søndag den 20. marts 2011

Palawan

Efter ankomsten til El Nido fik vi et lille mørkt værelse, hvilket var noget af en forandring til det værre efter 4 skønne nætter med en frisk havbrise igennem myggenettet.

Inden vi nåede til nattesøvnen havde vi alle 6 fra båden plus vores to svenske venner fra Coron aftalt at spise middag sammen. Det blev et noget mærkeligt måltid, ikke så meget pga. maden, men fordi sms’er og beskeder på nettet væltede ind over os alle. Det gjorde tsunamien fra Japan heldigvis ikke! - Men vi var meget glade for, at så mange tænkte på os.


To dage i smukke El Nido gik hovedsageligt med at ligge og læse i en bog, mens vi nød den skønne udsigt over kalkstensbjergene og havet. Derefter rejste vi videre sammen med svenskerne Cecilia og Daniel. Rasmus havde hørt om en lille ø Cacnipa, hvor man kunne bo på Coconut Garden Island Resort. Vi boede der et par dage og nød det rene driverliv, men desværre var der sandfluer på stranden og ikke noget særligt at se på under havets overflade.


Derefter sejlede vi til Sabang, som er berømt for verdens længste flod, der løber under jorden. Vi må sige, at hvis man tidligere har set stalagmitter, stalaktitter og flagermus - ja, så er der her blot flere kilometer af den slags her i forhold til andre steder.


Men vi så nogle flotte monitor lizards.


Afslutningsvis brugte vi to dage i Puerto Princesa på et guest house hos en noget eksentrisk ældre englænder, der øjensynligt havde for få folk omkring sig at snakke med.

Selvom vi godt ved, at de 10 dage, vi har tilbage, er hvad normale mennesker bruger på deres ferierejse, så føler vi alligevel at turen synger på sidste vers, og at vi er på vej hjem. Vi har dog i sinde fortsat at lede med lys og lygte efter nye oplevelser!

fredag den 18. marts 2011

Paradis!

Nogle gange står sol, måne og stjerner helt rigtigt. Nogle gange er man heldigere end heldig. Nogle gange møder man bare de helt rigtige mennesker på det helt rigtige tidspunkt!

På vej til Coron havde vi et stop i Manila lufthavn i 6 timer. Vi sad tilfældigvis ved siden af Philipp og Charlotte fra Tyskland på en lufthavnscafe. De var også på vej til Coron, hvor de skulle mødes med to af deres venner Eva og Gerrit.

Philipp spurgte, om vi havde nogle planer for den kommende tid, og om vi havde hørt om Tao Expeditions. Vi kunne svare nej til begge dele – derfra gik tingene meget hurtigt. I løbet af 2 minutter havde vi kigget på Taos Philippines hjemmeside og besluttet at tage med tyskerne på 5 dage/4 nætters bådekspedion fra Coron til El Nido.

Det blev en uforglemmelig oplevelse!!!!!!
Og dermed også en af de oplevelser, som er rigtig svære at beskrive! Men lad os bare slå fast med det samme: på det gode skib Krisolo stod fire mand hele tiden klar til at tage sig rigtig godt af os: kaptajn, kok, guide og maskinmester. Bedre kan man simpelthen ikke få det!

Vi skulle sejle fra Coron på Busuanga til El Nido på Palawan – en strækning, som dagligt sejles af ”rutebåden” på godt 6-7 timer. Vi havde nu 5 hele dage til det og kunne derved nøjes med at sejle små strækninger ad gangen og havde samtidig mulighed for at stoppe og gå i land de mest utrolige steder undervejs.



Vi snorklede også hver dag. Flere steder foregik det hen over gamle skibsvrag og et enkelt sted var Anne Marie heldig at snorkle med en skildpadde, som kom rigtig tæt på.

Der blev også fisket –både med lang line under selve sejladsen og når vi lå for anker. Anne Marie vandt den interne ”europæiske” konkurrence med 9 fisk – besætningen kunne hun alligevel ikke hamle op med! Når dagens fangst var besigtiget, blev der lavet sashimi med soja/wasabi-dyppelse til. Der er altså ikke noget som at spise sine egne friskfangede fisk.



Ombord på båden var også to kajakker, som vi nogle gange benyttede som transportmiddel ind til helt uberørte hvide sandstrande, hvor vi gik ture, samlede strandskaller og så vilde aber.

Undervejs gik vi også i land ved små landsbyer for at snakke med lokalbefolkningen, spille basketball og lege med ungerne. Her købte vi frisk fisk og andet seafood, som blev tilberedt på båden.


Og maden om bord var et helt kapitel for sig! Hver morgen var der en ny slags morgenmad, og både til frokost og aften var der hver dag forskellige grillede fisk. Derudover også krabber, muslinger og blæksprutter, lækre grøntsager og frisk frugt. Og efter en god snorkeltur ventede der os snacks som f.eks. karamelliserede stegte bananer.

 


Når vi om eftermiddagen lagde til land sørgede besætningen hurtigt for, at der blev redt senge til os under myggenet og at der var frisk vand til at tage bad i. I mellemtiden havde vi mulighed for at gå på opdagelse på stranden eller tage et hvil i en hængekøje.

