mandag den 9. juni 2014

Spise med Price… på georgisk

Vi må begynde med at sige, at maden i Georgien på alle måder har overrasket positivt! Vi er sikre på, at Brødrene Price ville være godt tilfredse med en kulinarisk tur til Kaukasus.

Den ene lækre ret efter den anden blev hver aften båret ind, en skøn duft bredte sig, vi kastede os straks over lækkerierne og skyllede det hele ned med vodka! Til nogens store fortrydelse næste morgen… men det skal vi da ikke kede Jer med her.

Lad os i stedet fortælle Jer lidt om den georgiske restaurant-kultur og de skønne retter, som vi har smagt på. Så er I forberedte, hvis I engang selv skulle befinde Jer på disse længde- og breddegrader J

Der er ingen tvivl om, at vælger man de restauranter, som ligger lige midt på hovedgaden i Tbilisi, så kommer man til at betale for beliggenheden. Af dem vi prøvede, så var ingen af dem værd at skrive hjem om. Men efter en snak med en flink mand, som ejede et hostel i byen, fandt vi ud af, hvor de lokale går hen og spiser, og så fik piben straks en anden lyd.

Vi fandt en masse små kælderrestauranter som lå på gaden Shalva Dadiani Street - meget tæt på den store statue af Sct. Georg og dragen.




Hver aften gik vi en tur hen ad denne gade og kiggede ned i de små kældre for at se, om der sad lokale og derefter valgte vi et sted, som så velbesøgt ud.

 

Første udfordring blev hver gang at læse menukortet. Vi kan lige komme med en lille smagsprøve på det georgiske sprog og alfabet, så er vi ret sikre på, at I bedre forstår:
 
ქართული ენა მე უკვე საქართველოში

Heldigvis havde mange menukort små billeder af de forskellige retter og den første aften gik vi også rundt til nabobordene for at se, hvad de andre på restauranten spiste for på den måde at blive inspireret til, hvad vi skulle smage på.
Næste udfordring blev at enes om, hvilke retter vi så skulle bestille - for vi ville jo gerne smage på det hele! I Georgien køber man ikke hver en hovedret, som kutymen er i Danmark og mange andre vestlige lande. Man køber en masse små retter, som bliver sat på bordet til deling. Disse retter kommer på bordet efterhånden, som de er færdige i køkkenet, og man skal derfor passe på med ikke at spise sig mæt med det samme i de første par retter, som kommer ind…
Da tjeneren kom for at tage imod bestilling, pegede vi på de forskellige retter på de andre borde og fik så noget magen til serveret. Skønt!
Sidste udfordring var at drikke al den vodka, som Martin bestilte…
 
(En glad aften i byen efter rigeligt med vodka...)

 
Vi har taget nogle billeder, af noget af den mad, vi spiste. De kommer her sammen med små beskrivelser af de forskellige retter:
Til alle måltider bliver der spist masser af lækkert brød kaldet puri. De er bagt i en speciel ovn, hvor man klasker dem op på indersiden - lidt ligesom i Indien. Brødene er lange og ruderformede, men ofte skåret i mindre stykker, når de kommer på bordet.
Salater er også noget, som bliver serveret til alle måltider. Vores favoritsalat blev en med tomat, agurk, løg, persille og valnøddedressing.  Det er også meget brugt at sætte friske krydderurter på bordet - især persille, estragon og koriander, som man kan nippe af til sin mad.


En all time favorit blev den lækre ret ostri, som er møre kødstykker i en sovs. Det mindede os mest om osso bucco bare uden marvbenet.


En anden favorit var de store dumblings kaldet khinkali. De fås med forskelligt fyld som kød og kartoffelmos. Vi kunne bedst lide dem med krydret hakkekød og suppe indeni. I løbet af ugen lærte vi, hvordan man mest praktisk bider enden af khinkalien (den spises ikke) og slubrer suppen i sig, inden den løber ned af armen, og derefter spiser kødet og pastaen.
 


Der findes utallige retter med mørt grillet kød. Her ses en, hvor kødet er rullet ind i meget tyndt brød.


Som det måske er gået op for Jer, så drikker georgierne masser af vodka til maden men noget, som måske er mindre kendt er, at de ofte slukker efter med forskellige limonader med eksempelvis pære- eller estragonsmag - ja, du læste rigtigt!


