fredag den 3. august 2012

Hermosillo


Nu er vi kommet til Sonora: den stat, som Rasmus boede i for 21 år siden, da han gik et år i gymnasiet i Mexico (eller det er i hvert fald det, han påstår, at han lavede… ;-)

Først skulle vi besøge Rodolfo, en mexicansk udvekslingsstudent, som boede 4 måneder hos Else, Finn, Rasmus og Signe i Idestrup. Rasmus og Rodolfo kalder stadig hinanden for brødre – og folk kigger ind imellem lidt mærkeligt, når de to prøver på at overbevise dem om, at de rent faktisk ER rigtige brødre.

Rodolfo hentede os i lufthavnen med øl til Rasmus og kage til Anne Marie – han kender os vist lidt for godt!


Else og Finn, Signe og Lars og vi var alle til Rodolfo og Sivias bryllup her i Hermosillo for 6½ år siden, og det var en stor oplevelse. Men efter dengang, har vi ikke set dem – så der var sket meget siden sidst!

For det første har Rodolfo og Sivia fået to døtre Palomita og Sara.

 

De er flyttet ind i deres hus, som, sidst vi var her, stadig var under opførelse, og så har de startet et kagebageri op. På nuværende tidspunkt ejer de 4 kagebutikker, og alt deres tid går med at udvikle deres forretninger, som de i fremtiden håber, vil vokse yderligere.


Vi fik lov til at få en rundvisning i en af butikkerne og i produktionen, hvilket var meget interessant.

 


I weekenden kørte vi en tur op langs Rio de Sonora (Sonorafloden). Vi havde forventet at se endeløs ørken med enkelte grønne kaktusser, lige som de andre gange vi har været her. Men pga. at området har fået ekstra meget regn denne sommer, ja så var det hele meget grønt og smukt. På turen fik vi også en del små regnbyger, men det var blot dejligt, så det ikke var så varmt at køre.


Undervejs stoppede vi i små landsbyer for at spise, strække benene, se på byernes plazaer (torve) og kirker og for at smage på de forskellige byers specialiteter som f.eks. slik og is.



Sidst på eftermiddagen kom vi til Arizpe, hvor Silvias bedsteforældre bor, og hvor Silvias forældre, kusiner og onkel også ventede på os. Vi kom lige i rette tid for at blive bænket ved køkkenbordet til tacos de carne asada (madpandekager med grillet kød). Og vi blev igen mindet om, at de bedste tacos uden sammenligning fås i Sonora. Dem har vi virkelig savnet!

I løbet af eftermiddagen og aftenen blev der hygget, snakket og gået tur i Arizpe, som for over 200 år siden var hovedstad for staten Sonora. Nærmest ALLE dem, der bor i hele byen, er i familie med hinanden, og de kan alle føre deres rødder tilbage til to franskmænd, som engang bosatte sig her. Hen på aftenen blev vi også inviteret ind på byens museum, hvor vi fik en rask rundvisning af en meget energisk kvinde (som selvfølgelig også var i familie med Silvia).

Næste dag kørte vi tilbage til Hermosillo for igen at sove hos Silvia og Rodolfo. Her kom Rodolfos mor på besøg, og det var skønt også at gense hende og genopfriske minder fra Silvia og Rodolfos bryllup samt dengang vi besøgte hende i Navajoa for 9 år siden.

Den sidste dag vi var i Hermosillo viste termometeret 42 grader og vi må sige, at de temperaturer simpelthen ikke er for danskere! ”Men det bliver værre” siger de. ”Bare vent til slutningen af august. Der har vi nogle gange op til 50 grader!” Men da er vi heldigvis rejst hjem.

Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

mandag den 30. juli 2012

Cobá


Så blev det tid for endnu en mayaruin. Denne gang Cobá. Igen var det en gammel by, som ligger inde i ”junglen”. For at komme rundt betalte vi en mand for at køre os i cykeltaxa og det var rigtig skønt varmen taget i betragtning.


Cobá er ikke blevet restaureret så meget som f.eks. Chichén Itzá, hvilket giver den en hvis charme. Der gror træer oven på nogle af ruinerne og der er et stort fugle- og dyreliv, som man kan nyde samtidig med, at man ser på ruiner.


Vi så først en gammel mayakalender, hvorpå det spås, at jorden vil gå under d. 21. december 2012. Så det bliver lidt spændende at finde ud af, om de gamle indianere havde ret…

Og så besteg vi Yucatans højeste mayakonstruktion på 42 meter. Igen var der en flot udsigt med skov til alle sider.




