søndag den 28. juli 2013

Famadihana

Næste stop på vores tur var Madagascars tredje største by Antsirabe. Her havde vi bedt om at få lov til at deltage i den lokale skik famadihana.
 
Byen Antsirabe er kendt for sine mange pousse pousses, en ”cykeltaxa” uden cykel! I stedet er det en mand, ofte med bare tæer, der løber foran vognen. Vi synes, at det er lidt umenneskeligt, at folk kan lade sig trække rundt på den måde, men for pousse pousse-chaufføren er det jo et job som så meget andet.



Der blev også tid til en tur på markedet lørdag formiddag, og vi må sige, at vi så fattigdom, som vi ikke har set nogen andre steder i Madagascar. Men det er jo her som så mange andre steder i verden: storbyer lokker med troen på lykke og et bedre liv, men virkeligheden er tit en anden.


Men tilbage til grunden for vores ophold. Vi ville gerne opleve en famadihana, som er en tradition, der kun praktiseres i det centrale Madagascar hvert år mellem juli og september. Familierne genbegraver deres forfædre hvert syvende år. Det vil altså sige, at de åbner gravstederne, tager de dødes knogler ud, lægger dem i nye klæder, bærer knoglerne med hjem til et familiemedlem og holder en fest, hvorefter de steder dem til hvile igen dagen efter. Det var vi selvfølgelig meget interesserede i at opleve, og derfor havde vi bedt vores chauffør om at arrangere det for os, da man selvfølgelig skal være inviteret til sådan en familiebegivenhed.

Men, men, men… nogle gange er man bare uheldig. For da vi med en lokal guide kom ud i den landsby, hvor vi var blevet fortalt, at famadihanaen skulle foregå, viste det sig, at det var yderligere tre timers gang op ad et bjerg, og at der ikke var nogen veje for biler. Klokken var allerede 2 om eftermiddagen og det var omkring den tid, vi skulle være der, så det var ikke muligt at nå frem på gåben. ØV!
Vi var fire meget skuffede turister på vej tilbage til hotellet.
 
Men vores chauffør gav ikke sådan lige op. Han ville finde en ny famadihana til dagen efter, så vi besluttede at blive i Antsirabe en dag ekstra.

Dagen efter var vi klar igen ved middagstid. Vi havde en ny lokalguide, som vidste, hvor en ny famadihana ville finde sted. Endnu engang sad vi spændte i bilen – og endnu engang blev vi skuffede… på vej til det nye sted blev vi stoppet af en mand, som fortalte, at de døde allerede var blevet genbegravet om formiddagen, så seancen var overstået. Men vores chauffør gav ikke sådan lige op, så vi kørte LANGT ud på landet af MEGET dårlige veje, da han havde fundet en tredje lokalguide, som mente at vide, at der ville være famadihana samme eftermiddag. Men også det skulle vise sig at være usandt, for da vi kom helt derud fik vi at vide, at det først var dagen efter. 
Og så gav vi altså op!

Vi følte virkelig, at det var spild af to dage – især fordi vi havde sat os op til det tre gange. Vi valgte derfor at køre videre dagen efter, da vi ikke ville bruge mere tid på det. Efter godt fire timers kørsel så vi pludselig en masse mennesker, som løb på vejen foran os. De bar på nogle store hvide pakker, og det gik op for os, at vi var kørt lige ind i en famadihana! Hvilket held!

Ja, det er en død mand, kvinden har på hovedet!

Vores chauffør rullede vinduet ned og talte med flere af deltagerne, og efterhånden fik vi lov til at deltage lidt i festelighederne. Det viste sig, at det var en familie, som var ved at flytte deres døde fra et gammelt gravsted til et nyt. Selve famadihanaen – genbegravelsen ville foregå næste dag, for først skulle der jo holdes fest om aftenen. Men vi fik altså lov til at følge dem lidt af vejen.
En ældre mand af familien, som havde svært ved at følge med folkemængden, bad om at få lov til at køre med os, og vi rykkede lidt sammen i bilen. Han blev meget glad for at få et lift og heldigvis kunne vores chauffør oversætte, hvad manden fortalte.