Sidst på ugen fandt Rasmus en MEGET lokal restaurant, så lokal, at den ikke havde menukort, så vi måtte op til skranken og bestille. Men på dette tidspunkt var vi blevet så gode til de forskellige retter, at med kun meget få fagter og pegen på maden, så kunne vi faktisk bestille os selv et helt måltid mad på georgisk - vi var meget stolte!
På denne restaurant blev vi introduceret til, hvordan georgierne holder et utal af taler. Er der blot 4 mænd samlet til et måltid mad, bliver en af dem udråbt som tamada -en slags toastmaster. Det er ham, der udbringer den lange række af traditionelle skåle som f.eks. skålen for helbred, skålen for fred, skålen for smukke kvinder, for lykke, for kærlighed, for slægtninge, for de afdøde og for forfædrene.
Oveni kommer så de individuelle taler for værten, hans børn, maden, et nyt job, høsten osv. osv. (måske har I allerede gættet, at det kan blive til overordentlig meget vodka…)
Senere blev der også sunget, mens hele selskabet stod op. Det var sjovt at overvære, men vi var nu glade for, at vi ikke behøvede at skåle helt så mange gange.
Eneste negative oplevelse på disse kælderrestauranter var, at man mange steder i Georgien stadig gerne må ryge indenfor - og folk tager på ingen måde hensyn til, om andre stadig sidder og spiser.
Inden vi slutter dette blogindlæg, så skal morgenmaden da også lige have et par ord med på vejen. I Tbilisi boede vi på Marina Guesthouse, hvor vores værtinde Marina lavede os lækker morgenmad, som vi indtog i privaten. Der var hver morgen te og kaffe ad libitum, syrlig yoghurt med forskellige søde bær i, brød, ost og flere hjemmelavede marmelader samt dagens varme indslag, som skiftede hver morgen. Nogle dage var det noget med æg, en anden dag en slags forårsruller. Lækkert!

 
Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.
 

Georgien

I påsken 2013 gik turen til Georgien sammen med vores gode venner Martin og Sanne (Dem der også var med på Andamanerne i 2011, dengang vi havde orlov).

Anne Marie havde allerede fået interesse for Georgien tilbage i 2005, men havde aldrig rigtig fået gjort noget ved drømmen. I 2012 var hun et smut i Armenien og blev her straks betaget af Kaukasus. Dog skulle der lidt overtalelse (og kvindelist) til, inden billetterne var i hus.

Nogle måneder inden hjemme i DK havde Sanne og Rasmus hver især besluttet sig for at tage ud og more sig med venner. Anne Marie måtte blive hjemme og passe huset på Falster, mens Martin havde lagt sig syg på Thurø… og det skulle vise sig at blive en farlig cocktail. 
Med Martin og Anne Marie udstyret med hver deres computer og mobiltelefon - og uden opsyn, så føg sms’er og mails snart frem og tilbage i et væk. Mange forskellige rejsemål blev diskuteret og undersøgt, mens Rasmus og Sanne fyldte øl indenbords og fuldstændig ignorerede de efterladte og deres mange afsendte fællesmails.

Da henholdsvis Rasmus og Sanne begge kom hjem til deres respektive domicil dagen derpå efter en glad aften i byen, følte de sig begge ledt i et bagholdsangreb.
Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad de siger, men hvis Rasmus skal beskrive denne dagen derpå, så er det noget med, at han netop var kommet træt ind af døren hvorefter han blev stillet følgende ultimatum af Anne Marie: ”Vil du med til Georgien på ferie? Ellers tager jeg af sted med en anden mand” Rasmus følte sig trængt op i en krog og kunne jo kun give et svar på den udmelding, nemlig ”JA TAK!”

Sanne havde det ikke meget nemmere på Thurø. Med lede tømmermænd blev hun kostet rundt og sat til at bestille flybilletter og tage stilling til alverdens ting, eftersom hun allerede havde bestilt en ferie til Rom sammen med en god veninde. Men i sidste ende lykkedes det også at finde en enkeltbillet fra Rom til Tbilisi et par dage efter os andre.

Og ja, så var vi klar til at tage af sted :-)


Georgien er et lille land (4,6 mill. indb.), som har haft sin selvstændighed siden 1991 efter Sovjetunionens sammenbrud. Men landet har så sent som i 2008 været i krig med Rusland om provinsen Sydossetien, som hellere vil høre til Rusland end til Georgien. Også i provinsen Abkhasien lurer problemerne under overfladen og det er ikke muligt som turist at besøge disse provinser fra Georgien. Rundt om i Georgien findes der mere eller mindre permanente flygtningelejre med georgiere, som er fordrevne fra Sydossetien og Abkhasien.


Vi havde 9 dage i Georgien og boede de fleste nætter i Tbilisi på Marinas Guesthouse, som lå to stop med metroen fra centrum i boligområdet Marjinishvili. Vi kunne rigtig godt lide det kvarter, som vi boede i og lærte snart hvor bageren, grønthandleren og den lille kiosk lå (det sidste var nok det vigtigste).