Fra Cobá går der også en gammel mayasti bygget af sten, som hedder Den hvide vej. Den er 100 km lang og føre hele vejen til Chichén Itzá, som var datidens hovedstad. Ufatteligt hvad de har fået bygget og stablet på benene dengang for over 1000 år siden.



Og så har vi været endnu en tur i Akumal for at snorkle med havskildpadder. Vi kan bare ikke få nok!


 
Det er simpelthen så fedt, at man kan gå lige ud fra stranden og snorkle i roligt vand med de sødeste skildpadder, der bare ligger på bunden og tygger søgræs i sig, når de altså ikke lige skal en gang til overfladen efter luft.

Denne gang så vi omkring 15 skildpadder, men også 4 pilrokker, som vi synes er nogle rigtig seje dyr (og ja, det var sådan en, som dræbte Steve Irving!). Vi har tidligere snorklet med pilrokker i Belize, hvor vi var helt omgivet af dem, men her skal man ”gå lidt på jagt” for at finde dem, og det var super fedt.

Vi har allerede besluttet, at det IKKE er sidste gang, at vi har været på Yucatan – og i bussen hjem begyndte vi allerede at planlægge ruten til næste gang :-)

Til jer af jer, som godt kan tåle lidt flere skildpadder, så kommer der her dagens fangst inc. pilrokke og AM, som er ved at lære at dykke ned på bunden med svømmefødder på, så hun kan nærstudere skildpadderne. Læg også mærke til de seje sugefisk, som sidder på nogle af skildpaddernes skjolde.


 
 
Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.
 
 

torsdag den 26. juli 2012

Playa del Carmen


Så kom vi med ”hønsebussen” til Playa del Carmen. Altså den bus, som almindelige mexicanere tager, som stopper i alle små landsbyer og hvor man kan være heldig at dele sæde med en høne. Det blev dog ikke tilfældet for os, da vi steg på i sidste sekund og fik ståpladser hele vejen.

I Playa havde vi gået mindre end 100 skridt på hovedgaden inden vi var blevet tilbudt:

1. at købe marijuana
2. at blive fotograferet sammen med en løveunge!

Velkommen til det store turistcirkus!!! Vi kunne godt huske det fra sidst vi var her, men blev alligevel overvældede over, hvor massivt det er med sælgere, der råber efter os HELE tiden.

Så efter én tur op og ned ad hovedgaden sådan for gammelt venskabs skyld, er vi nu gledet ud i sidegaderne og har allerede fundet favorit-tacostedet.

Grunden til, at vi er taget til dette turistmekka er, at Rasmus, Morten og Olivia sidste gang var ude på et helt fantastisk skildpaddedyk. De plumpede i vandet, gled med strømmen og så en masse skildpadder undervejs. Anne Marie kunne desværre ikke komme med, da hun dengang ikke havde noget dykkercertifikat. Dette helt særlige dyk har ligget og rumlet i baghovedet i alle disse år og NU skulle det være. Vi bookede to dyk med Dive Mike – en dansker, som har slået sig ned her i Playa. Det kunne desværre ikke blive dagen efter, men først tre dage senere.

I ventetiden skulle der ligesom ske noget, og da Playa egentlig ikke er noget for os, begyndte Rasmus at se sig om efter alternative dagsture. Han læste om Akumalbugten og næste morgen hoppede vi på en colectivo – en slags minivan, som kører busservice med af og påstigning hele tiden.

Stranden i Akumal er super smuk, hvilket i sig selv ville være grund nok til at tage hertil, men den helt store attraktion er, at man kan snorkle med havskildpadder. På nettet var der alle mulige gode forslag om at købe en ”snorkelguide” for 150 kr./person, for lige som at være sikker på at få set noget. Men vi valgte den billige løsning og gik selv i fra stranden.

Inden der var gået et minut, havde Anne Marie set en kæmpe fisk, så vi fortsatte fremad. Inden for det næste minut så vi pludselig en stor mørk skygge (ja, det er de fleste skygger vel?), men det var en kæmpe havskildpadde, der bare svævede lige over havbunden og guffede søgræs i sig. Og vores tilstedeværelse så ikke ud til at kunne bekymre den mindre, så vi blev og nød synet af det fantastiske dyr.

I løbet af de næste 45 minutter stødte vi på den ene skildpadde efter den anden.

Da vi kom tilbage på stranden, spiste vi morgenmad, hvorefter vi tog 45 minutter mere med de blide kæmper.

Oven på de oplevelser blev vi enige om, at der ikke længere var behov for, at betale 1000 kr. for at få lov til at tage det famøse dyk med skildpadderne, når man kunne svømme lige ud til dem ved Akumal. Så vi tog en colectivo tilbage til Playa del Carmen og gik direkte ned i dykkercenteret og afbestilte dykkerturen.

