onsdag den 7. august 2013

Delfintur

HOV! Glemte vi at skrive, at på den delfintur, vi var på ved Tamarin, måtte man gerne hoppe i vandet fra båden og SVØMME med delfinerne???

Det var en SUPER FED OPLEVELSE!!!! Og gerne noget vi gør igen, hvis vi får chancen.

Og den skal I da selvfølgelig heller ikke snydes for, så her kommer den lille film, som Rasmus har filmet.

 
 

At svømme med delfiner i det åbne hav var en fantastisk afslutning på en dejlig ferie!
 
Følg os på Facebook, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten. 


mandag den 5. august 2013

Mauritius

Efter fire dejlige og oplevelsesrige uger på Madagascar var vi klar til en skøn og afslappende uge på Mauritius. Men fra første færd rullede overraskelserne ind over os.

Ved indrejse til de fleste lande, skal man udfylde nogle indrejsepapirer – Mauritius ingen undtagelse. Et af spørgsmålene gik på, hvilke lande i Asien, Sydamerika og Afrika vi havde besøgt de sidste 6 måneder, og vi svarede selvfølgelig ærligt på spørgsmålet (Det var jo også lidt svært andet, da vi netop kom direkte fra Madagascar).
Da vi stod i immigrationen blev vi bedt om at specificere, hvor på Mauritius vi skulle bo. Vi havde kun adressen på den lejlighed, som vi havde lejet de første par nætter, men ikke telefonnummeret.
Det passede ikke skrankepaven, som sad med vores pas i hånden – for som han sagde: ”Fordi I har rejst i forskellige lande i Asien og Afrika de sidste 6 måneder, så skal I om lidt over og have taget en blodprøve” SAY WHAT???? Blodprøve??? Det er en lufthavn – ikke noget hospital! ”Og hvis der så er noget galt med blodprøven, så skal vi jo kunne kontakte jer”

Aldrig før i vores liv har vi hørt om, at man skal aflægge en blodprøve i en lufthavn og ud fra vores – men måske mest Anne Maries ansigtsudtryk, prøvede manden at berolige os med, at det ”bare” var et lille stik i fingeren. Det hjalp dog ikke meget!

Men ved næste skranke, hvor vi skulle aflevere vores helbredserklæring, sad der heldigvis en sød ung kvinde, som ikke lignede en, som kunne tænke sig stikke os, så hun lod os hurtigt gå videre.
De søde dansepiger fra sidst var ingen steder at se i lufthavnen – det var vores aftale om at blive hentet heller ikke… så det endte med, at vi måtte tage en taxa til Blue Bay, hvor vi skulle bo de første to nætter.

Det SKAL åbenbart gå galt for os HVER gang, vi har lavet en aftale om at blive hentet i en lufthavn i udlandet.

De fleste mennesker forbinder Mauritius med pakkeferier, resorts og store bryllupper på stranden. Men det er jo ikke lige vores stil, så vi har fundet private ferielejligheder på nettet og lejet en bil, så vi kan komme rundt på øen.

Dog skal man lige være opmærksom på, at man her på øen kører i venstre side af vejen, men det klarer Rasmus nu helt fint – han har smugtrænet i Irland og Skotland J
Anne Marie sidder ved siden af som co-pilot og styrer kortet, som ikke altid er helt nemt at tyde, men ved fælles hjælp går det. Vi har således set en stor del af kyststrækningen plus været lidt inde over øen også.



Men mest af alt slapper vi af, ”daffer” til stranden, tager en lille snorkeltur og lurer på, hvor vi skal spise det næste måltid mad.
 
 

Vi har også haft en super hyggelig aften sammen med Henrik fra Rasmus’ fodboldhold i ’38, samt hans kone Britt og datter Amalie og deres venner Jesper og Lise, som de er nede at besøge. Hyggeligt at møde venner så langt hjemmefra.

Og så har vi været på en skøn delfintur ved Tamarin her til morgen i en 42 fods "danskerbåd" J
 
 
 
Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.
 

søndag den 4. august 2013

Tre nationalparker

Her på falderebet af vores ferie i Madagascar har vi besøgt tre nationalparker.

Den første, Ranomafana, havde vi virkelig glædet os til, da vi havde hørt en masse godt om den, sidst vi var i Madagascar. Det er en stor regnskov, og vi havde læst om mærkelige dyr, som f.eks. girafbillen, som kun lever her. (Girafbillen er rød med en lang sort hals, som knækker 90 grader midt på – super sejt dyr! Se den her)

Byen Ranomafana er grundlagt for foden af nationalparken, hvis navn betyder ”hot water”, da der findes varme kilder, som man kan bade i. Den er lille og hyggelig, med små restauranter og hoteller.