De første dage gik vi rundt og oplevede Tbilisi, som straks gav os et indtryk af at være en venlig by med et par seværdigheder, et gammelt renoveret centrum, et par funky nymodens akitektoniske bygninger,  en hyggelig atmosfære, nogle skønne restauranter (som I kan læse om her) og nogle dejlige svovlbade.

Man kan enten betale et par kroner for at gå i offentligt bad, som er delt i en mande- og en kvindeafdeling. Eller man kan leje sit eget lille private bad på timebasis, hvor der er en massagebriks, to brusere og et lille kar med meget varmt sulfurvand, hvor der netop kan nedsænke sig fire voksne mennesker. Og disse bade skulle det snart vise sig, at give os en direkte afhængighed!
 
Hver aften, efter en lang dag med nye indtryk, gik vi først i den lille kiosk efter øl og sodavand, og derefter lejede vi sådan en kabine en times tid, inden vi skulle ud og spise aftensmad. Her blev dagens mange begivenheder diskuteret og nye planer for morgendagen blev lagt.
 
 
På vores ture rundt i Tbilisi bevægede vi os også lidt uden for det finpolerede centrum og så, hvordan den ”almindelige” georgier lever og bor. Nøjsomhed og sparsommelighed må være kerneord.


 

Den ene dag stødte vi tilfældigvis ind i Tariel på gaden og han ville gerne tilbyde os at køre os ud af Tbilisi i hans gamle Opel Vectra for at se forskellige seværdigheder samt være vores guide på turen. Normalt afviser vi alle den slags tilbud, men da vi ikke lige kunne se, hvordan det hele skulle kunne lade sig gøre med offentlig transport i forhold til, hvor mange dage vi havde, så sagde vi ja tak til at høre mere om, hvad han kunne tilbyde og til hvilken pris.
Tariel viste sig at være en utrolig flink mand og da hans priser også var yderst beskedne, startede vi med at booke ham til en endagstur til det gamle klippekloster David Gareja, som ligger i det østlige Georgien lige på grænsen til Aserbajdsjan.

 
Det ortodokse kloster består af en lille del, som stadig er beboet af munke, og en stor del, som er meget forfaldent og derfor forladt.
 

Tariel viste os hver en hule, alle de steder, der havde været opbevaringsrum til mad, der hvor man kunne se, at der havde været kroge og hylder i væggene, alle kalkmalerierne, gamle kirkerum og meget, meget mere. Det var et meget særligt og smukt sted.
 

 


Et par dage efter fik vi Tariel til at arrangere os en tur til Kaukasusbjergene. Da hans egen 4WD var gået i stykker, havde han arrangeret, at vi i stedet kunne køre med hans ven ”Boris”. Ja, egentlig ved vi ikke hvad han rigtig hed, da han i løbet af de 8 timer, vi tilbragte i hans bil ikke mælede et eneste ord. Så det var bare nærliggende at kalde ham Boris, så vi andre vidste, hvem vi talte om. Anne Marie, som sad på forsædet med de ledeste tømmermænd, prøvede flere gange at spørge Boris om enkle ting, men da han ikke talte et ord engelsk, valgte han bare at stirre lige ud af forruden og ikke værdige en eneste af os et ord eller et blik. Lidt en spøjs opførsel.
Men han stoppede de rigtige steder og lod os nyde udsigten til kirker, floder og bjerge.
 
Her et billede af Ananuri Monastery med en utrolig flot udsigt
 

Bjerglandskab på vej mod Kazbegi

Vejen til Kazbegi er en oplevelse i sig selv. Det er hovedfærdselsåren mellem Rusland og Georgien og derfor fyldt med gamle russiske lastbiler. Det meste af året ligger der sne her og i perioder er vejen derfor helt lukket for trafik.
Det var en meget lang kørertur, og da vi endelig ankom til byen Stepantsminda, spiste vi frokost på en restaurant, nød synet af de sneklædte bjerge - især Georgiens tredje højeste Kazbegi (5034 m) og så kørte vi faktisk hjem igen... til en anden gang, så skulle vi nok have valgt at tage en overnatning eller to, og en skøn vandretur i området.


Det er Kazbegi-bjerget deroppe bag skyerne

Den tredje tur var heldigvis igen med Tariel. Det var en todages tur til den forladte oldtidsby Uplistsikhe, Stalins fødehjem i Gori og det gamle kloster Wardsia. Men Tariel nåede selvfølgelig også at få presset et par ekstra klostre og byer ind J
Uplistsikhe var interessant og flot og havde godt 3000 år på bagen. 


