fredag den 25. februar 2011

Og så lidt om dykning!

Vores udsendte stjernerapporter fangede tilfældigt Rasmus og Anne Marie på havnen ved Sam’s Tours efter dagens dykning og her følger et lille interview:

Er dykningen fantastisk på Palau? Ja, det må man sige! Hvis Palau lå lidt tættere på, ville vi uden tvivl komme tilbage.

Er det svær dykning? Nej, ikke nødvendigvis, men der er altid strøm!

Har I set noget godt? Ja, vi har været heldige at se skildpadder, 3 slags revhajer (hvidtippet, sorttippet og grå), ørnerokke, pilrokke, bladfisk, klovnefisk, napoleonfisk (kæmpe stor) og så er der generelt bare fisk over det hele – i alle regnbuens farver!


Er der mange vrag? Ja, her er rigtig mange skibs- men også flyvrag fra 2. Verdenskrig. Japanerne havde dengang herredømmet over Palau, så amerikanerne bombede øerne kraftigt.

Er dykningen anbefalelsesværdig? Helt klart! Har man prøvet Palau, bliver Nykøbing havn aldrig helt det samme sted at dykke i igen!

Er I klar til mere dykning? Jep, vi har endnu en julegave, der venter på os, så Filippinerne - here we come!

Her kastede dykkerbåden anker i frokostpausen:

En våd aften i byen

Nu er der nok nogle af jer som tænker, at vi for alvor har drukket os i hegnet… men vi har nu bare været udsat for et tropisk regnvejr!

Da aftensmadstiden nærmede sig, og det endnu ikke var stilnet af, besluttede vi at ringe efter en taxa. En frisk gut med bandana på hovedet rullede sin store Mitzubishi 4WD ind foran hotellet. Han krævede 8 dollars for at køre os til en restaurant på øen Malakal – men vi plejer max. at give 5 $, så det fortalte vi ham selvfølgelig. Nå ja, den pris kunne han da godt give os, men vi skulle vide, at udlændinge normalt betalte 8, og at han ikke kørte med lokale. Og desuden pointerede han, at alle priser selvfølgelig var til forhandling.

Vi fik hans kort, så vi kunne ringe til ham igen efter maden, hvilket vi gjorde.
Da vi kom tilbage til vores hotel, sagde han, at det var nu, at han normalt ville bede om 8 dollars, men at han regnede med, at historien ville gentage sig, og at vi ville sige 5 – fordi vi var ”half locals”. Det havde han ret i, og han tog det med godt humør – måske fordi han kiggede på Anne Marie?

Jelly Fish Lake

YEAH! 3. gang er lykkens gang. Vi blev rent faktisk hentet i lufthavnen, da vi kom tilbage til Palau!

En af hovedattraktionerne her er en snorkeltur i Jelly Fish Lake, som ligger på en af de mange stenøer. Det skulle vi selvfølgelig også prøve, og det blev endnu en af de rigtig gode oplevelser.

Forestil jer at glide ned i en ferskvandssø og så være omgivet af flotte orange vandmænd til ALLE sider. Det er simpelthen bare helt fantastisk og et meget mærkeligt syn.


Vandmændene bevæger sig nærmest i slowmotion og flytter sig ikke ligesom fisk, så man skal passe på ikke at sparke for hårdt med sine finner, da man derved laver ”vandmandssuppe”.

Nogle ville måske sige, at man bare kan tage en tur til Marielyst på en god sommerdag – men vi vil bare sige, at det altså ikke er helt det samme! Vandmændene i Jelly Fish Lake er på ingen måde slimede eller ulækre og vandtemperaturen i søen nærmer sig de 28 grader. Til gengæld mangler man her muligheden for lige at glide en tur ind forbi Iscafeen på vejen hjem, så det er jo et svært valg…

tirsdag den 22. februar 2011

Mødet med ”yapeserne”.

Når man spørger folk i Danmark, hvordan det går, så får man ofte det svar, at det går stille og roligt! Nu er alt jo relativt. Men hvis yapesernes tempo skal bruges som parameter, så er der intet i Danmark, der går stille og roligt (ud over måske speedometernålen på Puntoen!)


De lokale her forstår virkelig at passe på sig selv. Her er der ingen, der får stress. Betjeningen er langsom, bilerne kører sjældent over 40 km/t, de holder hellere end gerne tilbage for hinanden, det vil passe bedst, hvis vi ikke begynder dagens dykning før op ad formiddagen, og der er tid til at rulle sig en lille pakke og fylde munden med betelnød, inden dykkerbåden sejler tilbage!


Til gengæld har alle overskud til at smile, hilse og byde os velkommen til øen, og så er de samtidig utroligt hjælpsomme. Et af yapesernes ordsprog lyder, at der her ikke findes turister, kun nye venner, man endnu ikke har mødt!


Måske er hukommelsen ikke den bedste, men det er vist umiddelbart længere siden end sidste sommer, at vi har budt tyske turister velkommen til Nykøbing og spurgt, om der var noget, vi kunne hjælpe med?
I Danmark sker sådan noget så sjældent, at folk tror, man har skumle bagtanker eller er socialt tilbagestående, hvis man går og hilser på hinanden. Men det er sgu rart at opleve, og man bliver så dejlig glad!