Vi begyndte med en nightwalk, hvor vi både så muselemurer, frøer og 5 forskellige arter kamæleoner. Det tegnede jo rigtig godt til næste dag.




 



Dagen efter stod vi op til regnvejr, men da vi jo var i en regnskov, lod vi os ikke afskrække af det. Vi hoppede i regntøjet og begav os forventningsfulde af sted på en tre timers gåtur.
Det blev en tur, hvor vi i silende regn fik set de endemiske gyldne bambuslemurer. Der ud over så vi silhuetter af et par andre lemurer, der på grund af regnen havde valgt at sætte sig sammenkrøllet i toppen af nogle træer.



Så efter to timer i øsende regn, hvor vi havde set fire lemurer og nogle skygger, bad vi guiden om at lede os tilbage til vejen. Og girafbillen, som vi sådan havde glædet os til at se, ja, den var gået i vinterhi, så den fik vi heller ikke at se. Hvad der skulle have været et af turens absolutte højdepunkter, blev nærmest en fuser.

Efter at have taget tørt tøj på, kørt vi mod Anja park, som vi skulle besøge næste dag – og det må siges, at det til gengæld blev et af turens absolutte højdepunkter!

Anja er en meget lille park, som er oprettet af lokalbefolkningen. Her lever de karismatiske ring tailed lemurs (dem, de også har i Knuthenborg safaripark). De er så sjove og livlige og bare super kønne at kigge på, så vi havde en rigtig god formiddag her.
 
I dag får I lige en hel fotoserie, da vi simpelthen ikke kan nøjes med kun at vise jer et billede.

 
 

 

 
Og I får da også lige en film.


Efter Anja Park gik turen til Isalo National Park. Det sydligste vi når på denne tur. Den er igen helt anderledes end de andre nationalparker vi har besøgt. Her er dybe slugter og et landskab, som minder os om Mexico og USA.

Vi gik en meget varm tur, så flotte udsigtspunkter og mødte også ring tailed og red fronted brown lemurs.


Om eftermiddagen kom vi til en naturlig pool, med et lille vandfald, hvor vi kunne bade – dejligt efter den varme tur.

 


Mens vi besøgte Isalo National Park boede vi på Chez Alice. Et meget hyggeligt hotel med en super god udsigt og en fin restaurant.

 
Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

fredag den 2. august 2013

Madagascar set igennem en bilrude

Vi har nu kørt rundt hovedsageligt i det centrale Madagascar i 10 dage.
 
Vi startede med at køre fra den centralt beliggende hovedstad over østpå til den frodigste og grønneste del af Madagascar. Derefter kørte vi igennem Madagascars ”spisekammer” med masser af risterrasser og andre afgrøder.




Vi kørte op over en stor højslette i brune og gullige farver inden vi kom helt ud vestpå, hvor vi igen så havet, de store baobabtræer, men også en meget tør skov. Nu er vi så kørt sydpå, først til grøn og frodig regnskov og derefter til bjergrige egne, afløst af store tørre sletter og ind imellem igen landbrugsjord.





Alle steder vi kommer frem er landskabet domineret af Madagascars røde jord. Murstenene her er i den samme farve, da de er lavet af jorden, som folk har gravet op af markerne, inden disse er blevet plantet til.



Efter murstenene har tørret i solen, bliver de brændt i store firkantede stabler. Grundet den røde farve på både huse og jorden, ser det mange steder nærmest ud som om, at husene kommer direkte op af jorden – meget cool!




Landevejene som vi kører på, bliver brugt til alle mulige formål. F.eks. er det her, at folk tørrer deres ris, inden de bliver tærsket. Det er vejen, som alle benytter - mange på gåben, på cykler eller med oksekærrer. Det er også her, at de små drenge vogter deres zebukvæg, og her, at folk stiller små boder med mad og andet, som de prøver at sælge til de forbipasserende. Børn leger, selv i en MEGET ung alder, midt på vejen. Vi må derfor konstant dytte, så folk og fæ ved, at de skal flytte sig.  

Derudover er der en masse huller i vejene, som ikke bliver lappet, så det er nærmest en stor forhindringsbane at køre bil i Madagascar, og også derfor man lejer en bil med chauffør og ikke bare kører selv.

