og butter chicken, så på markedet købte vi diverse krydderier og grøntsager samt udvalgte os en flot høne, der blev slagtet, plukket og parteret på stedet.


Så aftalte vi at mødes næste dag, hvor kurset så startede.

Vi kom til den aftalte tid, og fik derfor lov til at vente lidt over en time på, at Lipi fik badet mm. Så indtog vi restaurantens spartanske og dunkle køkken, hvor en lille kattekilling hele tiden sad i vejen midt på gulvet.
Vi startede med at lære at lave dej til tre forskellige slags brød plus til samosas, som senere skulle foldes sammen med kartoffelfyld i.



Herefter ristede vi krydderierne og blendede dem til en dejlig masala – indernes karry. Henholdsvis hvidløg og ingefær blev blendet med lidt vand. De tre ting sammen med lidt chili var alt, hvad vi skulle bruge af krydderier.
De forskellige brød blev stegt på en glohed støbejernsplade, imens vi trykkede på dem med et stykke avispapir for at få luft i dem – åbenbart et gammelt ”husmor-trick” her i Indien!


Nu var tiden imidlertid så fremskreden, at gæsterne begyndte at komme til restauranten. Så for ikke at gå for meget i vejen, gik vi over i et tilstødende og endnu mere primitivt køkken. Her lavede vi ”Butterchicken” og ”Alu Gobi”(karryret med kartofler og blomkål) samt foldede samosas. Der var noget tilrøget i det lille køkken, da komfuret ”kørte” på brænde, og det sved noget i øjnene.


Men det var rigtig hyggeligt og en rigtig god oplevelse – ja altså, vi kunne nok godt have undværet at se, at æggene står oven på køleskabet, at fisk og kylling tøs op i det samme vandfad, at den samme kniv uden afvaskning bruges til både kylling, grøntsager og frisk frugt – men ellers var det en god oplevelse! Det lader ikke til, at man i Indien skal gennemgå levnedsmiddelstyrelsens pølsemandskursus…


Da maden var færdig, satte vi os i restauranten og spiste aftensmad. Sådan en oplevelse kommer man selvfølgelig til at betale for. Vi måtte af med små 300 for råvarer og 500 for de godt 3½ time sammen med Lipi inklusiv drikkepenge. Nåh ja, altså rupees, så en lille hundredekrone for os alle fire!

Neil Island

Vi er nu ankommet fra Havelock til den noget mindre ø Neil Island, og her er vi virkelig for alvor kommet ned i gear!


De fleste af vores dage går med at stå op, for så at lægge os i hver vores hængekøje på den overdækkede terrasse foran vores bambushytte. Når vi er sultne kører vi de 700 meter til torvet for at spise på ”Mr. Chands restaurant”, hvor vi bestiller friskpresset mango- eller lemonjuice samt en indisk morgenmad – den samlede regning beløber sig til godt 7,50 kr. pr. person. Derefter kører vi hjem til hængekøjen igen for at læse lidt under kokospalmerne og se ud over havet, inden vi bevæger os tilbage til Mr. Chands, når vi er klar til indisk frokost til ca. samme pris… om eftermiddagen ligger vi igen i hængekøjerne og snakker, kører rundt på øen, eller vi tager til stranden for at bade og snorkle. Efter en tur under bruseren står den på en øl eller en rom i hængekøjen, inden vi spiser aftensmad (gerne hos Mr. Chand) og så får vi lige en øl eller rom, inden vi kryber til køjs i hytten – livet er hårdt på disse kanter…


Man undrer sig over, hvor al den tid bliver af, men den ene dag tager ligesom bare den anden. Vi kender efterhånden alle de andre, som bor i små hytter ligesom os, så vi snakker, hygger og udveksler rejseanekdoter og snorkelsteder. Vi læser bøger, fotograferer, leger med hundehvalpe, samler sneglehuse på stranden og spekulere lidt over, hvad vi skal have at spise ved næste måltid. Det bliver helt sikkert hårdt at komme tilbage til Chennai igen om nogle dage!