Alt her på Yap handler om respekt for hinanden og det er noget, som folk går meget højt op i. Kvinderne har enten saronger eller lange shorts på, da det er disrespektfuldt at vise bare det mindste af sine lår. Til gengæld går de gerne med ”kasserne” frit svingene – også på en tur rundt i Colonia for at handle!


Når vi bevæger os rundt i de små landsbyer uden for hovedstaden, forventes det at vi, lige som alle andre ”fremmede”, går rundt med en grøn gren i hånden, da dette signalerer respekt for de folk, som bor i landsbyen, og at vi kommer med fred og gode hensigter. Alle steder vi kommer frem, skal vi spørge om tilladelse til at opholde os i deres landsby, gå på vejen, tage billeder etc. Alt jorden her på Yap er nemlig privatejet. Men vi får altid et positivt svar!


Nå ja, så er der lige en lille kuriositet omkring de yapesiske mænd. De går nærmest uden undtagelse rundt med en lille flettet håndtaske under armen. Det ser umiddelbart lidt ”fesent” ud, men det er sikkert den smarteste måde at medbringe alle deres fornødenheder på, så som bilnøgler, penge og selvfølgelig en stor pose betelnødder, peberblade og kalkstenspulver. Og så erstatter den flettede håndtaske det grønne blad, hvis man skulle komme ud på fremmed grund – meget praktisk alt sammen.

Her får I lige et par billeder af vores hyggelige hytte på ”Pathways Hotel” – til under halvdelen af normalprisen.

 

 

Island of Stone Money


Ud over djævlerokker er Yap også kendt for øens stenpenge. Det lyder nærmest for mærkeligt til at være sandt, men her på Yap findes verdens største og tungeste penge – helt op til 4 tons pr. stk.!

Alle stenpengene er lavet på Palau ud af kalksten. Yapeserne sejlede til Palau, huggede en ”mønt” ud af sten med datidens redskaber og forsøgte at sejle den retur til Yap. Når vi skriver ”forsøgte”, så er det fordi mange af de små primitive flåder, som de fragtede stenpengene på, gik ned med mand og mus. Det er også den altovervejende grund til, at pengene er blevet så værdifulde.


Rundt omkring i landsbyerne står disse penge stadig i en såkaldt ”sten-bank”. Indbyggerne i landsbyen ved selv, hvem der ejer hvilke penge, og hvad de er værd. I tilfælde af, at pengene benyttes som betaling, flyttes de ikke fysisk. Nu ved alle bare, at det er en anden, der ejer dem.

Der er rigtigt mange stenpenge rundt omkring på Yap. Men efter at kaptajn O’Keefe og efter ham flere andre kom til øen med store skibe, så blev det lettere for folk at anskaffe sig stenpenge fra Palau. Disse penge var dog ikke kommet til øen via en farefuld færd, og havde derfor ikke samme høje værdi som tidligere.

lørdag den 19. februar 2011

Djævlerokker

Et af hovedformålene med at tage til Yap har fra starten været at dykke med djævlerokker – eller på udenlandsk ”Manta rays”.

Nu er det jo ikke en zoologisk have, vi skulle dykke i, så der gives ingen garantier for at møde havets flydere. Men lad det være sagt med det samme. Vi er glade for, at det er de lokale hotelværter, der skuffer – og ikke dyrene under overfladen! Oplevelsen blev en af de store.

Hvis mødet med disse store ”flyvende tæpper” skulle have været mere eventyrligt, så skulle Hodja have siddet på ryggen af en af dem!

At ligge i venteposition kun med lyden af hinandens vejrtrækning til at forstyrre stilheden, og så pludselig få godt 4 meters vingefang glidende henover sig, så bliver det ikke meget større under havet!

I pausen imellem de to dyk fik vi valget imellem at dykke med djævlerokkerne igen eller tage hen og lede efter små mærkelige skabninger på et såkaldt makrodyk. Gæt selv, hvad vi valgte!

Og anden gang var det endnu bedre, fordi vi nærmest konstant havde selskab af to rokker, der på skift svømmede ind over hovederne på os.


Så der er vist kun tilbage at sige tak for julegaven til Else og Finn!


onsdag den 16. februar 2011

Yap, Mikronesien

Vi havde igen forsøgt os med en hotelreservation på det absolut billigste hotel, vi kunne opstøve. Selvfølgelig havde vi også denne gang bestilt afhentning i lufthavnen – især fordi vi skulle lande kl. 4 om morgenen.

Nu ville skæbnen så, at skuffelserne skulle indtræffe på stribe herfra. For det første må den unge mø med bastskørtet og de bare bryster, som Rasmus havde set frem til at blive budt velkommen af i lufthavnen, have sovet over sig – hun var der i hvert fald ikke. Men hvad der var næsten lige så slemt, så blev vi heller ikke på denne ø hentet i lufthavnen.


Vi fik dog også her et lift ind imod hovedbyen Colonia, hvor den flinke dame med den røde mund uden held forsøgte at ringe vores hotelvært op. (Nu inden nogen af jer gutter derhjemme begynder at fantasere om solbrune damer med røde læber, så skylder vi måske lige at indsparke, at der i stedet er tale om, at folk her er røde i og omkring hele munden, fordi de konstant går rundt og tygger betelnød, der give en mild rus – så desværre drenge!)


Til gengæld endte hun med at tilbyde os et værelse til under halv pris. Vi fik en seng og så kunne vi snakke mere om værelser og priser, når vi havde sovet.