Efter at vi var kørt forbi optoget et par gange, steg vi alle ud af bilen og fulgte med et stykke af vejen. De lokale virkede utrolig glade og interesserede i os, og det var sjovt at se og høre, hvordan de klappede, dansede og sang undervejs.

Efter at have været ovre vest på ved Baobab-alleen, som I kan læse om i et andet blogindlæg, skulle vi køre samme vej tilbage igen – og efter godt 6 timer kørte vi igen lige ind i en famadihana. Og denne gang var festlighederne på deres højeste, da vi stoppede bilen. Gravstedet var åbnet, og alle pakkerne med knogler var taget ud. Nogle folk var i gang med at give dem nye klæder, mens andre festede og dansede til et orkester med fløjter og trommer.



For at I ligesom kan få et lille indtryk af det hele, kommer der lige en film, som er klippet sammen af de to begivenheder.



Så fra at være meget skuffede over tiden vi havde spildt i Antsirabe, så var vi super heldige til sidst.

Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

lørdag den 20. juli 2013

Indriernes sang

Vi har gjort noget, som vi aldrig har prøvet før: Vi har lejet en firhjulstrækker med privatchauffør i 14 dage! Det er den bedste måde at komme rundt i Madagascar på, da det er dyrt at flyve, og da fly ikke altid tager dig de rigtige steder hen, når dyr og nationalparker er interessen.

For 14 dage siden, da vi sad i lufthavnen på Mauritius, mødte vi to piger fra Holland, Anne og Jessie. Vi spurgte dem, om de ville dele en taxa ind til hovedstaden, når vi ankom til Madagascar. Det ville de rigtig gerne, og derfor faldt vi i snak. De havde ikke så mange faste planer for deres 4 uger på Madagascar, men de blev meget interesserede, da vi begyndte at fortælle om vores 14 dage med privatchauffør.

Efter lidt mere snak frem og tilbage, blev vi alle enige om, at de kunne køre med os mod selvfølgelig at betale halvdelen af udgifterne til chauffør, bil og brændstof – alt i alt en win-win-situation for alle.

Så nu er vi af sted! Første stop var nationalparken Andasibe. Her kan man høre den største lemurart, indri indri ”synge” meget højt om morgenen. Indrier kan blive op til 80 cm og vejer ca. 12 kg.

Men allerede aftenen inden gik vi en tur med en lokal guide på en såkaldt ”night walk” for bevæbnet med lommelygter at kigge efter natdyr. Vi var heldige at se lidt forskelligt f.eks. en parsons kamæleon – den største kamæleonart i verdenen, og vi så også de altid søde muselemurer, som ikke er meget større end en knyttet hånd.




Næste morgen mødtes vi igen med den lokale guide og så gik jagten ind på indrierne. Efter godt 45 minutters gang gennem skoven, havde vores guide spottet den første flok. Det var 4 fine indrier, som sad højt oppe i træerne. De var lige ved at vågne efter nattens søvn, så de var ikke så aktive, men efter lidt tid begyndte de at ”synge”. 


Det var en noget vild oplevelse det ene øjeblik at stå for foden af træerne i absolut stilhed for derefter at blive overrasket af, at indrierne samstemmende begyndte deres ”morgensang”. Vi var overraskede over, hvor højt det faktisk lød, og at det kan høres op til 3 km væk.


I får lige en lille film, så I også kan nyde ”sangen”.


Lidt senere kom vi forbi en anden flok indrier. De sad ikke nær så højt oppe og de var mere aktive end de første. Det var sjovt at se, hvordan de hoppede fra træ til træ. De kan springe helt op til 10 meter ad gangen.

Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

onsdag den 17. juli 2013

På tur med Marie Louise

Kl. 9 fredag formiddag kom guiden Marie Louise forbi vores hotel, og snart var vi af sted på vores første tur sammen. Vi gik ned til havnen og tog en ”pirogue-færge” over det smalle stræde. Den består af to udhulede træstammer ved siden af hinanden med brædder på tværs, så man kan fragte folk, cykler mv. over. Bagest i den ene træstamme sidder der en mand med en pagaj og ror. Pris pr. person: 25 øre! 

 


Derefter gik vi et kvarters tid, til vi igen kom til Mananara-floden, hvor vi endnu engang skulle med en pirogue-færge. Her var overfarten noget længere, og der skulle to til at ro – eller en påhængsmotor på de mest moderne ”færger”. Men den slags kommer jo ikke gratis. Pris pr. person: 1,25 kr.

Vel ovre på den anden side gik vi gennem små landsbyer, hilste på lokalbefolkningen og fandt små frøer og insekter på vejen.


Efter yderligere et par kilometers gåtur drejede vi væk fra vejen og fulgte nu en lille sti. Marie Louise ville vise os et sted, som hun har døbt Edens grønne have, en lille farm med høns, ænder og kvæg. Vi spiste vores medbragte sandwich og gik en dejlig tur rundt i området for at kigge efter dyr. Vi fandt 4 kamæleoner, men så også fugle, insekter og sommerfugle.




Det er faktisk lidt svært at forklare jer læsere, hvad det egentlig er, vi går rundt og laver, men vi håber, at nogle af billederne kan give jer lidt af svaret. For ellers kunne det lyde som en kajaktur over Guldborgsund og en tur i Hamborgskoven i jagten på en solsort! Hvilket nok heller ikke er så dårligt!

Dagen efter var vi inviteret til bådindvielse i en lokal landsby. En mand havde fået bygget en lang smal båd af en udhulet træstamme, som han havde påmonteret en påhængsmotor. Den slags indvielser, går ikke stille af på disse kanter. Først blev der holdt taler, derefter blev der skænket øl, rom og sodavand til alle de fremmødte (ca. 80) og så skulle båden have sin jomfrutur. Der blev danset og sunget, og alle var i super godt humør.

 

Her får man hurtigt mange nye venner J

Mens vi stod og ventede på, at det blev vores tur til at få en tur i den nye båd, kom der pludselig en fiskerbåd ind med dagens fangst, og det tiltrak sig straks opmærksomhed – også vores. De fire fiskere trak 12-15 muræner i land, nogle utrolig flotte rokker med leopardmønster, en guitarhaj og nogle store røde fisk.



Vi bliver altid lidt vemodige, når vi ser disse flotte skabninger på land, da vi jo aller helst vil se dem under havets overflade. Til gengæld glæder det os at vide, at disse fisk vil blive spist rub og stub – der er intet industrifiskeri her.


Så blev det tid for en sejltur på Mananara-floden. Vi sejlede en lille time op af floden og gik i land for at se et alkoholbrænderi, som vist mest af alt så ud som noget, Storm P kunne have tegnet. Vi blev vist rundt i ”produktionen” og smagte både på rå sukkerrør og den færdige alkohol, som var noget stærk!


Tilbage ved bådehavnen igen fik vi også en rundtur i et vaniljekogeri. Madagascar står for op imod 80 % af verdens vaniljeproduktion, og vi har fundet ud af, at det er noget af en lang proces at lave vaniljestænger. Og at dømme ud fra den rustne olietønde, som vaniljen bliver kogt i, så kommer fødevaremyndighederne ikke så ofte forbi.



Tredjedagen gik en tur til stranden. Vi traskede ud af flyvepladsens landingsbane, som mellem flyankomster og -afgange fungerer som offentlig vej og fodboldbane. Vi gik et langt stykke langs kysten, helt ud på spidsen af Ambitsika-halvøen, hvor der var den smukkeste palmestrand.