Men som i et hvert andet paradis findes der også ”slanger” på Neil … og det fik Martin og Sanne så sandelig at mærke i dag, da de kom trillende på deres scooter. Pludselig blev de af en kvindelig betjent vinket ind til siden og afkrævet et kørekort. Hun var dog ikke tilfreds, da Martin kun kunne fremvise et dansk et af slagsen og ikke et internationalt – og ydermere havde han heller ikke hjelm på. Her i Indien skal føreren af kværnen nemlig have hjelm på, mens inderne hver gang siger ”no need, no need” når vi spørger til passagerens hoved. Det er åbenbart ikke lige så værdigfuldt.
Nå, men enden på komedien blev, at motorcyklen blev konfiskeret, og Sanne og Martin blev sat ind bag i politibilen og taget med på stationen. Der blev der udskrevet en bøde på 600 rupees (små 75 kr.) og så gik turen til Hotel Kingfisher, som havde lejet scooteren ud. Der fik manageren læst og påskrevet af politidamen og besked på at betale bøden, hvorefter Martin og Sanne blev kørt hjem til resortet.

Derudover har Martin og Sanne også været de heldige ejere af først en rotte og senere en spidsmus i deres hytte – ja, vi misunder dem nu ikke. Til gengæld har vi haft besøg af en skolopender og efter begge at være blive bidt, da vi var i Madagascar, så er det nu et dyr, som vi har en vis respekt for. Den blev derfor behændigt verfet op i en dykkermaske med Rasmus’ sandal og derefter slået ihjel på verandaen.

Køkultur når det er bedst!

Indien og køkultur er to ord, som sjældent bliver sat i forbindelse med hinanden. Og på Andamanerne er det ingen undtagelse…

Til trods for at man i hovedbyen Port Blair har en fin bygning, hvor man kan købe færgebilletter til forskellige destinationer, så kan man kun købe 3 dage forud, og man skal møde op i egen høje person. Vi har ofte i andre lande haft fornøjelsen af lignende køer, så denne gang fik Sanne og Martin æren. Og efter at have stået i kø i et par timer med skubbende indere, lykkedes det dem da også at nå frem til lugen og få at vide, at de naturligvis skulle bruge en kopi af deres rejsetilladelse for øerne samt udfylde en ekstra seddel, som de heller ikke havde. Det var selvfølgelig ikke muligt at få taget fotokopierne ved havnen, så de måtte atter ind til centrum og finde en kopibiks.

Udstyrede med de stadigt lune kopier begav vi os nu alle 4 ned til havnen igen. Sanne og Anne Marie stillede sig denne gang i kvindekøen, og Martin og Rasmus kom med gode ideer til, hvordan de kunne holde de anmassende indiske kvinder bag sig. Vi ville gerne med båden kl. 11.30. Der afgår imellem 2 og 3 færger om dagen, så det skulle ikke blive noget problem, skulle man tro!
Ingen pladser kl. 11.30. ”Sorry Madam, all full!”- ”also tomorrow all full” –“ticket available on the 26.th of December”. Nu kunne vi efterhånden godt se, at vores plan om at tilbringe juleaften på en hvid sandstrand, havde lange udsigter. Anne Marie stillede et åbent spørgsmål om, hvornår første ledige afgang så var. ”Klokken 1400 i dag!”, lød svaret til vores store overraskelse. Men vi accepterede gladelige tilbuddet og kom senere på dagen efter en rolig færgetur til øen Havelock.

Vi tilbragte nogle dejlige dage på Havelock, inden det igen blev tid til at rekvirere færgebilletter – denne gang til Neil Island.
Nu var der ingen tvivl om, at det var vores tur til at prøve kræfter med den manglende køkultur. Billetsalget åbnede kl. 9.15., så vi var der lidt før. Vi ville gerne have billetter til dagen efter men havde ikke kunne købe dem før nu, da de foregående dage havde været helligdage. Og på helligdage kan man ikke købe billetter forud - men kun til den pågældende dag!