I stedet flotter vi os nok i morgen og tager en 16 kroners bustur tilbage til Akumal for lige at sige ordentligt farvel til skildpadderne og Yukatan.

Til jer, der stadig har lyst til at se vores små hjemmevideoer, kommer der en her af skildpadder.


I området findes der både grønne havskildpadder (også kaldet suppeskildpaddeer) og uægte karetteskildpadder – I må selv afgøre, hvem der er hvem!

PS. Det er Anne Marie der vinker :-)

Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.



tirsdag den 24. juli 2012

Tulum

Så blev det tid til at sige farvel til familien Falk Brekke. De skulle tilbringe et par dage i Cancun, inden turen igen går hjem til DK.


Vi havde en del overvejelser om, hvor vi skulle rejse hen de sidste dage, inden vi flyver mod nordvest.

Valget faldt til sidst på to dage i Tulum og fire dage i Playa del Carmen. Begge steder var vi for 9 år siden sammen med Morten og Olivia, men vi mente godt, at det kunne tåle en gentagelse.

Efter en del transport ankom vi til Eco resortet Co-Co Tulum, som er super fedt. Alt er holdt i sort, hvidt og træ. Der er sorte hængekøjer til alle hytter og lige 7 ekstra nede på stranden.
Og så er her den fedeste lyd af bølgebrus, som vi falder i søvn til om aftenen og vågner op til om morgenen.


Eneste minus er varmen… her er hverken aircon eller fan i hytten, så vi sveder med anstand. Og egentlig ville vi helst have haft med eget bad og toilet, men det fælles baderum er simpelthen så stilet, at vi sagtens kan leve med det i to nætter.


Tiden har vi brugt på stranden, i hængekøjen eller under den kolde bruser!

Her er den fedeste strand, som dog ikke er særlig børnevenlig, da bølgerne slår hårdt ned i brændingen, så man skal passe godt på, at man ikke mister en bikinidel på vej ud eller ind…

Og så har vi fået husdyr :-) På Andamanerne i Indien havde vi en hund, som sov på vores måtte hver nat ude foran hytten. Her i Tulum har vi en krabbe, som Anne Marie har døbt Sylvester. Han kommer først frem ved solnedgang, og han er lidt håndsky. Men vi er sikre på, at han nok skal passe godt på os om natten.


Ud over den fede strand er Tulum også kendt for nogle flotte mayaruiner, som ligger helt ud til kysten. Dem havde vi lyst til at gense, så vi tog en taxa derhen – og vi blev ikke skuffede. I kan selv lige bedømme udsigten:





Og så bor der altså nogle pænt store leguaner.


Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

mandag den 23. juli 2012

Bådtur/retur

En af de alt overvejende grunde til, at vi fra starten havde valgt at tage til Holbox var, at det er her fra turen ud til hvalhajerne afgår. Nu er det jo så bare sådan i år, at hvalhajerne er trukket længere imod Isla Mujeres, og det var som tidligere nævnt derfor, vi tog turen derfra i sidste uge.

Men så har man jo som turoperatør på Holbox bare endnu et es i ærmet. Det es hedder djævlerokker.

Derfor besluttede vi, nok som nogle af de eneste på øen, at vi ville tage endnu en tur ud til hvalhajerne, men med djævlerokkerne som hovedformål. Det gjorde vi vores operatør klart, og det var naturligvis ikke noget problem, at vi gerne ville i vandet og tilbringe noget tid med rokkerne.

Klog af skade fra sidste tur, indtog vi hver en søsygetablet inden afgang. Og så var det af sted.



Turen ud til rokkerne, der skulle svømme lige ved siden af hvalhajerne, skulle tage ca. 5 kvarter. Så i bedste mexikanske ”mañana-stil” kom vi til området efter to timer – lige tids nok til at se en af djævlerokkerne springe op af vandet, noget de kun gør i juli/parringsperioden.

Så begyndte vi at kunne se nogle stykker i overfladen. Og imens nogle af de andre på båden begyndte at snakke om, at vi godt kunne tage videre, så tog vi snorkeludstyret på og hoppede i baljen. Vandet var desværre så grumset, at man kun svagt kunne skimte dem, selvom de svømmede lige ved siden af os.

Efter et par forsøg blev vi samlet op med beskeden om, at vi senere kunne komme tilbage og finde flere. Herefter gik turen videre endnu en halv time ud til hvalhajerne.

Vi kunne fra starten se, at der ikke var ret mange hvalhajer sammenlignet med turen ugen forinden. Men det gav os bare ret i vores antagelse fra sidst om, at så heldig får man ikke lov til at være mange gange i livet.