Stalins fødehjem var en oplevelse af de store! Ikke så meget på grund af selve museet, men mere på grund af vores kvindelige guide. For det første var hun begyndt rundturen, så vi dumpede sådan ind midt i ”forestillingen”. For det andet talte hun så hurtigt som et maskingevær og med tyk russisk accent, så vi var alle meget i tvivl om, hvad hun fortalte. Og for det tredje, så blev hun voldsomt irriteret, hvis man spurgte hende om noget. Det kunne hun virkelig ikke bruge tid på. Så det var en total parodi på, hvordan man ville lave en satire over et besøg på et museum i Rusland (eller i dette tilfælde Georgien).
Selve museet handlede om Josef Stalin, som åbenbart var født og opvokset i Gori, og som med tiden blev en af de største kommunistiske ledere og diktatorer. Det var Lenin der gav ham efternavnet Stalin (stålmanden) og ikke uden grund. Stalin betragtes som en af verdens største folkemordere på niveau med Hitler og Pol Pot. Han videreudviklede de fangelejre, som Lenin havde påbegyndt og man mener, at omkring 20 millioner passerede gennem lejrene under Stalins styre.


Ud over fotografier og andre effekter fra Stalin kunne man også få lov til at se hans fødehjem og hans private togvogn. Guiden vidste dog ikke rigtig, om hun gad og finde nøglen frem… men når vi nu kunne fremvise en gyldig billet, så pyt da.
 

 

Efter det noget hektiske museumsbesøg kørte vi videre til Borjomi, som ligger i et smukt område og er kendt for sit helsende kildevand. Her fandt Tariel en familie, som lejede værelser ud privat.
Næste morgen gik det mod klosteret Wardsia, hvor der stadig bor munke. Stedet var bedre bevaret end David Gareja, og der er hugget lange gange ud inde i klipperne, som man kunne få lov til at gå på.


Der er mange andre smukke og spændende steder i Georgien og dette lille land i Kaukasusregionen er klart et besøg værd! Næste gang kunne vi godt tænke os at se nærmere på regionen Svaneti, som ser utrolig smuk og interessant ud.

Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

søndag den 8. juni 2014

Montenegro

Efterårsferien blev i 2012 brugt på Balkan i det lille land Montenegro - og hvorfor nu det?
Det var der selvfølgelig flere svar på, men et af dem var direkte fly fra København på 2½ time til en rimelig fornuftig pris. Et andet var, at vi ikke tidligere havde været på Balkan, og at vi hjemmefra syntes, at det lød spændende.

Vi landede efter mørkets frembrud i hovedstaden Podgorica (måske Europas mindst kendte hovedstad) og blev budt velkomne af et større regnvejr, så vi måtte vente til næste morgen med at få et indtryk af byen.

Og nu siger de godt nok, at Podgorica er Montenegros hovedstad, men den er stadig betydeligt mindre end Odense, og den virkede mere som en landsby. Der var på det nærmeste ingen seværdigheder udover en enkelt hestevogn i gadebilledet og en ko, der stod og græssede! Altså med andre ord: Det var mere hyggeligt, end det var storslået. Der var meget få ting at se, men til gengæld var der rigtig flot udenfor byen. 


Så efter en lille gåtur, der blandt andet gik over deres nationale stolthed ”Millenium broen”, hen over torvet og ind i det tyrkiske kvarter – efterfulgt af en gang morgenmad, så var vi klar til at tage bussen videre.
 
 

Til gengæld fik vi et helt andet indtryk af byen Kotor. Den ligger ved den utroligt smukke Kotorbugt, som munder ud i Adriaterhavet og er en gammel middelalderby i labyrintstil med høje mure, snævre gyder og små hyggelige torve med masser af restauranter og cafeer. Her havde vi bestilt to overnatninger, men det lavede vi hurtigt om til 5. Vi brugte byen som base og tog de næste par dage op og ned langs kysten med bus eller i bil.


 
 
 



 

Den ene dag besøgte vi den smukke og hyggelige by Perast, hvor det forlyder, at Michael Douglas og Catherine Zeta Jones har kigget på hus (-vel ikke verdens bedste idé som by at ”brande” sig på nogle kendte, der kun overvejede at købe et hus der?).



Imellem regnbygerne gik vi rundt og så på den billedskønne by, som er bygget i veneziansk stil og de to små øer, som ligger ud for den. Og når der så blev åbnet for sluserne fra oven, sad vi på café.
Så jo, det var en fin dag trods lidt regn.


 

Dagen efter kørte vi imod syd til den noget mere turistede by Budva. Ligesom Kotor har den også en gammel middelalderby inden for høje mure, men den mangler noget af den charme, som Kotor har så meget af.