Vi stillede os op i hver sin kø - kvindekøen og mandekøen. Først noget senere gik det op for os, at de to køer endte ved en og samme luge. Men inden vi rigtigt nåede at reagere på det, så blev lugen knaldet i og folk forsvandt fra køerne. Vi stod noget fårede tilbage uden at vide, hvad der var sket.
Anne Marie forsøgte sig så med flettereglen – kendt fra de danske motorveje - i køen til den anden luge. Men de kender åbenbart ikke flettereglen i Indien? Imens kunne Rasmus fra den bagerste plads i den tilbageværende mandekø nu overvære et sandt drama udspille sig i kvindekøen. Det endte med, at Anne Marie af flere omgange blev smidt bagerst i køen af en meget ophidset og højtråbende tyk betjent, efter at en række mindst lige så ophidsede kvinder havde peget fingre af hende og forklaret betjenten en hel masse meget hurtigt. De selv samme kvinder undlod dog at fortælle betjenten, hvordan de selv flere gange havde flettet ind og ud af køen…
Så cirka halvanden time efter showet begyndte, stod vi nu igen begge bagerst i hver vores kø – begge lidt klogere på, hvordan man IKKE skal stille sig i den kø, der kun sælger billetter til samme dag, samt på de lokales forståeligt nok manglende vilje til at flette!

Der var nu kun godt en time til den 2 timer lange frokostpause, og folk bagfra endte på underlig vis med lige pludselig at stå foran os med et utal af sedler med navne, der alle skulle skrives ind i den eneste computer på kontoret – med én finger!

Fem minutter før lukketid lykkedes det os at nå lugen samtidig. Og imens Rasmus - godt tilbagelænet, med sin taske som skjold og et knæ presset imod skranken – holdt de bagfra kommende væk, fik vi vores 4 billetter og gik glade men trætte derfra – en del lærdom rigere.

Som så mange andre steder i Asien, ser man her på Andamanerne også en masse unge mænd, der umiddelbart ikke ser ud til at lave dagens gode gerning. De hænger bare ud! Men her i køen stod en hel masse af dem – uden dog at skulle med båden. Når så en af deres venner kom og skulle have billetter, så byttede de plads for en lille skilling, og det var sådan, det gik til, at vi næsten hele tiden befandt os sidst i køen med senere ankomne foran os!

lørdag den 8. januar 2011

Jul

Så blev det juleaften, og vi opdagede det dårligt nok før kl. 19, da vi på vores veranda over en pilsner og en rom åbnede de julegaver, som vi havde fået med hjemmefra. Desuden sendte vi lidt sms’er og fik lidt retur fra familien i DK.


Middagen blev indtaget på den lokale hyggelige restaurant. Andestegen havde vi fået på forskud hjemmefra, så rejer, kongemakrel og forårsruller blev i stedet dette års julemenu.


Derefter drak vi endnu en rom og en whisky på verandaen sammen med 3 hollændere og 2 englændere. Vi havde det alle fint med, at julen som sådan ikke blev fejret i år, dog sendte vi et par tanker til de derhjemme, som vi ved, er sneet inde rundt omkring – og især til dem, som ikke nåede frem til juleaften!


Samtidig vil vi da også gerne benytte lejligheden til at sende en forsinket julehilsen og ønske godt nytår til alle jer læsere. Som I måske på nuværende tidspunkt har gættet, så er internet ikke noget, som hænger på træerne i Indien. Men bare vent – de skal nok komme efter det. Om 5 til 10 år er vi sikre på, at der vil være Wi-Fi alle steder.

Andamanerne

Vi kan allerede nu sige, at kendetegnet for denne tur må være forsinkede fly. Uden at gå i detaljer med rejsen herud, så var flyveren København – Berlin 30 min. forsinket, Berlin – Dubai 3½ time forsinket, Dubai – Chennai 1 time forsinket og Chennai – Port Blair 35 min. forsinket… men så har vi da haft tid til at snakke sammen og glæde os endnu mere til alt det, vi skal opleve.

Men nu er vi altså vel ankommet til den første egentlige destination: Andamanerne i den Bengalske bugt. Anne Marie hørte om den indiske øgruppe Andamanerne for første gang, da hun var i Israel med Danny og Noemi i 2004 og disse øer har siden ligget og rumsteret i baghovedet. Nu er vi endelig fremme og der er dømt afslapning og hygge for alle pengene!