Herunder ser I tre af de steder, vi overnattede:

 

 


Om aftenen blev der lavet lejrbål, spillet ukulele (af mangel på en guitar) og drukket rom og cola, til vi alle faldt om af træthed, mætte af dagens oplevelser. Livet på disse kanter er til tider hårdt ;-)


Den mærkeligste oplevelse fik vi dog i en lille landsby, hvor Charlotte ville købe en is. Inden hun fik set sig om, stod hun med en lille abeunge i favnen. Dens mor var blevet fanget i en fælde og spist til aftensmad. Nu var ungen så alene tilbage. Men damen i butikken havde ikke råd til at blive ved med at give den mælk. Så vi fik aben med ombord på båden og afleverede den til ejerne af Tao, som lovede at tage sig rigtig godt af den.


Ja, oplevelser som disse er som sagt svære at beskrive, men vi håber, at billederne giver jer et lille indtryk af vores helt fantastiske tur.


Tak til alle som var med!

lørdag den 12. marts 2011

Coron, Busuanga

Efter Donsol brugte vi 5 dage i Coron, som ligger på øen Busuanga nord for Palawan. Om dagen slappede vi mest af og gik lidt rundt i byen, mens vi om aftenen hyggede med svenskere og tyskere og nogle overordentlige stærke rom og colaer, mens vi sang svenske skåleviser.

En af dagene havde svenskerne Daniel og Cecilia lejet en banca-båd for en dag, og de inviterede os med på island-hopping. De gik på markedet og købte ind til frokost, og så var vi ellers klar til en dag på havet. Først stoppede vi ved et skibsvrag, som lå så tæt på vandoverfladen, at man kunne snorkle hen over det. Derefter var vi inde i en lille lagune, hvor koldt og varmt vand mødes. Omgivelserne var super flotte med høje kalkstensformationer til alle sider. For at komme ind i lagunen, skulle man svømme gennem et lille hul.


Da det blev tid til frokost, ”parkerede” vi skuden på en lille strand, hvor vi var helt alene.


Vores bådsmænd diskede op med grillet fisk, kogte rejer, salat, friske mangoer – og desværre brændte ris.


Men bortset fra dem, var maden god og udsigten formidabel. Inden turen gik tilbage til Coron snorklede vi endnu en gang.

tirsdag den 1. marts 2011

Hvalhajer

Efter 2 nætter i Filippinernes hovedstad Manila fløj vi til Legazpi og kørte med bussen ned til den lille by Donsol. Siden 1998 har Donsol været stedet, hvor man nogle måneder om året har mulighed for at snorkle med verdens største fisk: hvalhajen! Hvalhajssæsonen løber fra februar til maj, men hvis man vil være sikker på at se dem, så skal man kigge forbi i marts eller april. Så det er jo helt perfekt timing!

Hvalhajer er fantastiske! De kan blive op til 20 meter lange og har hver deres mønster af streger og prikker på oversiden af kroppen. Man burde måske umiddelbart nære en hvis frygt for disse kæmpe fisk. Men pga. deres rolige bevægelser samt det faktum, at de kun spiser plankton, er de i stedet blevet en kæmpe turistattraktion. År efter år vender de tilbage til netop Donsol, da der her er en enorm koncentration af plankton i vandet.
Rasmus havde endnu en fødselsdagsgave til gode, så vi besluttede os for, at vi ville flotte os og tage ud to gange for at interagere med hvalhajerne.
Det kom vi ikke til at fortryde!

Første dag var vejret ikke med os. Det var gråvejr og regnede af og til. Men vi var alligevel heldige og kom til at svømme ved siden af to forskellige hvalhajer. Derfor tog vi en dag mere, der bød på solskin og endnu flere ture i vandet i kæmpernes nærvær.


Fra stranden sejlede vi ud i en ”banca” – en båd med to udriggere og motor. Om bord på båden var en styrmand, en ”hvalhajsspotter”, en hjælper og en guide. Derudover kunne der være op til 6 turister på hver båd.
Når spotteren så en mørk skygge i vandet, gjorde han tegn til guiden, som bad os om at gøre os klar. Snart sad vi spændte på siden af båden iført svømmefødder, snorkel og maske. Båden sejlede så tæt på kæmpen som muligt, og når guiden råbte ”jump”, hoppede vi alle hurtigt ned i vandet og fulgte guiden hen imod hvalhajen. De fleste gange anede vi ikke, hvor vi skulle kigge hen, da vandet var meget uklart pga. den store koncentration af plankton. Men pludselig pegede guiden ivrigt ned i vandet, og vi så en kæmpe hvalhaj lige under os. Derefter var det bare om at padle alt, hvad man kunne for at følge med fisken. Når man mistede dyret af syne eller simpelthen ikke havde flere kræfter til at svømme mere, blev man samlet op af båden. Men ikke længe efter sad vi igen klar til at hoppe i vandet til endnu en stor oplevelse.

Det lyder måske dumt, men man føler lidt, at man er i audiens hos disse fantastiske dyr, når man snorkler sammen med dem. Det er som om, at vi på trods af vores lidet yndefulde måde at bevæge os i vandet på, alligevel er på tålt ophold i kæmpernes univers.

Det er ret sikkert, at det er en af de oplevelser, man for evigt vil have med sig i bagagen.
Så en kæmpe tak for gaven til Ella, Lars og Signe B-)

De af jer, der tager jer tid til at se vores lille undervandsvideo, vil nu vide, hvorfor Rasmus nærer meget stor respekt for de undervandsfotografer, der kan svømme i fuld fart og alligevel stadig holde kameraet i ro samt vigtigst af alt holde fisken i billedet!