Vi har indtil nu kørt tre-fire høns ihjel, undveget adskillige hunde og zebukvæg, et par børn, lidt cykler og en del lastbiler.

Når folk skal flytte mindre ting, bærer de dem på hovedet. Vi er IMPONEREDE over, hvad og hvor meget folk kan bære på deres hoveder.



Er det større ting, de skal flytte, har de hjemmelavede vogne, som de kører tingene på. Når det så går ned ad bakke, hopper alle ungerne op og kører i susende fart derned af med store grin. Det ser super sjovt ud – men også noget farligt.




Vi har klippet en film sammen, så I kan få et lille indtryk af vejen, som vi kører på.
Denne sang skulle have været spillet samtidig


Livet på landet er hårdt og folk lever meget nøjsomt. De fleste bor i meget dårlige huse med lerstampede gulve. De har meget beskidt og hullet tøj, og de klare kun lige at have til dagen og vejen. Dog tigger folk ikke her på samme måde som i de større byer. De vogter lidt dyr, planter forskellige afgrøder og klarer sig med det, de har.


Alle steder vi kommer frem, ser vi utrolig mange børn – både i byerne og på landet. Og det er ikke så mærkeligt, da over halvdelen af Madagascars befolkning er under 18 år og kvinderne i gennemsnit får 4,7 børn. Mange børn har en bror eller søster på ryggen samtidig med, at de enten må arbejde, tigge eller hjælpe til i hjemmet, for at få husholdningen til at hænge sammen. Omkring 27 % af børnene kommer aldrig i skole og kun omkring 1 % af skolebørnene når til universitetsniveau.




Godt 55-60 % af husene i Madagascar har ikke indlagt vand og derfor heller ikke toilet. Børnene må derfor gå til brønden eller de opstillede vandposter for at hente vand til madlavning og andre fornødenheder. Tøj bliver ofte vasket i floderne og tørret på græsset bagefter. Det er også i floden, at man tager bad.

Madlavning klares over et lille komfur, som ofte står direkte på jorden. Der fyres med brænde eller trækul, som ”koster” en stor del af Madagascars skove. Hovedingredienserne i maden er ris, ris og atter ris. Dertil enten tørret fisk, lidt bønner, zebu eller kylling. Alt sammen nærmest uden krydderier – ikke lige den foretrukne kost for et par europæere.

Vi har dog været mere positive med hensyn til den mad, vi har spist på denne tur, i forhold til hvad vi husker fra for 6 år siden.



 
 
 
Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Baobab-alleen

Efter en laaaang pause er vi kommet på nettet igen, så her får I fortsættelsen af vores tur.

Ved byen Morondava, som ligger på Madagascars vestkyst, kan man se den meget berømte baobab-allé – et af de mest fotograferede steder i Madagascar.


Baobabtræer er nogle meget mærkelige størrelser. Det ligner nærmest et træ, som er vendt på hovedet, så rødderne stritter lige op i vejret. De kan blive over 1000 år gamle og meget store.

Anne Marie syntes, at det var lidt noget pjat at køre så langt for at se en række træer, men hun måtte efterhånden overgive sig, da vi nød synet af alleen både ved solop- og nedgang.




Og mens vi nu var ovre vestpå, fik vi også mulighed for at besøge Kirindy skovreservat. Denne park huser det største antal forskellige lemurarter i landet, og hvis man er meget, meget heldig, så er det her, at der er den største chance for at se en fossa, Madagascars største rovdyr, som ligner lidt en mellemting mellem en hund og en kat. Den er utrolig god til at klatre i træer, da den går på jagt efter lemurer, mens de sover og den kan følge en lemurflok i dagevis, inden der er bid.

Det var virkelig et højt ønske for os at se en fossa, men vi viste også, at det nok var noget nær umuligt.

Lige da vi ankom til parken, spiste vi lidt morgenmad, og pludselig kom vores guide og sagde, at der var en fossa meget tæt på. Vi kunne nærmest ikke tro vores held. Den gemte sig under et lille hus, men med et kyllingeben på en snor, fik guiden lokket den ud – dog uden at give den noget mad, da det selvfølgelig er forbudt.

Det var utrolig spændende at få lov til at se dette sjældne dyr.



Derefter gik vi en tur i selve parken, hvor vi så flere grupper Verreaux sifakaer, som er en slags lemurer. De er utrolig nuttede med deres hvide pels og sorte ansigter. Vi var heldige at komme ret tæt på nogle af dem.