Efter en gåtur på bymurene, hoppede vi på bussen længere ned ad kysten for at se den lille ø Sveti Stefan – eller som vi hurtigt døbte den: Svedige Stefan. Det er ikke muligt for almindelige dødelige som os at få lov til at besøge øen, men hvis vi ville give 7000 kroner for et hotelværelse på øen, så ville porten med garanti gå op. Vi besindede os dog og gik tilbage langs kysten mod Budva – det er stadig gratis.



Efter at have set vejrudsigten for de kommende dage, hvor der blev lovet fuld sol og over 25 grader, bookede vi to ture gennem vores hostel sammen med to danskere Mia og Peter, som havde været med det samme fly som os.
Vi blev hentet i bil af vores guide Miroslav, som kørte os op ad den utrolig smukke vej fra Kotor til Lovcen Nationalpark. Den havde ikke mindre en 25 hårnålesving og en super, super udsigt over Kotorbugten.

 

I nationalparken besøgte vi Njegos Mausoleet på bjerget Jezerski Vrh i 1657 meters højde. Herfra var der en fantastisk udsigt 360 grader rundt. På en klar sommerdag ville man kunne kigge helt til Italien, Kroatien, Serbien, Bosnien og Albanien.

 

Området er desuden kendt for deres røgede skinker samt røgede oste. Skinkerne er ifølge vores guide ind til videre ikke på det fælleseuropæiske marked, da de vil være en alvorlig konkurrent for de spanske og italienske skinker, som derfor beskyttes af EU.

Derefter gik turen til Cetinje, den gamle hovedstad. Vi nød en frokost (med røget skinke) og det gode vejr, inden turen fortsatte imod Ostrog-klosteret – én af landets helt store seværdigheder. Et hvidmalet kloster bygget ind i/på en klippevæg. Klosteret besøges årligt af ca. 600.000 turister og pilgrimsrejsende – altså næsten lige så mange som indbyggertallet i Montenegro.


Efter klosteret gik turen igen sydpå, igennem Podgorica og ned til Balkans største sø Skadarsøen. Her besøgte vi et lille fiskerleje og nød udsigten over den blanke sø. På hjemvejen nåede vi lige et solnedgangsstop ved Svedige Stefan


 

Dagen efter gik turen nordpå til Durmitor Nationalpark. Det var en lang fire-timers køretur. Især fordi Miroslav ikke på noget tidspunkt havde bly i højrefoden. Om det var for at spare på gassen (ja, den kørte på gas, der kun koster ca. det halve af benzin) eller for at få os sikkert frem vides ikke. Men det gav os i hvert fald masser af tid til at nyde det fantastisk flotte efterårslandskab og bjergene. I Zabljak fik vi frokost, inden vi tog til Den sorte sø. Vi brugte godt og vel en time på at gå søen rundt. Det var en meget stille og flot tur. Der er meget få turister på denne årstid.


Så kørte vi til Tara-broen, der med sine 177 meter over floden Tara, gav os en rigtig fin udsigt og så havde vi godt 4 timer hjem igen… efter to fulde dage, var vi ved at være lidt trætte af at køre i bil, men mange oplevelser rigere.

 

Nå, og hvad går Montenegro så egentlig ud på? Det er et lille bitte land med kun ca. 700.000 indbyggere, som først fik sin selvstændighed fra Serbien i 2006. Det er endnu ikke medlem af EU, men møntfoden er Euro. Det har en super smuk kystlinje, flotte varierede landskaber med søer, sletter, dale og bjerge, gamle middelalderbyer og flinke folk. Og når vi nu snakker om montenegrinerne (ja, det hedder de faktisk) så har vi hørt, at de er et dovent folkefærd. Og vi må da også sige, at rigtig mange af dem ser ud til at have meget god tid. Caféerne er fyldte med folk, som sidder med en lille kop kaffe og et stort glas vand, samt en smøg i hånden. Arbejdsløsheden er på over 15 %, så man undrer sig over, hvordan de får råd til at tilbringe dagene på café – først med kaffe og efterfølgende øl.
Miroslav forklarede, at man her i landet hjælper hinanden og især sine børn. Så hvis de unge på grund af manglende arbejde er i pengenød, så skrider forældrene til for at de unge kan overleve. Vi er sikre på, at vores forældre ville gøre det samme – men dog knapt så sikre på, at vores forældre ville regne cafébesøg som nødvendige for overlevelsen!

Alt i alt har landet et godt potentiale for igen at blive et stort turistland og de første store krydstogtskibe har da også fundet deres vej ind i Kotorbugten – og ikke uden grund.