Undervejs så vi, hvordan børn og voksne fangede krabber, fisk og muslinger, og så nød vi synet af et par isfugle og lidt kamæleoner undervejs.








Dagen efter kørte vi med Hr. Roger og Marie Louise ca. 8 km ud til en lille landsby. Det var noget af en bumlet tur, som tog godt 55 minutter pga. vejens ringe tilstand. Fra landsbyen gik vi op ad et lille bjerg for at nyde udsigten og omgivelserne.

Den sidste dag tog Marie Louise os med på markedet, da tirsdag er den store markedsdag i Mananara.


Nu var det tid til at få shoppet de sidste lækre kurve her i byen. Vi ved, at når vi kommer andre steder hen i Madagascar, så har de ikke de samme slags, og det er i dette område, at de er aller flottest. Så nu er der frygt for overvægt på flyveren hjem…! :-)



Derefter havde vi et par timer for os selv, hvor vi gik en lille tur for at spotte kamæleoner, inden Marie Louise igen kom forbi hotellet. Denne gang sammen med sin søn på 9 år. Hun inviterede os med hjem til sig og det var både hyggeligt og interessant.




Vi må sige, at det har været nogle dejlige dage sammen med Marie Louise og at hun nok blev vores redning i Mananara – ellers kunne 7 dage her have været liiiidt lang tid.

Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Aye aye island

En aye aye er et MEGET mærkeligt dyr!

Den er en primat ligesom en lemur, men den har tandsæt som en gnaver. Aye ayen har meget klare orange øjne i et meget spidst ansigt (modsat lemurer, som har et mere rundt ansigt). Den har flagermuslignende ører og en sindssyg god hørelse – så god, at den kan høre, hvis der kravler en larve eller et insekt under barken på et træ, og så har den nogle meget lange, tynde fingre, nærmest skelet-tynde, som den bruger til at grave mad frem med. Den kan blive op til 90 cm. lang inklusiv hale og vejer ca. 2,5 kg. Aye ayen er et natdyr og derfor ikke så nem at få at se.

Faktisk ligner den lidt et af dyrene fra filmen Grimlings og har blandt lokalbefolkningen været omgærdet af meget overtro. Folk har ligefrem været bange for denne underlige skabning og derfor forsøgt at udrydde den, hvilket på et tidspunkt næsten lykkedes. Men nu ser det ud til, at arten igen er i fremgang.

Det forholder sig således, at Hr. Roger ud over hotellet også ejer en ø på 30 ha., der ligger i Mananara-floden. På den ø har man for mange år siden udsat nogle aye ayes for at være med til at bevare arten. Så nu lever der 10 aye ayes ude på øen sammen med en mand, der fungerer som opsynsmand.
Aye aye island skulle efter sigende være det sted i verden, hvor man har størst sandsynlighed for at se en aye aye. Men alligevel har vi læst flere beretninger på nettet, hvor turisterne ikke har set noget som helst. Så det er altså ikke bare en zoologisk have, hvor dyret altid sidder i det samme bur på den samme gren.

Vi var derfor noget spændte, da vi bookede en tur til Aye aye island. For selvom vi i teorien havde 7 dage og dermed 7 muligheder for at se det lille dyr, så var det ikke til at vide om, og i givet fald hvor tæt på/tydeligt vi ville se den.

Først foregik turen i bil, så fortsatte den i udhulet kano og endelig på gåben. Imens solen gik ned, gik vi rundt på øen og ledte efter andre dyr. Vi var heldige at se en hel del lemurer, inden vi kom tilbage til lejren. Her blev vi bedt om at vente en lille halv time, til det blev mørkt. Og så gik jagten ind!