Op ad formiddagen fik vi så lavet en aftale om at blive på hotellet men flytte over i en større hytte med altan og udsigt over vandet. Selvfølgelig stadig til under halv pris af, hvad den japaner, vi ankom sammen med, betaler. Det er åbenbart ikke højsæson på Yap lige nu, så det er købers marked!


Flere af de lokale siger faktisk, at der ikke længere kommer så mange turister som tidligere, hvad det så end skyldes?

lørdag den 12. februar 2011

Palau – for enden af regnbuen

Næste stop på rejsen var østaten Palau i Stillehavet, som er kendt for noget af verdens absolut bedste dykning.




Nu er vi jo nok ikke umiddelbart kendte for nødvendigvis at gøre tingene på den nemmeste måde, men da vi først landede med flyveren fra Manila kl. 02.00, havde vi alligevel besluttet at bestille et hotelværelse (det billigste vi kunne finde) samt gratis afhentning i lufthavnen, så vi hurtigst muligt kunne glide i seng. En mand ville tage imod os i ankomsthallen med et skilt med vores navne på – slet ikke vores stil, men vi skal jo også udfordre os selv ind imellem.

Under den næsten 3 timer lange flyvetur til Palau mødte vi Wolf og Viv – et tysk/britisk par et sted i 60’erne, som på denne rejse bl.a. skal besøge 3 af de 9 sidste lande på kloden, som de endnu ikke har betrådt. Respekt! De havde ingen hotelreservation, så vi fortalte dem om vores billige sted til 40 US$, mens de fleste hoteller/resorts på Palau gladelig tager 200 US$ i døgnet og opefter. De besluttede derfor at tage med vores lift og bo det samme sted som os.

Men som I måske allerede har gættet, så blev vi ikke mødt af vores egne navne på et skilt i lufthavnen (det ville da også have været for nemt), og da de fleste andre turister efterhånden var blevet afhentet af deres resorts, fik vi et ”tilbud” om at kører med en anden gruppe for 10 US$ pr. person – Wolf fik det dog pruttet ned til 30 $ ”fordi vi var en gruppe” – som han sagde. Det var selvfølgelig en mulighed – men også en dyr mulighed! 
 
Men pludselig fik Anne Marie tilbud om et gratis lift ind til byen, af en mand fra en af de mange dykkershops. Den hoppede vi hurtigt på, mens ham med de 30 $ bandede og svovlede.
Pga lidt navneproblemer med vores hotel, blev vi sat af det forkerte sted… så nu kl. 3 om natten fik vi lige en lille spadseretur oven i hatten. Da vi så nåede frem til det RIGTIGE hotel var det fuldstændig lukket ned og helt mørkt. I receptionsvinduet hang der et skilt med teksten: ”Closed. Please call again” – men der var selvfølgelig ikke noget telefonnummer – og derudover har vi overhovedet intet net på vores mobiler herude.

I forlængelse af receptionen var der et bageri, som selvfølgelig allerede var i gang med dagens dont, så de fik fat i en mand, som vækkede en noget forvirret og søvnig kvinde, som undrede sig over, at vi stod der nu midt om natten – ja, hun havde da godt hørt fra sin manager, at der skulle være en hotelreservation, men ikke hvornår og ikke, at vi skulle hentes i lufthavnen og nu var vi jo pludselig fire og bla, bla, bla… så sådan endte det med, at vi alligevel først kom i seng ved 4-tiden.

En af de første dage lejede vi en bil sammen med Wolf og Viv
og kørte det meste af Palau rundt. Palau består af mange små øer, men de største og nordligste er forbundet med broer, så det er nemt at komme rundt. Vi så bl.a. statens ældste mande-langhus, en smukt dekoreret udhulet kano og nogle stenmonolitter.




Vi spiste frokost på en lille hyggelig restaurant, hvorfra der var den skønneste udsigt over havet.




Dagen efter var vi på kajaktur imellem nogle af de ca. 275 ”sten-øer”, som er Palaus varemærke. Sammen med 6 andre tilbragte vi en overskyet dag på havet, hvilket var rigtig godt for Rasmus’ manglende ”solbrændthed” men også lidt ærgerligt for farverne på vores fotos.




Vi havde en super god dag og fik også snorklet lidt ind imellem. Så nu er vi bare endnu mere spændte på at få dykket, når vi om en uges tid kommer tilbage til Palau. Vi skal nemlig lige et smut omkring øen Yap, som er en del af østaten Mikronesien.






Smokey Mountains

I Manila arbejder Trina for NGO’en WE International, som hjælper familier - og især børn, som bor og lever under usle forhold på en losseplads ved Manila Bay.

Vi besøgte lossepladsen for 1½ år siden og var meget spændte på at komme tilbage og se, hvad der var sket, mens vi havde været væk.




Samtidig havde vi også næsten 1000 kr. med fra indskolingen på Møllebakkeskolen, som de sidste to år har støttet netop Smokey Mountains ved at løbe omgange rundt om skolen på motionsdagen i oktober. Hvert år er der fundet en sponsor, som har givet enten en eller to kroner pr. runde. I forbindelse med motionsdagen, har Anne Marie givet eleverne i 0. til 3. klasse en præsentation og vist billeder fra vores sidste besøg på lossepladsen. Derved har eleverne fået et lille indblik i, hvordan børn på den anden side af jorden også kan bo. Det har været et meget givende projekt, hvor Møllebakkeskolens elever har været meget interesserede og spørgende.