 

Følg os på Facebook eller Instagram @twodanesontour hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

lørdag den 7. juni 2014

Jordan

Normalt blogger vi kun på vores længere ture, men vi har valgt at forsøge os med en undtagelse. Vi vil gerne prøve at dele et par korte ferier med jer, som vi mener, er værdige til et par blogindlæg. Så her får I lige en lille blogforsmag til at pirre rejselysten, inden vi sommerferieblogger igen om et par uger.


I februar 2012 rejste vi til Jordan for at se den fantastiske oldtidsby Petra. Men rejsen bød på mange andre sjove, flotte og interessante oplevelser.

Da vi landede i lufthavnen lige uden for Amman, havde vi lejet en bil, som skulle bringe os rundt i Jordan de næste 8 dage. Vi fandt dog snart ud af, at Jordan ikke er fyldt med vejskilte, at kortet i Lonely Planet-bogen ikke er det bedste at køre efter og at det måske havde været pengene værd at leje en GPS (og tegne en fuld forsikring på bilen). Men med godt humør og evnen til at spørge om vej, så begav vi os ufortrødent af sted på "grønspætte-manér" og uden moderne teknik.

Første stop var byen Madaba, som er kendt for sine mange mosaikker - og især det store Bysantinske landkort over ”Det hellige land”, som findes i gulvet i kirken Saint George. Kortet kan dateres tilbage til det 6. århundrede efter Kristi og det var både flot og interessant at se, men desværre ikke længere helt intakt.

 

Derefter gik turen mod syd, hvor vi kørte gennem smukke landskaber med stenørken og dybe slugter, som er en lille del af The Great Rift Valley.

 
Rift Valley er et meget omfattende geografisk og geologisk system, som indeholder en forkastningszone og masser af geologiske sprækkedannelser med en alder på over 35 millioner år. The Great Rift Valley strækker sig over næsten 6000 km fra det nordlige Syrien, gennem Jordandalen, Det Røde Hav og videre ned gennem Østafrika til den centrale del af Mozambique. Det er vildt at stå på kanten af denne kløft og vide, at vi nærmest står i den ene ende med tusindvis af kilometer til den anden.

 

Vi gjorde frokoststop i byen Karak, som vist nok er kendt for et gammelt fort, men vi fik nu bare noget meget lokal mad, som vi ikke rigtig kunne bestemme. Men det var som altid en oplevelse at spise som de lokale, og det smagte fint.


Restaurantens ejer må være meget glad for grøn!

Hen på eftermiddagen nåede vi til den lille turistede by Wadi Musa, som ligger ved indgangen til oldtidsbyen Petra. Her fås hoteller i alle prisklasser og efter vi havde tjekket ind på et af de billigere af slagsen, var vi klar til vores første besøg i Petra.

Petra var hovedstad i landet Nabatea - og skulle du ikke kende dette land, så er det nok fordi, det i år 106 e. kr. blev indlemmet i det store Romerrige og derved mistede sin selvstændighed. Nabatea var befolket af nabatæerne, et aramæisk-talende folk, som kom vandrende fra det nordlige Arabien og bosatte sig i området omkring det sydlige Syrien, Jordan, Sinai-halvøen og det vestlige Saudi Arabien.    

Den rige hovedstad Petra var et naturligt stop og handelscenter på de store karavaneruter fra Sydarabien til Damaskus og fra Middelhavet til Mesopotamien (i det nuværende Irak). Byen overlevede i århundreder, fordi befolkningen havde forstået at kontrollere det sparsomme vand. Ved hjælp af avanceret hydraulisk teknik, skabte de en kunstig oase og havde derved vandforsyninger til dem selv og deres dyr samt muligheden for at dyrke jorden. De opkrævede store skatter af karavanefolkene for mad, vand og beskyttelse.

Petra gik desværre til grunde som livlig handelsby, både fordi Romerne over tid mistede interesse for stedet, og fordi byen blev ramt af et kraftigt jordskælv i 363 e. kr. Hvad der skete bagefter vides ikke. Måske blev stedet invaderet af andre folkeslag, måske gik vandforsyningerne til grunde under jordskælvet. I dag står kun ruinerne tilbage.

Vi havde bestilt en tur samme aften til ”Petra by night”, en begivenhed der foregår et par gange om ugen, hvor turister kan få lov til at opleve Petra om aftenen kun oplyst af 1800 brune papirsposer med stearinlys i.

Efter vi havde betalt for indgangen, stod vi i bælgragende mørke sammen med de andre turister og så på den enormt flotte stjernehimmel. Så begyndte den 1,2 kilometer lange gåtur gennem Siq’en til hovedtemplet The Treasury.