Udstyret med lommelygter og hele fire unge guider, begav vi os ud i mørket. Og vi havde ikke ledt længe inden de unge fyre havde spottet den første aye aye i et kokospalmetræ. Den sad meget højt oppe og var derfor svær at se, men det skulle blive bedre. I løbet af en lille halv time havde vi set i alt tre aye ayes, og den sidste sad rigtig godt. I kan selv bedømme ud fra billedet:




Og selvom vi tog billeder med blitz og lyste på den med en lommelygte, spiste den bare ufortrødent videre. Sådan lidt postyr lod den sig ikke distrahere af.
 
Det var to glade turister, som i stjernehimlens skær, blev sejlet tilbage til fastlandet, og der var der fire unge fyre, der blev rigtig glade for hver 13 kroner i drikkepenge.

Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Mananara

”Hvad vil I lave en hel uge i Mananara?” har flere andre rejsende spurgt os, når vi har fortalt dem om vores planer. ”Der er da ingen ting at lave ud over at se en aye aye” Jamen, der har du svaret! Vi vil meget gerne se en aye aye! Vi ledte efter dette mærkelige dyr i 2007, men uden held, og NU prøver vi igen.
 
Der er et par forskellige muligheder for at komme til Mananara. Man kan sejle med et fragtskib – hvis man ellers kan finde et, som skal herop med varer, og som sejler en passende dato. Man kan sidde på ladet af en pickup truck i tre dage (pick-ups agerer busser på disse kanter, da vejene er så sindssyge, at ingen normale biler eller busser kan køre her). Eller man kan lige som os vælge at flyve. Vælger man at flyve skal man bare være opmærksom på, at der går en hel uge, inden flyet flyver tilbage igen.
Og sådan gik det til, at vi tilbragte en hel uge i Mananara for at se en aye aye.

Vel ankommet til Mananara stod vi lidt og ventede på bagagen. En lokal mand henvendte sig til os og spurgte, hvor vi skulle bo. Vi vidste, at der var to fornuftige muligheder i byen, og vi havde valgt Chez Roger, så det fortalte vi manden, som viste sig at være selveste Mr. Roger. Så han skovlede os og vores bagage ind i hans pickup truck og tog os med hjem – så nemt var det!
 


Men mens man venter på aye ayen, skal der ligesom ske noget. Vi forsøgte at spørge Mr. Roger om lidt forskelligt, men da han kun taler fransk og vores franske er næsten ikke eksisterende, satte han os i kontakt med Marie Louise, som er engelsktalende guide her i byen.

Vi forklarede Marie Louise, at vi havde en ide om, at vi gerne ville med den lokale Taxi Brousse til Sahasoa  kun godt 36 km herfra, men Marie Louise gjorde bare store øjne og rystede på hovedet. ”Det bliver uden mig” sagde hun med et stort grin. Hun havde netop kørt turen for 3 dage siden og vidste, at vejen er helt forfærdelig og at de 36 km vil tage en 5-6 timer – hver vej. Men hun kendte en anden guide, som ville gå turen dagen efter. Vi kunne få lov til at følges med ham. Så var det vores tur til at gøre store øjne og takke nej tak.

I stedet ville hun rigtig gerne lave os et program for de næste 5 dage, hvor hun for godt 40 kr. om dagen vil guide os rundt i lokalområdet – det er altså fundet for de penge!!! Så vi sagde selvfølgelig straks ja tak.

Følg os på Facebook, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.   

Air Madagascar – et kapitel for sig…

Lige som man altid ved, at alle tog i Rumænien er forsinkede, så ved man også, at alle Air Madagascars flyafgange bliver flyttet. Det er en del af livsvilkårene i Madagascar, som lokalbefolkningen lever med og derfor ikke løfter et øjenbryn over.
Det er ikke unaturligt at komme ud i lufthavnen for at finde ud af, at det fly, man skal med, først har afgang om tre timer – eller endnu værre – at det er fløjet for to timer siden! Og så er døde dyr rådne…

Flyselskabet kalder sig selv Air Mad – og ja, vi ved, at der er noget om snakken. Tænk hvad de kunne spare i både penge og fortvivlede kunder med lidt virksomhedsoptimering.