Efter et døgn i hovedstaden Port Blair sejlede vi (efter en del tumult omkring billetkøb, som vi nok må vende tilbage til i et senere indlæg) med færgen til øen Havelock – Indiens svar på Mallorca. Den 2½ times færgetur var en oplevelse i sig selv, da vi havde fået køjepladser under dæk i et rum så varmt som en sauna. Rasmus fik sig en ven fra Punjab, der trods varmen beholdt sin turban på under hele overfarten…


Nu er vi flyttet ind på Beachresortet El Dorado i små bambushytter på strand No. 5. Hytterne er noget spartanske, men dog med eget bad og toilet – her fanger vi af og til en lille tudse.

Øens mest berømte strand er Beach No.7, som i 2004 blev kåret til verdens bedste strand. For at komme derover har vi lejet scootere, og vi nyder hver dag turene frem og tilbage. Der er mange gode fotomotiver undervejs med arbejdende bønder, børn der leger, vandbøfler og rismarker med palmer i baggrunden. Utrolig smukt.





Vi har også set en del fugle: både beostære, papegøjer og isfugle.

Selve stranden har vi praktisk talt for os selv! Inderne bader i flok indhyllede i lange sarier lige ved begyndelsen af stranden – og resten ligger nærmest øde hen. Udlændingene finder hver deres små hyggekroge, nogle har endda hængekøjer med til stranden, som de sætter op mellem træerne.



Vi har også været på ekspedition til Elephant Beach. Der er ikke nogen vej derud til, så man skal enten gå gennem junglen og mangroven eller sejle. Vi valgte selvfølgelig at gå… Martin og Sanne havde forhørt sig blandt nogle andre turister og havde fået at vide, at det ville tage ca. 20 minutter – vi var fremme efter 45. Vi havde også hørt rygter om, at stien var rimelig mudret – og der må vi så medgive, at rygterne talte sandt! Vi havde mudder til anklerne, og farven på vores sandaler var svær at bestemme.

Vel ude af junglen – hvor der jo havde været en sti, som vi kunne følge, kom vi til mangroven. Der var ca. 20-40 cm vand overalt og ingen pejlemærker mod stranden overhovedet. Samtidig svirrer der en del historier om saltvandskrokodiller på Havelock, efter en amerikansk turist blev dræbt sidste år. På Andamanerne har der været 25 dødsfald pga. af krokodilleangreb de sidste 25 år. Så det var da en noget ”spændende” tur, vi var kommet ud på! Sanne tog teten og ledte os vel gennem mangroven og heldigvis kom vi alle sikkert frem – så ventede blot tilbageturen…

fredag den 7. januar 2011

Spise med Price... på indisk

Inden afrejse havde vi hørt meget om indisk mad – og især de maveonder, som det kan medføre! Vi havde fået et råd af Elses veninde Margit, som netop har rejst flere måneder i Indien: ”Spis ikke kød!”, og det råd har vi valgt at følge – i hvert fald det meste af tiden...

Sådan to kødelskere som os havde lidt svært ved at forestille os, hvordan vi skulle blive vegetarer i 3 uger. Men efter at have smagt al den skønne indiske mad, er vi ikke et sekund i tvivl om, at det nemt kan lade sig gøre. Vi spiser som konger og baroner for ingen penge og indtil nu, er det gået over al forventning.

(Ja, vi har alle sammen en plet i panden!)

Når vi udvælger os restauranter spørger vi først folk på gaden, hvilket sted de kan anbefale. Så ser vi stedet an, og hvis det er propfyldt med andre spisende, må det være tegn på stor omsætning og dermed frisk mad. Især én restaurant i Chennai er vi blevet helt vilde med. Her bliver der kokkereret den skønneste vegetarmad, som bliver serveret på friske bananblade. En god skefuld ris og forskellige sovser mikses med fingrene og spises ligesådan, hertil forskellige spændende brød med krydderier.



Selv om vi har spist både morgenmad, frokost og aftensmad på den samme restaurant, har vi hver gang fået noget forskelligt, så der bliver vi ikke sådan lige trætte af at spise foreløbig.