Vi så også redfronted brown lemurs, som er noget mindre end sifakaer.



Og på tilbagevejen stoppede vi jo på baobaballeen igen, så I får også lige et solnedgangsbillede.


 
 
Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.
 

søndag den 28. juli 2013

Famadihana

Næste stop på vores tur var Madagascars tredje største by Antsirabe. Her havde vi bedt om at få lov til at deltage i den lokale skik famadihana.
 
Byen Antsirabe er kendt for sine mange pousse pousses, en ”cykeltaxa” uden cykel! I stedet er det en mand, ofte med bare tæer, der løber foran vognen. Vi synes, at det er lidt umenneskeligt, at folk kan lade sig trække rundt på den måde, men for pousse pousse-chaufføren er det jo et job som så meget andet.



Der blev også tid til en tur på markedet lørdag formiddag, og vi må sige, at vi så fattigdom, som vi ikke har set nogen andre steder i Madagascar. Men det er jo her som så mange andre steder i verden: storbyer lokker med troen på lykke og et bedre liv, men virkeligheden er tit en anden.


Men tilbage til grunden for vores ophold. Vi ville gerne opleve en famadihana, som er en tradition, der kun praktiseres i det centrale Madagascar hvert år mellem juli og september. Familierne genbegraver deres forfædre hvert syvende år. Det vil altså sige, at de åbner gravstederne, tager de dødes knogler ud, lægger dem i nye klæder, bærer knoglerne med hjem til et familiemedlem og holder en fest, hvorefter de steder dem til hvile igen dagen efter. Det var vi selvfølgelig meget interesserede i at opleve, og derfor havde vi bedt vores chauffør om at arrangere det for os, da man selvfølgelig skal være inviteret til sådan en familiebegivenhed.

Men, men, men… nogle gange er man bare uheldig. For da vi med en lokal guide kom ud i den landsby, hvor vi var blevet fortalt, at famadihanaen skulle foregå, viste det sig, at det var yderligere tre timers gang op ad et bjerg, og at der ikke var nogen veje for biler. Klokken var allerede 2 om eftermiddagen og det var omkring den tid, vi skulle være der, så det var ikke muligt at nå frem på gåben. ØV!
Vi var fire meget skuffede turister på vej tilbage til hotellet.
 
Men vores chauffør gav ikke sådan lige op. Han ville finde en ny famadihana til dagen efter, så vi besluttede at blive i Antsirabe en dag ekstra.

Dagen efter var vi klar igen ved middagstid. Vi havde en ny lokalguide, som vidste, hvor en ny famadihana ville finde sted. Endnu engang sad vi spændte i bilen – og endnu engang blev vi skuffede… på vej til det nye sted blev vi stoppet af en mand, som fortalte, at de døde allerede var blevet genbegravet om formiddagen, så seancen var overstået. Men vores chauffør gav ikke sådan lige op, så vi kørte LANGT ud på landet af MEGET dårlige veje, da han havde fundet en tredje lokalguide, som mente at vide, at der ville være famadihana samme eftermiddag. Men også det skulle vise sig at være usandt, for da vi kom helt derud fik vi at vide, at det først var dagen efter. 
Og så gav vi altså op!

Vi følte virkelig, at det var spild af to dage – især fordi vi havde sat os op til det tre gange. Vi valgte derfor at køre videre dagen efter, da vi ikke ville bruge mere tid på det. Efter godt fire timers kørsel så vi pludselig en masse mennesker, som løb på vejen foran os. De bar på nogle store hvide pakker, og det gik op for os, at vi var kørt lige ind i en famadihana! Hvilket held!

Ja, det er en død mand, kvinden har på hovedet!

Vores chauffør rullede vinduet ned og talte med flere af deltagerne, og efterhånden fik vi lov til at deltage lidt i festelighederne. Det viste sig, at det var en familie, som var ved at flytte deres døde fra et gammelt gravsted til et nyt. Selve famadihanaen – genbegravelsen ville foregå næste dag, for først skulle der jo holdes fest om aftenen. Men vi fik altså lov til at følge dem lidt af vejen.
En ældre mand af familien, som havde svært ved at følge med folkemængden, bad om at få lov til at køre med os, og vi rykkede lidt sammen i bilen. Han blev meget glad for at få et lift og heldigvis kunne vores chauffør oversætte, hvad manden fortalte.