Som nævnt i et tidligere indlæg, så havde Rasmus hen over maj og juni talt en del i telefon angående vores Air Mad billetter, da det, som virkede som en nem flyvetur fra Ile Sante Marie via Tamatave med ca. 60 min. ventetid og videre til Mananara pludselig blev ændet til: Afgang fra Ile Sante Marie dagen før planlagt. Flyve helt til hovedstaden Antananarivo – overnatte – flyve videre til Tamatave – overnatte – og først på tredjedagen flyve til Mananara. 

Det var altså ikke noget, der passede hr. Lyngsøe, så efter en del snakken frem og tilbage hjemme på matriklen og efter lidt flere telefonopringninger, havde Rasmus fået en mundtlig bekræftelse på, at vi ville blive kompenseret med to gratis hotelovernatninger mellem flyvningerne.
Men nu er det jo Afrika, så derfor insisterede Rasmus på en skriftlig bekræftelse, hvilket tog yderligere godt en uge. Men selv med den bekræftende e-mail i hånden var vi ikke helt sikre på, at det rent faktisk ville ende med et par gratis overnatninger eller på hvilken standard hotel.

Sandhedens time…………
Nå nej, for lige at fuldende historien om flytiderne, så kom vi, da vi skulle ud til Ile Sainte Marie, i absolut sidste øjeblik til lufthavnen og checkede ind en halv time før afgang – kun for at se på boardingpasset, at afgangen var flyttet to timer… the usual!

Da vi kom til Ile Sainte Marie, stod en Air Mad-ansat med et skilt med vores navne. Hun ville sikre sig, at vi kom i lufthavnen til tiden, når vi skulle flyve tilbage igen, og så ville hun gerne vide, hvor vi skulle bo.
Dagen før vi igen skulle flyve, fik hotellet en opringning om, at afgangen var flyttet lidt over to timer!
OG…… da vi så landede i hovedstaden lå der rigtig nok IKKE nogen voucher til os på Air Mad’s kontor, og de kunne ikke se i deres system, at vi skulle kompenseres…
Her var det så, at den bekræftende e-mail ”came in handy”. Og efter en god halv times venten fik vi en voucher, der ikke bare gav fri overnatning, men også alle måltider med drikkevarer samt transport til og fra lufthavnen.
Dagen efter i Tamatave var det samme historie. Det tog godt 45 min. før vi stod med voucheren, der igen gav husly, mad, drikkelse samt transport. Her var det et billede på telefonen af voucheren fra dagen før, der gjorde det store udslag.




Så alt i alt kan vi vel konkludere, at stædighed betaler sig og at de ca. 800 kr., som vi sparede på de to døgn, fint finder anvendelse en anden dag. Og så kom vi for øvrigt med ”hønseflyet” til Mananara. Det bageste lastrum var fyldt med pippende kyllinger i papkasser og der var så meget læs på propelmaskinen, at AM’s rygsæk havde fået plads i kabinen.

Følg os på Facebook, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

mandag den 8. juli 2013

Ile Sante Marie – pukkelhvalernes paradis

Nå, vi ved godt, at det blev til lige vel meget information i sidste blogindlæg, så vi lover, at der ikke kommer lige så mange tørre facts om Madagascar i dette indlæg!

Ud af alle de steder, som vi besøgte i Madagascar i 2007, har vi pga. tidspres valgt kun at gense ét sted, nemlig øen Ile Sante Marie. En grøn tropeø i Det indiske Ocean med dejlige strande. Øen er også et yndet ”udflugtsmål” for pukkelhvaler, som svømmer hertil fra Antarktis imellem juli og september for at parre sig og føde deres unger i det noget varmere vand.
 