Sidste gang vi var på besøg på lossepladsen, var der en meget slidt ”vuggestue”, hvor frivillige hver dag kom og passede nogle af lossepladsens babyer, så deres forældre kunne arbejde i affaldet uden at skulle have deres børn med. I mellemtiden er der, ved hjælp af søsterorganisationen Young Focus blevet bygget en ny, flot og farverig vuggestue, så det var rigtig dejligt at se.





I den gamle slidte bygning er der nu i stedet blevet oprettet en skole med navnet LOVE2LEARN (hvilket selvfølgelig varmer to gamle skolelæreres hjerter). Her har ca. 45 børn i alderen 5 til 13 år fra lossepladsen, som enten aldrig har gået i skole, eller som af en eller anden grund er droppet ud af skolen, mulighed for at få basisundervisning. Målet er, at de, når de er klar til det, skal sluses over i en almindelig folkeskole uden for lossepladsen.





Normalt er der undervisning 5 dage om ugen tirsdag til lørdag, men da vi kom en mandag, havde lærerne åbnet skolen specielt for os og eleverne kom gladelig i skole iført skoleuniformer på deres fridag!





Ud over at høre historie, tegne og skrive var der også tandbørstning på skoleskemaet! Da skolen blev oprettet, fandt lærerne hurtigt ud af, at flertallet af børnene aldrig havde haft en tandbørste i hånden før. Tandbørster og tandpasta blev hurtigt indkøbt for donorpenge, og nu er det simpelthen en fast del af skoledagen.





For nyligt var de yngste klasser også på deres første skoleudflugt, som gik til McDonald’s – noget ingen af dem havde prøvet før. Selvfølgelig var det en stor oplevelse for dem at spise burgere og pomfritter, men det, de var mest optagede af, var sæbeautomaten og den automatiske håndtørrer. Samtidig måtte lærerne også ”mane til ro”, da eleverne pludselig opdagede hvor meget ”guld” i form af god plastic, skraldespandene indeholdt. Det havde været en meget stor og begivenhedsdag for både børn og voksne!


Manila – Home sweet home.

Vi landede i Manila på det gudsjammerlige tidspunkt kl. 5 om morgenen, tog en taxa til Makati, kørte med elevatoren op til 25. etage i Easton Place, ringede på, blev lukket ind af hushjælpen og gled lige ind og på hovedet i seng uden at vække Trina og Nick.


Trina er Anne Maries veninde fra CISV, og vi boede også hos hende, da vi var i Filippinerne i sommeren 2009. Den gang var Nick ikke hjemme, da han var i Europa for at købe en ny flyvemaskine til luftfartselskabet SEAIR, som han er medejer af.


Den første dag i Manila lavede vi ikke andet end at spise og sove – og i Filippinerne har de meget belejligt et ordsprog, der lyder noget i retningen af ”at leve livet som grisene – spise og sove, spise og sove” så det var det, vi efter bedste evne forsøgte at efterleve.


Vi fik et længe ventet måltid mad på People’s Palace – Anne Maries yndlings restaurant i Manila, som serverer uovertruffen thaimad! Da vi havde spist, sad vi bare og smilede og følte velvære. Bare det at få forskellige retter, der smagte af noget og samtidig smagte forskelligt, var en helt ny fornemmelse.

Tilbage til Yangon og Kuala Lumpur

Efter sygdom og diverse natbusser besluttede vi at undlade den 18 timer lange bustur fra Nyaung Shwe til Yangon – i stedet ofrede vi lidt ekstra dollars og fløj turen på 45 minutter med Air Bagan inc. sandwich, kage og cola. Så nemt kan det gøres!

Tilbage i Yangon flyttede vi ind på det samme Guest House, spiste på de samme indiske restauranter og gik igen rundt i de samme gader og kiggede på menneskemylderet.


Vi brugte også en halv dag sammen med vores kollega Winnies kusine, Pernille. Hendes mand er i øjeblikket udsendt for Folkekirkens Nødhjælp, og de er derfor flyttet til Yagon med deres to børn. Det var super hyggeligt at møde hende, høre om deres liv her i Myanmar (og Cambodia og Etiopien) og få lidt andre perspektiver på dette relativt lukkede land.


Og så var det ellers tilbage til Kuala Lumpur, hvor vi kun havde godt 24 timer, men hvor vi alligevel nåede at runde McD 4 gange, samtidig med at vi fulgte op på alverdens ting på internettet, som vi jo havde haft meget begrænset adgang til de sidste 3 uger i Myanmar.

fredag den 4. februar 2011

Inle-søen

Og så var det desværre blevet tid til endnu en natbus… denne gang slap vi for buddhistiske bønner og popmusik – til gengæld fik vi fornøjelsen af første del af en total åndssvag og urealistisk amerikansk serie og et par timer med Myanmars svar på Linje 3. Jep, så heldige var vi nemlig!