Vi lod de andre springe først i. Men vi fik alligevel nogle store øjeblikke med fiskene og nogle ganske gode optagelser – udstyret og kameramanden taget i betragtning.

Nu var tiden så kommet til, at vi igen skulle lede efter djævlerokkerne. Men som alt andet i Mexico, så gik heller ikke det som planlagt.

Den ene motor satte ud, og så måtte vi ”tøffe” tilbage til fastlandet på reservemotoren. Det betød, at der ikke var mere eftersøgning af djævlerokker, ikke nogen snorkeltur ved revet, intet møde med de små rokker og ingen frokostpause. Til gengæld fik vi lov til at blive slæbt ind til land, da den anden motor også begyndte at klage sig, at få mange flere timer på havet i stegende hede, at sejle med en anden båd det sidste kvarter samt at få tilkæmpet os en kompensation på næsten 5%.

Så sidder man naturligvis tilbage og tænker, at det ikke kan være rigtigt, at man skal betale fuld pris for en hel masse, man ikke har fået.

Men så er det måske alligevel mere på sin plads at man får et los i rø…, så man lige kommer til at tænke over igen, hvor heldige vi har været!

Glemte vi at skrive, at vi også så en delfin dukke op tæt ved båden samt nogle flamingoer?



Trods principper og alt muligt andet, så var det alligevel nok de penge værd!

Og ja, videoen ligner de tidligere, men det er altså en anden tur!
 



Hvis du har lyst, så kan du følge os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

fredag den 20. juli 2012

Holbox

Så er vi nået til turens sidste destination sammen med familien Falk Brekke – den skønne ø Holbox, som ligger i Den Mexicanske Golf.

Vi havde hørt, at denne ø ville være, som Isla Mujeres var for ca. 20 år siden – laid back og ikke så turistet. Det er måske ikke helt sandt, men vi blev ikke skuffede! Eneste transportmiddel rundt på øens sandede veje er golfcars, og alt går i et roligt tempo, som passer os helt perfekt.



Hvis vi skal sammenligne Holbox med noget, så minder det os mest om Caye Caulker i Belize – for jer, der har været der. Dog er Holbox større, og der er flere restauranter og butikker, og der er ikke helt så meget ”Yah man” over det. Til gengæld er her meget nemmere adgang til strand og ikke så meget mangrove.

Vi bor på et super fedt hotel Palapas las Gonzaz, hvor der er hængekøjer ude foran værelserne og små ”palmebladsparasoller” som man kan sidde i skyggen af og nyde sin mad. Vi har ca. 30 meter til stranden, men ak, stranden er ikke nær så god som den på Isla Mujeres – så vi må nøjes ;-)
Og så er der jo som bekendt altid slanger i paradis… og her hedder de sandfluer :-( Dem har vi tidligere stiftet bekendtskab med i Madagascar, Indien og Filippinerne - og klog af skade ved vi, hvor meget de napper og hvor meget vi klør os efterfølgende.

Den første dag fejrede vi AM’s fødselsdag med gaver, lys og flag, en dukkert ved stranden, lækre drinks (AM overvejer nu at slå sig på vandmelonsmojito i stedet for portvin) og en kæmpe chokoladelagkage, som Rasmus havde bestilt via mail igennem hotellets ejer. Dejligt!






Næste dag var knap så festlig, da Rasmus tog Mette med en tur til doktormanden, hvor hun fik konstateret en luftvejsinfektion. Men igen: ingen ferie ville for os være fuldendt, hvis vi ikke lige havde snuset lidt til det lokale hospitalsvæsen… bare ligesom for at se, at alt er i orden!

Her får I lige et par øbilleder:



 

 






Og her kommer et par billeder af arbejdsfordelingen på denne tur:


 

 
 
 
Hvis du har lyst, kan du følge os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.


tirsdag den 17. juli 2012

Ek Balam

Vi var blevet så glade for at se ruiner, at vi allerede næste dag tog ud til endnu en gammel mayaby: Ek Balam, som betyder Den sorte jaguar på Maya-sprog.



Til forskel fra Chichén Itzá var her INGEN andre turister end os, da vi ankom først på formiddagen – herligt!

Det der i første omgang interesserede ungerne og os mest var faktisk naturen rundt om os.
Ek Balam ligger inden i ”junglen”, og der var mange spændende dyrelyde, insekter, firben og leguaner, som alle blev nærstuderet. Især var der mange sommerfugle og vi fandt også giftige edderkopper, som sad på træstammerne. Dog så vi ingen sorte jaguarer - desværre!