Sidst vi var her, var det i slutningen af juli, så vi var noget spændte på, om vi ville få mulighed for at se hvaler, når nu det kun er starten af juli. Men da vi allerede under indflyvningen til øen spottede den første pukkelhval fra luften, var vi meget mere fortrøstningsfulde.

For seks år siden boede vi på hotellet Vanilla Café, men det var ikke så hyggeligt og der var ingen strand i nærheden. Men det var super fedt af kunne ligge i bungalowen og gennem døråbningen spotte hvalerne ude på vandet.
Dengang mødte vi flere, som varmt anbefalede hotellet La Crique, så der havde vi allerede i december booket en bungalow, for at være sikre på, at de havde værelser. 
Men det var vist ”overkill”, for da vi kom frem, viste det sig, at vi havde hele hotellet for os selv :-) (Hvilket fik os til at tænke tilbage på dengang vi i Sydafrika havde en hel safarilodge for os selv i 10 dage og blev vartet op som grever og baroner :-) )
 

 



Siden præsidentvalget i 2009 har der her i landet hersket politisk uro. Det sammenholdt med den økonomiske krise i Europa gør, at der i de sidste år ikke er kommet ret mange af de turister, som befolkningen på Madagascar er så afhængig af. Derfor oplever vi gang på gang, at hoteller, taxachauffører m.m. hungrer efter turisterne (og deres penge).

Da vores første nat under myggenettet i vores lille hytte var gået, tog vi ud i hotellets 6 personers båd for at se på pukkelhvaler. Med os havde vi ”matrosen” Mesme og ”kaptajn” Jean Luis, der har arbejdet som kaptajn for hotellet i 36 år, så vi var i gode og rutinerede hænder.
Der gik da heller ikke mere end 5 minutter, før vi så den første hval – godt nok langt væk, men det skulle hurtigt ændre sig!

Vi så mange flokke på 2-3-4 individer, der svømmede sammen. Da vi havde talt til en 14-15 stykker, opgav vi at tælle flere, da vi selvfølgelig også så nogle af flokkene flere gange. Men hjemme igen havde den meget erfarne bådsmand sagt til hotellets ejer, at vi havde set op mod 100 hvaler på turen!!!

 



Og hvad er det så, man kan se på sådan en hvaltur? Ud over hvalernes blåst (det de sprøjter op gennem åndehulet), så krummer de ofte ryg og nogle gange kan man også være heldig at se deres flotte haler, som alle har forskellige mønstre. Der udover er der nogle hanhvaler, som ligger og leger. De plasker med lufferne og ind i mellem hopper de op af vandet og lander med et ordentligt plask, som kan ses på meget lang afstand. Utrolig imponerende.

 

 



Mens vi kiggede på hvaler fiskede bådens besætning selvfølgelig også. Og pludselig var der bid! Det tog bådsmanden en del kræfter at få hevet krabaten, som viste sig at være en gulfinnet tun, om bord. Da fisken var vel om bord i båden, fortsatte hvalsafarien ufortrødent.



Heldigvis havde tunen ikke levet forgæves, da den blev til vores frokost dagen efter :-)




Hjemme fra bådtur igen stod den nu på lækker kylling og ris kogt i kokosmælk, mens vi om eftermiddagen tog en såkaldt tuk tuk ind til øens største by for at fotografere hverdagslivet og tage et par solnedgangsbilleder på tilbagevejen.  





Så blev det så til lige vel lovlig mange billeder i dette indlæg... Men til dem af jer, der også kan tåle at se en lille film med hvaler, så kommer den her:



Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

Madagascar

”Skal I til Madagascar IGEN??? ”-  er der flere, der har spurgt os her op til sommerferien, og svaret er: ”JA! Vi skal til Madagascar IGEN!”

Vi var her i 2007 og rejste dengang 5 uger i det nordøstlige hjørne af dette kæmpe store land. Vi så masser af lemurer, kamæleoner og underlige insekter, og vi mødte en utrolig venlig befolkning, – og det kunne vi godt tænke os at se mere til.