Efter at vi var kørt forbi optoget et par gange, steg vi alle ud af bilen og fulgte med et stykke af vejen. De lokale virkede utrolig glade og interesserede i os, og det var sjovt at se og høre, hvordan de klappede, dansede og sang undervejs.

Efter at have været ovre vest på ved Baobab-alleen, som I kan læse om i et andet blogindlæg, skulle vi køre samme vej tilbage igen – og efter godt 6 timer kørte vi igen lige ind i en famadihana. Og denne gang var festlighederne på deres højeste, da vi stoppede bilen. Gravstedet var åbnet, og alle pakkerne med knogler var taget ud. Nogle folk var i gang med at give dem nye klæder, mens andre festede og dansede til et orkester med fløjter og trommer.



For at I ligesom kan få et lille indtryk af det hele, kommer der lige en film, som er klippet sammen af de to begivenheder.



Så fra at være meget skuffede over tiden vi havde spildt i Antsirabe, så var vi super heldige til sidst.

Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

lørdag den 20. juli 2013

Indriernes sang

Vi har gjort noget, som vi aldrig har prøvet før: Vi har lejet en firhjulstrækker med privatchauffør i 14 dage! Det er den bedste måde at komme rundt i Madagascar på, da det er dyrt at flyve, og da fly ikke altid tager dig de rigtige steder hen, når dyr og nationalparker er interessen.

For 14 dage siden, da vi sad i lufthavnen på Mauritius, mødte vi to piger fra Holland, Anne og Jessie. Vi spurgte dem, om de ville dele en taxa ind til hovedstaden, når vi ankom til Madagascar. Det ville de rigtig gerne, og derfor faldt vi i snak. De havde ikke så mange faste planer for deres 4 uger på Madagascar, men de blev meget interesserede, da vi begyndte at fortælle om vores 14 dage med privatchauffør.

Efter lidt mere snak frem og tilbage, blev vi alle enige om, at de kunne køre med os mod selvfølgelig at betale halvdelen af udgifterne til chauffør, bil og brændstof – alt i alt en win-win-situation for alle.

Så nu er vi af sted! Første stop var nationalparken Andasibe. Her kan man høre den største lemurart, indri indri ”synge” meget højt om morgenen. Indrier kan blive op til 80 cm og vejer ca. 12 kg.

Men allerede aftenen inden gik vi en tur med en lokal guide på en såkaldt ”night walk” for bevæbnet med lommelygter at kigge efter natdyr. Vi var heldige at se lidt forskelligt f.eks. en parsons kamæleon – den største kamæleonart i verdenen, og vi så også de altid søde muselemurer, som ikke er meget større end en knyttet hånd.




Næste morgen mødtes vi igen med den lokale guide og så gik jagten ind på indrierne. Efter godt 45 minutters gang gennem skoven, havde vores guide spottet den første flok. Det var 4 fine indrier, som sad højt oppe i træerne. De var lige ved at vågne efter nattens søvn, så de var ikke så aktive, men efter lidt tid begyndte de at ”synge”. 


Det var en noget vild oplevelse det ene øjeblik at stå for foden af træerne i absolut stilhed for derefter at blive overrasket af, at indrierne samstemmende begyndte deres ”morgensang”. Vi var overraskede over, hvor højt det faktisk lød, og at det kan høres op til 3 km væk.


I får lige en lille film, så I også kan nyde ”sangen”.


Lidt senere kom vi forbi en anden flok indrier. De sad ikke nær så højt oppe og de var mere aktive end de første. Det var sjovt at se, hvordan de hoppede fra træ til træ. De kan springe helt op til 10 meter ad gangen.

Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

onsdag den 17. juli 2013

På tur med Marie Louise

Kl. 9 fredag formiddag kom guiden Marie Louise forbi vores hotel, og snart var vi af sted på vores første tur sammen. Vi gik ned til havnen og tog en ”pirogue-færge” over det smalle stræde. Den består af to udhulede træstammer ved siden af hinanden med brædder på tværs, så man kan fragte folk, cykler mv. over. Bagest i den ene træstamme sidder der en mand med en pagaj og ror. Pris pr. person: 25 øre! 

 


Derefter gik vi et kvarters tid, til vi igen kom til Mananara-floden, hvor vi endnu engang skulle med en pirogue-færge. Her var overfarten noget længere, og der skulle to til at ro – eller en påhængsmotor på de mest moderne ”færger”. Men den slags kommer jo ikke gratis. Pris pr. person: 1,25 kr.