Denne gang skulle vi desværre ikke køre på den gode vej fra hovedstaden – til gengæld var vi ude i bjergrige områder med hårnålesving, hvor der kun var en vejbane – til tider med en stribe asfalt. Det betød, at hver gang vi mødte en modkørende (hvilket nærmest skete hele tiden), skulle den ene trække ud i rabatten og holde helt stille, mens den anden kørte meget langsomt forbi. Det er ikke underligt, at al transport i dette land tager lang tid. Vi mener faktisk aldrig før at have rejst i et land med så dårlige veje som her.

Lidt over midnat sang Anne Marie fødselsdagssang for Rasmus, som altså begyndte sin fødselsdag i en natbus fra Mandalay. Og igen på denne tur blev vi vækket kl. godt 4 for at stå ud af bussen til en masse hoveder, som ville kører os til et hotel - og belært af tidligere fejl havde vi rent faktisk denne gang bestilt værelse på et hotel, så vi ikke skulle flække rundt midt om natten og lede efter et sted.

Efter nogle timers søvn stod vi op til den hyggelige by Nyaung Shwe, som ligger tæt på Inle-søen. Vi besøgte byens marked og så, hvordan folk fra de nærliggende bjergstammer kommer ned for at sælge deres afgrøder. Også her var folk virkelig venlige, og flere stillede gerne op til et lille portrætfoto.




Vi besluttede hurtigt at slå os ned her i nogle dage, da vi stadig var halvsyge med hoste, snot og ondt i halsen. Og det endte da også med en tur til lægen – ingen rejse ville jo for os være fuldendt, hvis ikke mindst en af os havde været forbi doktoren… og da vi efter 7 dage stadig ikke var kommet over forkølelsen, var det vist på tide at gøre noget drastisk ved det.

Den lille lægeklinik var i vores øjne et halvgammelt skur, hvor patienterne sad på række på en bænk og ventede på deres tur. En ung sygeplejerske, som så ud til at kede sig det meste af tiden, forberedte nogle kæmpe hestesprøjter ved at slå toppen af ampullerne af med en saks, suge indholdet op i sprøjterne, trykke en stor stråle ud af nålen og smide emballagen ud ad vinduet. Vi var noget nysgerrige for at vide, hvor stor skrammelbunken var uden for vinduet – og om den nogen sinde blev fjernet?

Da det blev Anne Maries tur viste det sig, at lægen var utrolig flink og talte et udmærket engelsk. Han tog blodtryk, lyttede på lungerne mv. og afsagde sin ”dom”: forkølelse, infektion i de øvre luftveje, bronkitis og streptokokker – sådan! Mindre kunne ikke gøre det. Anne Marie fik udleveret fire forskellige tabletter og blev beordret hvile, men slap heldigvis for den store sprøjte ;-) Og når vi nu var der, blev vi enige om, at Rasmus da også ligeså godt kunne blive undersøgt. Han slap med to forskellige tabletter.

Da Anne Marie nu havde fået udgangsforbud fra hotellet, tog Rasmus en bådtur på Inle-søen med tyske Murat og italienske Fabio. Det blev den helt store turist-tur til at begynde med, men bådsmanden fik hurtigt besked på, at workshops og markeder ikke lige var sagen. Så da han havde fået sine ”lucky tickets” ved at tage os turister hen til tre ”fælder”, faldt han til ro og begyndte at vise det, som i vores øjne er interessant, nemlig livet på søen. Da Anne Marie et par dage efter også kom med på sejltur, havde vi fortalt bådsmanden, at der ikke blev nogen ”lucky tickets” den dag.


Det var spændende at opleve, hvordan man selv i et lille samfund som dette kunne se, hvilket område af søen, der var ”Hellerup”, og hvad der var ”Nakskov”.


Men på trods af forskellen i husstørrelserne, så var der ikke stor forskel i ”vognparken”, hvor alle benyttede de samme to slags smalle både med eller uden motor. Om nogen af dem var nyere årgange end andre, var ikke til at se, da de alle var tjæret godt til.



Ud over at se, hvordan folk lever på søen, så er det også sjovt at se deres roteknikker. De lokale fiskere har udviklet en teknik, hvor de står i agterstavnen af båden med en hånd på åren og samtidig et ben ”viklet” omkring den. Så står de ellers på et ben, og med et godt vrid i hoften, et benspark og et tryk med hånden får de lavet et kraftfuldt åretag, samtidig med at de har en hånd og ofte et par fingre fri til at sætte garn mm.


En anden teknik er, at de benytter sig af store bambusrør, som de slår ned i vandet med fuld power, og så bruger de den kraft til at føre røret igennem vandet, som når man padler. Formålet med teknikken er at skræmme fiskene hen i de udsatte net.


Ud over at søen forsyner hele området med fisk, så har man også anlagt flydende haver på den, hvor man producerer tomater og agurker i et kæmpe omfang.

Et buddhistisk tempel bygget midt ude i søen er blevet en kæmpe turistattraktion, da munkene her opdrætter katte, som kan hoppe?! Vi var noget forundrede over, hvad det havde med buddhisme – eller med noget andet at gøre, og efter besøget må vi sige, at vi ikke er blevet klogere… da vi ankom til templet lå kattene mest og sov mens ca. 10 turister gik rundt og tog billeder af dem. For os at se kunne de lige så godt have taget billede af naboens kat derhjemme. Efter vi havde gået en tur blandt en masse souvenirboder begyndte der pludselig at ske noget. En ung fyr tog en metalring frem og kaldte kattene hen til sig. Han lokkede dem med kattemad og de hoppede på skift ca. 30 cm. op i luften og gennem ringen – wow! Så Thomas, nu kan du godt komme i gang med at træne Walter og Funder, så de er flyvende til næste gang, vi kommer forbi.