Madagascar er faktisk verdens 4. største ø med et areal ca. på størrelse med Frankrig, men med en infrastruktur, som er nærmest ikke eksisterende.



Ca. 5 % af hele jordens dyre- og planteliv findes her – og kun her. Så hvis man er interesseret i dyr, så er dette stedet! Men Madagascars befolkning er meget fattig, med omkring 77 % af befolkningen, som lever under den nationale fattigdomsgrænse. For at tjene penge graver de bl.a. efter metaller og mineraler i jorden og fælder regnskovene for at sælge eller brænde træet og for at få plads til rismarker og andre afgrøder. Mange steder går lokalbefolkningen også på jagt i skovene, simpelthen for at få mad på bordet. Dette har selvfølgelig store konsekvenser for dyr og planter og på sigt også for befolkningen. Så vi har i længere tid haft en følelse af, at skulle vi tilbage, så skulle det være NU. Og her sidder vi så J
 
Da vi var her sidst, havde vi ikke planlagt noget hjemmefra – Anne Maries ønskescenarie! Men vi fandt hurtigt ud af, at hvis vi ville nå rundt til de mest spændende steder, så blev vi nød til at flyve en del indenrigsflyvning, og at de fleste fly allerede var booket op. Derfor har vi denne gang valgt en anden løsning: Styr på tingene hjemmefra – Rasmus’ ønskescenarie! Men, men, men… nu er det jo altså Afrika, så Rasmus har vel allerede talt med det selskab, som vi har købt flybilletter igennem, en 7-8 gange de sidste par måneder, for billetterne var ”sjovt nok” liiiiige blevet ændret lidt igen… men nu må vi se, hvordan det hele kommer til at forløbe – vi har i hvert fald store forventninger til en spændende rejse.



 
 
Følg os på Facebook, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

fredag den 5. juli 2013

Eventyret er i gang

Sommerferien er skudt i gang, og vi er taget med Emirates via Dubai og sidder nu på Mauritius og venter på at komme det sidste stykke til Madagascar. Men eventyret er allerede begyndt!

Vi blev lige uden for lufthavnen budt velkommen til Mauritius af 3 letpåklædte dansepiger, og måske var det stemningen der gjorde, at vi hurtigt forvandlede 4 timers kedelig ventetid til en 2 timers udflugt i taxa rundt på Mauritius og 2 timers mere udholdelig ventetid/check in.



Dér foran lufthavnen blev vi ”fundet” af en ivrig taxachauffør. Og bl.a. pga. en noget overfyldt bus fik han os overtalt til at køre en tur med ham rundt i området. Vi aftalte en pris på 200 kr., og der gik ikke længe, før vi havde forelsket os i landet og dets befolkning.

Alle er flinke, søde og hjælpsomme! Selv de irriterende sælgere, er irriterende på den gode måde og tiggerne giver hånd, inden de forsøger at vriste to kroner ud af lommen på os.

Trods øens beliggenhed i Det indiske Ocean, havde vi straks en følelse af, at være kommet til Caribien. Både pga. det langsomme tempo, sukkerrørsplantagerne, befolkningens venlighed samt deres rastahår og ditto farver. 

Vi gik rundt i den lille by Mahebourgs små gader og nød stemningen. Vi nåede en tur på markedet, hvor vi smagte den lille snack dholl puri – to tynde pandekager lavet på kikærtemel og med dejlige indiskinspirerede saucer i. Og endelig var vi et smut omkring stranden ved Blue Bay, der ser ud til at kunne tilbyde rigtig dejlig snorkling i det turkisblå vand.
 

Vi glæder os allerede til at opleve meget mere af denne ø, når vi har 7 dage til rådighed på vej hjem fra Madagascar.

Anne Marie er allerede i "kurvehimlen" efter at have mødt denne bus FYLDT med kurve :-)

 
Følg os på Facebook eller Instagram: @twodanesontour, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.