Vel ovre på den anden side gik vi gennem små landsbyer, hilste på lokalbefolkningen og fandt små frøer og insekter på vejen.


Efter yderligere et par kilometers gåtur drejede vi væk fra vejen og fulgte nu en lille sti. Marie Louise ville vise os et sted, som hun har døbt Edens grønne have, en lille farm med høns, ænder og kvæg. Vi spiste vores medbragte sandwich og gik en dejlig tur rundt i området for at kigge efter dyr. Vi fandt 4 kamæleoner, men så også fugle, insekter og sommerfugle.




Det er faktisk lidt svært at forklare jer læsere, hvad det egentlig er, vi går rundt og laver, men vi håber, at nogle af billederne kan give jer lidt af svaret. For ellers kunne det lyde som en kajaktur over Guldborgsund og en tur i Hamborgskoven i jagten på en solsort! Hvilket nok heller ikke er så dårligt!

Dagen efter var vi inviteret til bådindvielse i en lokal landsby. En mand havde fået bygget en lang smal båd af en udhulet træstamme, som han havde påmonteret en påhængsmotor. Den slags indvielser, går ikke stille af på disse kanter. Først blev der holdt taler, derefter blev der skænket øl, rom og sodavand til alle de fremmødte (ca. 80) og så skulle båden have sin jomfrutur. Der blev danset og sunget, og alle var i super godt humør.

 

Her får man hurtigt mange nye venner J

Mens vi stod og ventede på, at det blev vores tur til at få en tur i den nye båd, kom der pludselig en fiskerbåd ind med dagens fangst, og det tiltrak sig straks opmærksomhed – også vores. De fire fiskere trak 12-15 muræner i land, nogle utrolig flotte rokker med leopardmønster, en guitarhaj og nogle store røde fisk.



Vi bliver altid lidt vemodige, når vi ser disse flotte skabninger på land, da vi jo aller helst vil se dem under havets overflade. Til gengæld glæder det os at vide, at disse fisk vil blive spist rub og stub – der er intet industrifiskeri her.


Så blev det tid for en sejltur på Mananara-floden. Vi sejlede en lille time op af floden og gik i land for at se et alkoholbrænderi, som vist mest af alt så ud som noget, Storm P kunne have tegnet. Vi blev vist rundt i ”produktionen” og smagte både på rå sukkerrør og den færdige alkohol, som var noget stærk!


Tilbage ved bådehavnen igen fik vi også en rundtur i et vaniljekogeri. Madagascar står for op imod 80 % af verdens vaniljeproduktion, og vi har fundet ud af, at det er noget af en lang proces at lave vaniljestænger. Og at dømme ud fra den rustne olietønde, som vaniljen bliver kogt i, så kommer fødevaremyndighederne ikke så ofte forbi.



Tredjedagen gik en tur til stranden. Vi traskede ud af flyvepladsens landingsbane, som mellem flyankomster og -afgange fungerer som offentlig vej og fodboldbane. Vi gik et langt stykke langs kysten, helt ud på spidsen af Ambitsika-halvøen, hvor der var den smukkeste palmestrand.


Undervejs så vi, hvordan børn og voksne fangede krabber, fisk og muslinger, og så nød vi synet af et par isfugle og lidt kamæleoner undervejs.








Dagen efter kørte vi med Hr. Roger og Marie Louise ca. 8 km ud til en lille landsby. Det var noget af en bumlet tur, som tog godt 55 minutter pga. vejens ringe tilstand. Fra landsbyen gik vi op ad et lille bjerg for at nyde udsigten og omgivelserne.

Den sidste dag tog Marie Louise os med på markedet, da tirsdag er den store markedsdag i Mananara.


Nu var det tid til at få shoppet de sidste lækre kurve her i byen. Vi ved, at når vi kommer andre steder hen i Madagascar, så har de ikke de samme slags, og det er i dette område, at de er aller flottest. Så nu er der frygt for overvægt på flyveren hjem…! :-)



Derefter havde vi et par timer for os selv, hvor vi gik en lille tur for at spotte kamæleoner, inden Marie Louise igen kom forbi hotellet. Denne gang sammen med sin søn på 9 år. Hun inviterede os med hjem til sig og det var både hyggeligt og interessant.




Vi må sige, at det har været nogle dejlige dage sammen med Marie Louise og at hun nok blev vores redning i Mananara – ellers kunne 7 dage her have været liiiidt lang tid.

Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.