Sight seeing i Chennai

Dagen efter udfordrede vi os selv med en ”organiseret” bustur rundt i Chennai for at se de største seværdigheder, hvad end de så måtte være– og det har virkelig været en oplevelse!

Vi havde bestilt busturen gennem vores hotel og havde fået besked på at stå klar kl. 9 – men nu er det jo Indien, så vi var godt klar over, at den nok ikke var der til tiden. Efter ca. 45 minutter gik Martin ind og spurgte, hvor bussen blev af. Han fik følgende svar (igen med tyk indisk accent) ”Coming, on the way, just wait.” Ja, så præcist kan det siges…



Da bussen kom, var der tale om en gammel indisk Tata fra før krigen – og den var allerede fyldt med de andre turister – 13 indere, som virkelig fik dagens oplevelse, da vi hoppede ombord. Vi vakte stor opsigt og blevet fotograferet et utal af gange af både vores medpassagerer og andre, vi mødte undervejs rundt i byen.




Inden afgang havde vi selvfølgelig sikret os, at der var en guide med på turen for at fortælle os om alle Chennais seværdigheder – vi havde bare lige glemt at spørge, om selvsamme guide talte engelsk… hvilket det så viste sig at han gjorde i et meget begrænset omfang. Vi forstod dog, at flere af de ting, som vi skulle se på turen var lukket lige netop i dag pga. ”holiday” – hvor behændigt! Så ud af de ca. 8 ting, som var på listen over seværdigheder, som turen ville indeholde, fik vi mulighed for at se 4. Alligevel synes vi, at det var en kanon sjov tur, idet den var så indisk, som man overhovedet kunne forestille sig, og samtidig fik vi snakket og grinet sammen med de andre turister på bussen.

onsdag den 5. januar 2011

Hello and goodbye - Chennai

Det er Anne Marie og Sannes første rejse til Indien, mens både Rasmus og især Martin har haft deres ilddåb i dette på mange måder ekstreme land. Vi havde valgt at blive to dage i byen Chennai (det tidligere Madras) for at få en lille smag af selve Indien, inden vi skulle videre til Andamanerne. Da vi godt ved, at Indien kan være en barsk oplevelse og noget af et chok, havde vi forsøgt at forberede os godt på alt, hvad Indien kan være.

Og første smag af Indien fik Rasmus da også lige en onsdag i september, da han ville køre et smut til KBH og få lavet visum i vores pas. På Den Indiske Ambassades hjemmeside stod der, at passene kunne indleveres alle hverdage mellem kl. 9.00 og 12.00 og hentes igen på den givne dag mellem kl. 15.00 og 17.00, så det lød jo nemt!

Han indleverede passene til en lille sød indisk kvinde, som glad svarede (med tyk indisk accent): ”You can pick them up on Monday”. Rasmus blev noget forundret og forsøgte at forklare kvinden, at der da helt sikkert på deres hjemmeside stod, at man kunne få dem tilbage på den givne dag, hvorefter hun svarede: ”Yes, and I have just given you the day of Monday.” Vi var allerede dér spændte på, hvilke andre overraskelser vi med garanti får i Indien.

Endnu en forsmag fik vi i flyveren fra Dubai til Chennai, hvor vi var de fire eneste ombord, som ikke var indere. Allerede under flymaden måtte Anne Marie kapitulere – det var simpelthen ikke muligt for hende at spise sig igennem spicy chicken curry kl. 2 om natten, både læberne og hele munden brændte.

Efter at have fået vores bagage i lufthavnen, tog vi en af de taxa-dødskøreture, som Indien er så kendt for. Det føles som om, at det er med livet som indsats, når man farer gennem Chennais gader. På den anden side virker det også som om, at der findes et helt sæt af uskrevne regler, som alle chauffører kender, og som de heldigvis kører efter. Vi har indtil nu kunne opsnuse følgende:

Regel nr. 1: Dyt alt hvad du kan, så ingen andre er i tvivl om, at du er ude at køre i dag.
Regel nr. 2: Min bus er større end din rickshaw, så du holder tilbage!
Regel nr. 3: Du har godt nok grønt lys, men jeg kom først, og min bil er større end din, så du må holde tilbage.
Regel nr. 4: Der er altid plads til en scooter (næsten).