Siq’en er en smal slugt, som er skabt ved, at vand i årtusinder har forsøgt at presse sig vej gennem de høje sandstensklipper. Den har i fordums tid, været en naturlig beskyttelse for Petra, da ingen fjender kunne nærme sig byen uden først at skulle igennem den lange smalle slugt. Hele vejen gik vi og prøvede på at forestille os, hvordan dette fantastiske sted ville se ud i dagslys. Noget vi omkring 10 timer senere skulle finde ud af.

 

Vel fremme sad vi på måtter på jorden, fik arabisk te og hørte traditionel musik, mens de små papirsposer med lys i gav en hel særlig og magisk stemning.

 

Næste morgen meget tidligt var vi mere end klar til at udforske Petra - nu i dagslys og med privat guide. Det er faktisk sjældent, at vi betaler for en guide men netop her i Petra, ville vi gerne have alle de spændende oplysninger og historier, vi kunne suge til os.

Vi begyndte med igen at gå den 1,2 km lange vej gennem Siq’en. Det tog os nu over en time, da vores guide var meget ivrig efter, at vi skulle se og opleve så meget som muligt på turen.



Det var en hel anden oplevelse at bevæge os igennem slugten i dagslys, da vi nu rigtig kunne se de fantasiske farver og klippeformationer. Samtidig fik vi også udpeget forskellige templer, relieffer og vandkanaler, som var hugget ud i klipperne.



Vi lod fantasien få frit løb og forestillede os, hvordan der mon engang havde set ud, da lange kamelkaravaner fra alle verdenshjørner var reddet her igennem med elfenben, eksotiske krydderier, silke, håndvævede tæpper og meget, meget mere.

Endelig nåede vi igen frem til The Treasury, (som har været med i Indiana Jones filmen Det sidste korstog) og nu kunne vi rigtig se, hvor imponerende denne bygning er. Det var jo lidt svært aftenen før i kun stearinlysets skær.

 

Vi blev stående længe og nød en fantastisk morgen og kun at være 4 turister, når man ved, hvilket turistmekka dette sted er J

 

Derefter tog vores guide os med videre rundt i den gamle by. Vi så utrolig mange templer, gravmæler og klippehuler hugget ud i de porøse sandsten af nabatæerne, men også efterladenskaber fra Romerne i form af et amfiteater og den traditionelle markedsgade med søjler.

 


Så begav vi os den hårde vej op for at se et andet stort tempel The Monastery, som minder lidt om The Treasury.




Det var meget varmt at gå derop, men udsigten var det hele værd og vi kunne alligevel ikke få os selv til at ride på et æsel derop.

 


Om eftermiddagen kørte vi en tur til Lille Petra. Et område i nærheden af Petra, som også har gamle klippehuler. Det var fint og flot, men intet i sammenligning med Petra.

Næste morgen tog vi endnu en tidlig gåtur ind i Petra. Vi nød den stille morgenstund og at de andre turister endnu ikke var ankommet. Vi så flere templer, som vi ikke havde nået dagen før, og så gik vi for sidste gang ud igennem Siq’en, da de store turistbusser endelig begyndte at ankomme.

 



Derfra gik turen i bil endnu mere syd på. Vi skulle finde ørkenen Wadi Rum. Og nu er det så, at GPS’en ville have været god at have ved hånden. Som før nævnt, så var skiltningen sparsom og vores kort ikke af de bedste, så til tider kørte vi lidt på må og få og efter solen. Og på denne måde kom vi en lille smule på afveje. Vi var kommet ud på landet og kørte på små asfaltveje med marker på begge sider. Flere steder var der store fåreflokke med hyrder til at passe dem.
Det næste der skete var som i slowmotion. En flok drenge, som stod oppe på en mark, satte lige pludselig alle i løb ned mod bilen og som ud af den blå luft, slyngede en af drengene en stor sten mod os. Den ramte med et ordentligt drøn omkring benzindækslet, og da bilen jo var i fart, så efterlod den sig et skrabemærke af de større…

Da vi ankom til Wadi Rum betragtede vi skadernes omfang, men blev hurtigt enige om, at vi jo ikke rigtig kunne gøre noget ved det alligevel. The show must go on!

Vi havde booket en tur med nogle beduiner, som skulle sørge for at køre os en tur rundt i ørkenen og give os husly i en beduinlejr om natten.

Ørkenturen var fin, vi fik set kameler, hoppet i sanddunes, set flotte klippeformationer og gamle helleristninger, men vi har nok efterhånden set for meget til sådan rigtig at blive imponeret over en lille bunke sand.







(Ja, det er Rasmus, der er kravlet helt til tops!)