På vejen hjem så vi det, som vi faktisk var kommet for at se - de flotteste silhuetter af fiskerne i solnedgangens skær.






Mandalay

Oven på natbussen fra Yangon til Bagan tænkte vi, at det kunne være godt med lidt afveksling. Vi havde derfor i stedet bestilt en færgetur i dagslys på Ayeyarwady-floden.

På hotellet fortalte de, at turen ville tage ca. 7 timer. Så vi regnede med, at vi kunne klare os med det vand og de kiks m.m., som vi havde tilbage fra busturen. Da vi så mødte op ved færgen kl. 04.45 næste morgen, spurgte vi forsigtigt til den forventede ankomsttid til Mandalay. Omkring kl. 18.00 – lød svaret! Altså næsten en fordobling af det forventede. Så vi var endnu engang spændte på, hvor mange timer turen reelt ville ende med at tage.

I salonen kunne der sidde ca. 100 mennesker – vi var 6 turister og to burmesere, men så havde vi da plads nok til at brede os på. Som selskab om bord på båden havde vi også en lille mus, som løb rundt mellem vores tasker.



Vi havde glædet os til at se livet på og langs med floden. Men det viste sig desværre meget begrænset, hvad der var at se ud over brunt vand og en lille bambushytte på bredden i ny og næ. Så godt 13 timer senere var vi glade for igen at have fast grund under fødderne.

Vi delte en ”blå taxa” med to tyske piger ind til Mandalay by. En ”blå taxa” er en meget lille japanskproduceret Mazda B600 fra 1950’erne med overdækket lad og to bænke. I kabinen er der plads til føreren og en person mere, hvis bare den ene altså ikke er europæer eller over 160 cm. Bagi kan der sidde fire europæere – eller otte burmesere.


Vores tid i Mandalay startede lidt uheldigt. Vi havde begge fået ondt i halsen og ind i mellem lidt feber, så den første dag gik faktisk bare med at ligge i sengen og finde lidt mad, som vi havde lyst til at spise. Her i Myanmar er det meget koldere end vi havde regnet med og samtidig er der utrolig kold air condition i natbusserne, så det er nok det, der har fået os ned med nakken.

Dagen efter delte vi igen en ”blå taxa” med de to tyske piger og kørte på en dagstur ud af Mandalay. Vi besøgte Amarapura, hvor vi så ca. 1200 munke, novicer og nonner spise i tavshed.


Vi besøgte også klosterets skole for børn, som ikke har råd til at gå i en "almindelig" skole og derfor bliver undervist gratis af munkene. Vi må sige, at vi er lidt skeptiske over for de pædagogiske principper...


Derefter besøgte vi den 1170 meter lange og berømt teaktræsbro U Bein, som vi først gik over (den var noget vakkelvorn til tider) og siden sejlede under.



Så gik turen til Inwa, hvor vi egentlig var kommet for at se et teaktræskloster og et skævt klokketårn, men vi syntes, at landskabet var den største og bedste attraktion. Her var flotte grønne rismarker med guldkupler i baggrunden og folk, der gik og arbejdede i markerne.

Til sidst besøgte vi Sagaing, hvor man kunne kravle op ad et bjerg og nyde udsigten over området. Da vi nåede tilbage til Mandalay var vi MEGET støvede af at have siddet på ladet af en pick up hele dagen.

Den næste dag tog vi selv en halvdagstur til byen Mingun, som er kendt for et stort tempel, som aldrig blev færdigbygget, da bygherren døde – hvilket jo ikke i sig selv er noget ekstraordinært. Men i 1838 blev området ramt af et stort jordskælv, som flækkede templet i flere dele, og det er det, som man nu kan komme og se ved at gå rundt om templet og kravle op på det – her er det så bare man ønsker, at det næste jordskælv ikke rammer mens man er deroppe!

“Balloons over Bagan”

Vi havde regnet med, at vi skulle til Bagan sidst på Myanmar-turen, og vi havde læst, at det i Bagan skulle være muligt at komme op og flyve i varmluftballon over templerne. Det lød som en stor oplevelse. Vi regnede derfor med, at vi til den tid ville have et overblik over vores dollar-situation, hvilket så kunne afgøre, om det økonomisk kunne lade sig gøre.
Nu blev det grundet diverse omstændigheder i stedet først på turen. Men da Rasmus på forskud fik ballonturen i fødselsdagsgave af Anne Marie, mor og far, så var der ingen vej tilbage – dollars eller ikke dollars. Vi bestilte turen og glædede os begge som små børn.


Turen skulle vise sig at blive en lige så stor oplevelse som forventet og med en helt ubeskrivelig udsigt. Vi startede lidt i 7 om morgenen imens solen var ved at stå op. Det varme morgenlys på de gamle templer, imens vi næsten lydløst gled hen over landskabet, var helt fantastisk. De 50 minutter gik alt for hurtigt. Men med både kameraets og det indre hukommelseskort fyldt helt op var det alligevel en dejlig fornemmelse igen at stå på jorden – en kæmpe oplevelse rigere. Lidt morgenmad og et glas champagne, da vi kom ned, var en ringe trøst for eventyrets afslutning!