 

 



Selve ruinkomplekset var også meget anderledes end gårsdagens, da man her kunne få lov til at kravle op på de forskellige templer.



Fra den højeste konstruktion kunne man kigge ud og bare se skov så langt øjet rakte. Super smukt!


Hvis du har lyst, kan du følge os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

søndag den 15. juli 2012

Chichén Itzá

Vores dage på skønne Isla Mujers var ved at være talte, og vi havde haft 7 dage med sol, strand og dejlige oplevelser. Endnu engang var vi blevet indhyllet i øens skønhed, og vi længes allerede tilbage!


Rasmus var her fra 18 år siden, for 9 år siden var vi har sammen, og nu er vi spændte på, om der igen skal gå 9 år, før vi kommer tilbage igen – det håber vi ikke, at der gør!

Nu er det blevet tid til at se lidt mere af Yucatan. Derfor er turen gået med taxa, færge, taxa, bus og taxa til byen Valladolid, hvor vi har indlogeret os på Hotel Hacienda Sanchez, som minder os lidt om en ranch. I hotellets restaurant sælger de store 2 liters kander med vandmelonjuice og appelsinjuice for ca. 25 kr. stykket, så der bliver altså drukket igennem!

Vi har været lidt rundt og se på Valladolids centrum, men den egentlige grund til, at vi er her er, at byen ligger tæt på en af Mexicos største turistattraktioner: Ruinkomplekset Chichén Itzá.



Chichén Itzá blev bygget af mayaindianere i 600-900 e.kr. og efterfølgende invaderet af et andet stammefolk toltekerne.

Stedet er mest berømt for sin store pyramide, El Castillo, som man har fundet ud af, repræsenterede mayaernes kalender. Således er der 91 trin på hver af de fire sider samt en platform øverst (365 dage). Ved forårs- og efterårsjævndøgn dannes der ved solnedgang en slangelignende skygge, der bevæger sig ned ad trapperne for til sidst at forene sig med et stenhoved af en slange ved det nederste trappetrin. Hvor sejt er det lige???




I byen er der desuden en boldbane som måler 166 x 68 meter og med omkransende mure på 12 meters højde. Her spillede indianerne et gammelt spil, hvor man lidt a la basketball, skulle have en bold på over 5 kg igennem en lodret-hængende cirkel ved brug af knæ, albuer eller hofter. Der blev gået til makronerne, for straks efter kampen, blev det tabende holds leder slæbt hen til ofringstemplet for enden af banen og halshugget!



Mayaernes eneste permanente vandressourcer var de såkaldte ”cenotes” – nogle store geologisk dannede kalkstensgrotter. I tilfælde af tørke blev unge kvinder kastet levende ned i disse huller som et offer til vandguden, som man mente boede nede i dybet. Vi nøjedes dog med at kigge derned.



Det var super fint at se denne gamle indianerby og heldigvis kom vi forholdsvist tidligt på dagen, så vi nåede det inden alle turistbusserne fra Cancun kom væltende ind.

lørdag den 14. juli 2012

Dykning og delfinkys

Så blev det tid til lidt dykning – men ak, vi må sige, at vi blev skuffede og at det på ingen måde var, som vi huskede det, fra sidst vi var på Isla Mujeres.

Vi havde bedt om et par lette dyk, da det alligevel var 1½ år siden, at vi sidst var under overfladen med ilt på ryggen. Dykkerstedet var i sig selv fint nok, da det var fyldt med små huler og buer, som man kunne svømme under, men sigtbarheden var så elendig, at vi faktisk overvejede ikke at gå med ned på andet dyk.

Nu er vi jo rigtig turistdykkere, så vi plejer kun at gide dykke, når der er noget virkelig sjovt at kigge på som hajer, rokker, skildpadder etc. men vi blev spist af med et par flotte lionfish, en kæmpe krabbe (nok den største vi nogen sinde har set) og en hummer, som kunne have bidt Anne Marie i næsen – hvis den ellers havde haft noget at bide med.

Eftermiddagen derimod skuffede ikke! Vi tog sammen med familien Falk Brekke hen til et delfinarium, hvor man (mod betaling!) kunne få lov til at røre ved en delfin – og det kunne ungerne + Mette og Anne Marie ikke stå for.

 



Vi fik ca. 40 minutter i vandet sammen med delfinen Odesea, som både ville kysse, danse og klappes på maven. Super oplevelse for børn og barnlige sjæle.

Her få I lige en hel serie af en glad AM med Odesea :-)



En storsmilende AM!


Kys


Kindkys


Og endnu et kindkys...


Rør ved hånden


Og så danses der!