Derefter gik turen til beduinlejren, hvor vi mødte Carrie, en amerikansk pige, som bor i Danmark og træner Sønderjyskes kvindefodboldhold. Hun rejste alene og var noget utryg ved hele situationen over at være alene i den mandlige beduinlejr. Hun blev dog hurtigt beroliget, da hun så to tossede ”landsmænd”. Vi tilbragte aftenen sammen og fortalte masser af rejseanekdoter, mens vi nød lækker mad og en fantastisk stjernehimmel, inden vi gik til ro i hvert vores beduintelt.

 

Næste morgen stod vi op til morgenmad, inden vi skulle have et lift tilbage til civilisationen. Og der fik vi nok en af turens største overraskelser. Det var en lille knægt på omkring en 10-11 år, der kom kørende i en 4WD for at hente os. Vi var helt målløse og fuldstændig flade af grin, da knægten sad helt ude på det yderste af sædet for at nå pedalerne, mens han som det naturligste i verden kørte os igennem ørkensandet. Vores unge ven parkerede foran den lokale skole, løb ind efter den mand, der skulle køre os det sidste stykke hen til vores bil, hvorefter han gik ind til time. Vi var helt befippede over denne oplevelse, så vi glemte helt at tage et billede af den lille chauffør.

Vi sagde farvel til Carrie og kørte mod kystbyen Aqaba. Det blev blot til en hurtig frokost, inden vi kørte nordpå igen mod Det døde Hav. Rasmus havde aldrig været ved Det døde Hav før, så vi havde planlagt at tage en lille flydetur i det salte vand. Men da vi nærmede os, trak det op med regn og blæst, så vi besindede os.

Vi skyndte os i stedet for at køre nordpå mod den syriske grænse, hvor vi dagen efter besøgte den gamle romerske by Jerash. Vi kendte ikke til den, inden vi besøgte Jordan, men blev glædeligt overraskede. Tit synes vi, at det ukendte er nogle af de største oplevelser, da vi ikke har nogen forventninger til dem inden.

Jerash var en rigtig flot og velbevaret by med store porte, en hippodrom, et stort amfiteater, masser af høje søjler og den gamle markedsgade. Denne by blev ramt af en serie af jordskælv i år 749 e. kr. og blev derefter også forladt. Men i dag er Jerash den bedst bevarede romerske by uden for Italien!

 






Vi kørte tilbage til Madaba for at overnatte, da vi her ville være tættere på Det døde Hav, som Rasmus stadig gerne ville besøge. Næste morgen var der slud (ja, slud) imod ruden mens vi spiste morgenmad på hotellet. Det skulle dog ikke afskrække os to vikinger (høhø -folk der kender os godt ved, at vi kun bader i tropisk vand).
Men vi tog vejrudsigten på www.yr.no, som lovede stille vejr og ingen regn fra 10.30-13.30, så vi begav os igen mod Det døde Hav, og denne gang hoppede vi i bølgen blå.
Det er noget at en mærkelig fornemmelse at ligge på/i overfladen af vandet og forsøge at "hundesvømme" sig frem. Hvis man svømmer brystsvømning, stikker ens underben og fødder op over vandet, når man sparker, med meget lidt fremdrift til følge!
Men det er en vældig fin oplevelse, og som en bonus får man pga. det høje saltindhold en påmindelse om selv de mindste sår og rifter på kroppen ;-)




Sidste stop på Jordan-turen blev til Jordanfloden og det sted, hvor man mener, at Jesus blev døbt af Johannes Døberen ”Bethany Beyond the Jordan”. Man kunne kun komme dertil ved at køre med en lille bus med en guide.



Det var lidt en speciel oplevelse, at stå på den ene side af Jordanfloden og kigge de ca. 10 meter over til den anden side til Israel, hvor pilgrimme flokkedes for at røre ved det ”hellige” vand.

 


Den sidste historie I skal have i denne omgang er den om, hvordan vi fik afleveret bilen i lufthavnen, med årets største bule efter drengestregerne med den store sten.
Rasmus havde jo, grundig som han er, gennemgået bilen med udlejeren, da vi fik den, og hver en lille ridse eller bule var krævet noteret på udlejningspapirerne med en lille prik. Det skulle vise sig at være en god idé. For selvom prikken, der hvor vi var blevet ramt af en sten på størrelse med en brosten, burde have været betragteligt større for at matche bulen og de utallige skrammer, så gik den alligevel igennem med kommentaren: "This is OK, sir!"
Vi fejrede de sparede penge ved at købe hver en cola i lufthavnen og tænkte tilbage på en fantastisk oplevelsesrig tur.


Følg os på Facebook, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.