Efter en velfortjent lur på hotellet (vi havde sovet to nætter i et flysæde) var vi klar til at gå en tur på gaden og se, hvordan livet leves der. Og hvilken oplevelse i farver og dufte og meget, meget mere! Vi bor i det hyggelige kvarter Triplicane, hvor vi er blevet meget vel modtaget af de lokale. Alle er smilende og imødekommende, og vi får snakket med mange forskellige mennesker. Der er små boder, butikker og restauranter mellem hinanden, og en hel del mennesker lever og sover på gaden. Vi har bl.a. snakket med en familie i tre generationer, som bor på fortovet skråt over for vores hotel.


De har deres få ejendele rundt om sig på en måtte på fortovet og laver mad, tager bad, sover – ja praktisk talt alt til offentlig skue for alle andre.

Under vores gåtur kom vi rundt i de forskellige gader, som er opdelt efter erhverv f.eks. skomagerne, mekanikerne, tømrerne etc.


Vi nåede også helt ind i de små sidegader, hvor folk bor i små huse lavet af alt hvad de har kunnet finde af pap, brædder, blik osv. Gadens beboere blev meget overraskede over at se 4 høje, hvide mennesker vandre forbi i deres nabolag, så der blev grinet, gloet og snakket en hel del. Ja, selv gadens kuriositeter, en kvindelig dværg og en dame med flyvetænder, blev hentet frem, så vi kunne hilse på dem.

Hello and goodbye - Dubai

Efter lidt "INDERnet-problemer" forsøger vi at starte bloggen op i dag!

Først og fremmest skal vi måske til vores faste læsere skrive, at vi er kommet hjem fra sommerferie (med henvisning til vores sidste blogindlæg, som endte på en busstation i det sydlige Polen). Og nu er vi altså igen klar til nye eventyr.

Vi har i længere tid gået rundt med en lille drøm om orlov og efter at have fået grønt lys, har vi brugt efteråret til at planlægge de kommende 3½ måneders rejse. Undervejs i planlægningen har vi også fået lokket vores gode venner Martin og Sanne med på de første 3 uger af rejsen. Så det bliver skønt at dele oplevelser og indtryk med hinanden.

Afgangen lød søndag d. 19. december. Første rigtige stop på rejsen var en transit på ca. 20 timer i Dubai. Vi var der for to år siden, for at besøge Peter og Sarah, og glædede os til at gense byen. For Sanne og Martin var det første gang. Vi ville gerne have haft mulighed for at besøge Søndberg-Lejre familien igen, men grundet tidspunktet tjekkede de ind til DK og en jul i hvidt, mens vi tjekkede ud til sol, varme og skyskrabere.

For at få mest ud af dagen havde vi lejet en bil. Første stop var Burj Khalifa – verdens nuværende højeste bygning på 828 meter og 160 etager.

 

Vi havde købt billetter til ”At the top” og kørte med elevator til 124. etage – dette var dog kun 452 meter oppe og vi var lidt skuffede over, at vi ikke kunne komme helt til toppen, som navnet ellers antydede.

Her kan I se turen ned med elevatoren:


Vi nød udsigten over Dubai, men det var desværre lidt diset. Vi kunne dog ane Burj Al Arab – også kendt som sejlet, i det fjerne. Vel nede igen satte vi kurs mod netop Burj Al Arab, da det efter vores mening er et af Dubais flotteste vartegn – og verdens eneste 7 stjernede hotel. Da vi havde "glemt" at reservere et værelse, lå vi lidt på stranden og Martin fik sig en dukkert i Golfen.


Så gik turen mod Mall of Emirats med indendørs skibakke her midt i ørkenen, guldsouken ved The Creek og Hotel Atlantis på Palmen, inden vi spiste aftensmad i Dubai Marina og kørte til lufthavnen igen. - En nåede dog lige at børste tænder i myggebalsam og efterfølgende at blive væk i Dubai Airport... vi er flinke i dag, så vi nævner ingen navne. En hæsblæsende dag fyldt med indtryk!