Bagan

Efter godt 4 timers søvn stod vi op til endnu køligere luft end i Yangon (og der var det i forvejen køligt) og udsigten til en hel dag i en hestevogn for at køre rundt mellem alle de templer, som Bagan er så kendt for. Over 2000 større og mindre templer er spredt ud over et område på godt 25 km2. Templerne er bygget i løbet af tre forskellige perioder mellem ca. 850 og 1300-tallet.


For at komme rundt på sandvejene mellem alle templerne har man mulighed for at leje cykler eller hestevogn – men efter en nat i en bus og 4 timer på en skummadras var vi ikke i tvivl om, at hestevogn var det helt rigtige for os. Nu lyder det jo som det rene driver-liv, men vi blev dog klogere i løbet af dagen. Man rystes godt igennem og bliver rimelig øm efter 8 timer på hullede veje i en hestevogn, især når man ikke er vant til det!

Vi havde hyret den samme fyr, som vi også kørte med om natten, og han sørgede for, at vi fik set nogle af Bagans største attraktioner. Der var templer med kæmpe store Buddha-statuer, andre med gamle vægmalerier, men de templer, vi syntes allerbedst om, var dem, man kunne kravle op på og kigge ud over området og se toppene af mange af de andre templer. Det var virkelig et flot syn.



Vi endte dagen på et tempel med fladt tag, hvorfra vi kunne nyde en utrolig flot solnedgang – og der mødte vi tilfældigt Birgitte og Erik fra Skovlunde, som fortalte om det udmærkede hotel Golden Express, som vi dagen efter flyttet hen på. For 6 dollars ekstra fik vi nu en skøn swimmingpool med liggestole-område og en dejlig morgenmadsbuffet i haven. En dame stegte pandekager eller lavede omelet og røræg alt efter hvad du ønskede – se det er livet!


Nu kan det godt være, at du ind imellem bliver irriteret, når HT bussen er stuvende fuld - men i Myanmar kommer de for alvor hinanden ved og tager det med rigtig godt humør. Det kunne vi andre måske lære lidt af...

Bustur til Bagan

Natbus fra Yangon til Bagan! Ikke lige vores foretrukne, men der var ikke rigtig så mange alternativer i en fornuftig prisklasse. Bussen afgik planmæssigt 17.30, men vi kunne ikke rigtig finde ud af, hvor mange timer det helt præcist ville tage at køre til Bagan. Vores guidebog sagde 16 timer(!), men da der er anlagt en ny, moderne vej til hovedstaden Nay Pyi Taw håbede vi på, at det ville være med til at forkorte turen betragteligt. Ud over os var der fem andre turister med bussen – og så selvfølgelig en masse burmesere.

Undervejs blev vi underholdt af en stor fladskærm, som først viste buddhistiske bønner med karaoke-undertekster i tre kvarter, derefter burmesisk popmusikvideoer og til sidst burmesiske ”novelas”(sæbeopera) – hvor heldig har man lov at være?
Undervejs stoppede vi to steder – første gang for at spise, anden gang for at få udleveret tandbørste, tandpasta og vådserviet. Værs’ go’ at børste – og så var vi klar til natten.

Vi blev pludselig vækket ved 4-tiden og fandt ud af, at vi var fremme efter kun 10½ time. –Utroligt hvad konstruktionen af denne ”jyske motorvej”(3 spor i hver retning og nærmest ingen biler) kan spare af tid!

Udenfor bussen blev vi mødt af ca. 10 hoveder, som alle spurgte, hvor vi skulle hen, og om vi ville køre med dem. Vi var jo noget fortumlede og skulle også have fat i vores bagage, men til sidst fulgte vi efter en ung fyr hen til hans taxa – som viste sig at være en hestevogn! Så kl. 4 om morgenen var det ellers op i vognen med bagagen og to trætte danskere og så hyp, hyp.

På første hotel meldte de om ”alt optaget”, på andet hotel det samme, 3. hotel…, 4. hotel…, 5. … Endelig det sjette sted havde vi heldet med os, og så var det ellers om at komme i seng og få et par timers søvn.

Myanmar/Burma

Vi må nok lige give lidt information om dette særlige land, inden vi fortæller om vores oplevelser her.

Grunden til at landet har to navne er, at briterne under kolonitiden navngav landet Burma efter den største etniske befolkningsgruppe i landet (barma-folket), men efter at landet igen blev selvstændigt, fik det sit oprindelige navn tilbage, Myanmar. Lokalbefolkningen kalder det således igen for Myanmar, mens en del turister stadig siger Burma. På samme måde er det også med millionbyen Yangon, som under briterne hed Rangoon, men nu igen hedder Yangon.



Myanmar har haft en noget broget og blodig historie med få stabile perioder. Også i dag bliver landet styret af en militærjunta, som holder befolkningen i et jerngreb. Demokrati og fri presse er en ”by i Rusland”. Demonstrationer bliver der slået hårdt ned på. Folk vogter på hinanden, og ingen tør udtale sig åbenlyst om styret eller hvad der sker rundt omkring i landet – i hvert fald ikke til os, fordi styret har spioner ude overalt.

Som turister mærker vi det ikke sådan umiddelbart, men går vi på internettet, er det umuligt for os at bruge f.eks. Yahoo, Hotmail og andre lignende sider - hvis man da ikke lige kender ”smutvejene” rundt om blokeringerne. Ja, som et hvert andet sted, hvor der sættes begrænsninger op, så er der folk, som finder ud af at nedbryde dem!

En anden pudsig ting her i landet er, at der ikke findes nogle hæveautomater og det er umuligt at hæve penge i banken eller betale med kreditkort på hoteller og restauranter. Det betyder, at når man rejser ind i Myanmar, skal man have ALLE de penge med, som man har tænkt sig at spendere under sit ophold, i funklende nye dollar eller Euro sedler. Og da vi jo ikke har været her før, og derfor ikke helt kender prisniveauet, har det været lidt af et hovedbrud at finde ud af, hvor mange penge vi skulle hæve og veksle til dollars.

For at tingene ikke skal glide alt for let, så kører man i Myanmar, lidt som i Cuba, med to forskellige valutaer – dollars og kyat. Så vi skulle selvfølgelig have vekslet nogle af vores dollars til lokalvalutaen. Når vi har fulgt ”kursen” hjemmefra, så har man kunne få ca. 1000 kyat for en dollar. Men da vi undersøgte det i Kuala Lumpur, var den nede på 800. Altså et fald på 20%. Det er meget – især for en nærig matematiklærer. Så nu gjaldt det så om at få en kurs så tæt på de 800. Det skulle man tro var ret lige til. Men hvis man går i banken eller til andre officielle vekselsteder under kontrol af juntaen, så får man den officielle kurs på mellem 5 og 6 kyat for sin dollar! (Ja, du læste rigtigt!) Så vi måtte som alle andre turister ud på det sorte marked.

Vores hotel ville give kurs 750. Men det måtte kunne gøres bedre, så vi gik på vekseljagt. Der gik da heller ikke andet end en times tid, så havde en lille lokal pige fået øje på os og spurgt, om vi skulle have vekslet. Hun ville give kurs 900. Det lød jo nærmest for godt til at være sandt. Men måske var dette vores ”lucky day”?

Hun gik med tilbage til hotellet og ventede udenfor. Så kom vi ud med 300 sprit nye dollars. Og rundt om hjørnet kom hendes to ”fætre” med lokalpengene. Vi gik lidt hen ad vejen, hvorefter den ene begyndte at tælle pengene, der var pænt bundtede. Alt så ud til at være i den skønneste orden, men matematiklæreren ville nu alligevel gerne lige selv have lov til at tælle efter, om der nu var de 100.000 kyat i bunken, som lige var blevet talt. Fætrene var ikke meget for at give bunken fra sig. Og ved eftertællingen blev det hurtigt klart hvorfor!

Til sidst stod Rasmus med en kæmpe stak, der var mindst dobbelt så stor som den oprindelige, og der var stadig kun 90.000 i den. Da de 90.000 var talt op, tilbød makkeren at holde pengene, imens næste bunke blev talt. Men Anne Marie opdagede hurtigt, hvor fingernemt han med én hånd både holdt bunken og samtidig foldede halvdelen af sedlerne ind i hånden. Så til sidst endte vi med at droppe vores vekselaftale - endnu en gang belært om (næsten på den hårde måde), at når noget lyder for godt til at være sandt, så er det det som oftest!

Vi endte med at veksle på et af de store hoteller til kurs 800. Men det var vist bedre end at risikere flere studehandler! Vi har snakket med flere MEGET uheldige turister, som faldt for fristelsen til at veksle på gaden. Alle var de blevet overordentlig snydt!

I Yangon brugte vi halvanden dag på at gå rundt i gaderne og se på hverdagslivet. Det er en travl by, og der er nok at kigge på. Vi oplevede, at folk generelt er meget venlige og gerne vil i kontakt med os. De siger mest ”hej” og ”hvor kommer I fra” og så tænker de fleste noget over, hvor det nu lige er, at Danmark ligger.

Vi besøgte byens største turistattraktion og Myanmars helligste sted for buddhister; den overdådige Swedagon Paya. Det er et kæmpe sted og for at være sikre på at få set det vigtigste, betalte vi en guide for at vise os rundt – og de penge var vidst meget godt givet ud, da vi ellers ikke havde opdaget en tiendedel af alt det, som guiden fortalte og pegede ud for os.



Centrum af Yangon er opdelt i ”markedsgader”, hvor alle butikker sælger mere eller mindre de samme ting i hele gaden. Der er således ”malinggaden”, ”papirgaden”, ”ventilatorgaden”, ”grydegaden” osv. Vi har især forelsket os i ”madgaden”, hvor der sælges alt mellem himmel og jord af grøntsager, frugt, blomster, fisk og kød.


De fleste burmesere – både kvinder, mænd og børn, påfører sig hver morgen et gult barkudtræk i ansigtet. De gør det både fordi de synes, at det ser pænt ud, men også for at beskytte deres hud imod solen. Nogle af dem har bare en stribe på hver kind, andre er gule i hele hovedet, mens andre igen er malet flot og dekorativt.


Udtrykket ”at få kam til sit hår” har fået en helt ny betydning her i Myanmar. Det er nemlig højeste mode for kvinderne at sætte deres hår op med en plastikkam i stedet for et hårspænde, men så har man jo selvfølgelig også kammen med hele tiden, hvis man skulle få brug for den.