søndag den 27. juli 2014

Kalimantan - Borneo

Advarsel til alle, som måtte læse dette blogindlæg: Det kommer til at handle om dyr. Mange dyr!

Hjemmefra havde vi bestilt en 4 dages/3 nætters tur på en flodbåd til Tanjung Puting national park, som ligger i den indonesiske del af Borneo (også kaldet Kalimantan).
Rasmus har før set orangutanger i den malaysiske del af Borneo, men det var første gang, at Anne Marie skulle så tæt på disse store, flotte aber – og vi glædede os helt vildt til denne vores rejses højdepunkt. 

Vi blev hentet af vores guide Robby i Pangkalan Bun lufthavn og kørt direkte til båden, som i løbet af 5 minutter lagde fra land og sejlede ned ad Sekonyer-floden. Vi fandt os hurtigt godt til rette på båden og glædede os over, at vi var de fire eneste turister ombord (modsat vores tur til Komodo).



Vi fik snart frokost ombord på båden og derefter gik vi i land ved ”feeding station 1”. Her bliver orangutangerne fodret med bananer hver dag kl. 15.
De fleste af de orangutanger, som lever i denne del af nationalparken, er rehabiliterede. De kan altså ikke nødvendigvis klare sig selv i naturen og finde al den føde, som de har brug for hver dag. Disse orangutanger får nu unger, som vokser op med at blive fodret hver dag – og derfor kan disse heller ikke nødvendigvis klare sig selv. Og derudover er det jo også blevet en ”pengemaskine”, da masser af turister kommer hver dag året rundt for at se orangutangerne rigtig tæt på. Så på en måde er det skruen uden ende, men på den anden side har orangutangerne det meget bedre her ude i skoven end i de forskellige fangeskaber, de var i før. Og de er jo frie til at bevæge sig rundt i hele nationalparken. Ind imellem er der orangutanger, som går ind i skoven, og aldrig kommer tilbage igen. Og det sker også, at der kommer en vild orangutang og tager for sig af frugten på en af foderstationerne. Så alt i alt har vi en fornemmelse af, at dyrene har det godt her og bliver behandlet med respekt. 

Skru op for lyden på din computer
og hør en orangutang smaske!


Derudover giver turismen også arbejde til en del af lokalbefolkningen, da hver båd har omkring 4 besætningsmedlemmer ombord, samt at der er ”rangere”, som arbejder i nationalparken. Disse mennesker kunne arbejde med at fælde træer ulovligt eller grave efter mineraler i undergrunden, hvis de ikke havde disse jobs.

På grund af at mange mennesker fra Java tager til Kalimantan for at finde arbejde, er det svært for de lokale herfra at finde jobs. Det skyldes især, at folk fra Java er langt bedre uddannede - eller i det hele taget uddannede! Men jobbene i nationalparkerne og på floderne kræver lokalkendskab, så her har de lokale mulighed for at slå javaneserne på andre parametre. Eneste problem er bare, at det ofte er folk fra netop Java, der har fundet ud af at lave en hjemmeside, hvor de tilbyder flodture til turister. De tager så en høj pris fra turisterne, men betaler kun en lille pris for den lokale arbejdskraft. På den måde forlader pengene Borneo og flyder til Java.

Men nu er nogle af de lokale guider begyndt at nyde godt af internettet, hvor de i forskellige rejsefora bliver anbefalet med mailadresse og telefonnummer, hvilket har givet dem så stor succes, at de nu har mere arbejde, end de selv kan klare – et arbejde de så kan ”give videre” til andre lokale. Samtidig er de meget opmærksomme på, at de skal leve af regnskoven og dyrene, så flere af dem er for deres begrænsede sparepenge begyndt at opkøbe noget af det land, der grænser op til nationalparken, for at det ikke skal falde i hænderne på folk fra palmeolie- eller mineindustrien.

Men tilbage til orangutangerne...
Vi stod lidt og ventede ved foderstationen, og pludselig kunne vi se, at nogle af trætoppene begyndte at svaje. Snart var de første orangutanger i sigte. En mor med en halvstor unge kom ned for at spise. Da de havde taget for sig at retterne, tog moren en stor klase bananer med op i et træ og satte sig der for at nyde sin mad i fred og ro.

Orangutang-mødre passer deres unger i op til 7 år imens de lærer dem alt det, som en orangutang har brug for at kunne for at klare sig i regnskoven. Nogle mødre havde endda to unger at bære rundt på.



Snart kom flere orangutanger til. Både mindre og større. Blandt andet en kæmpe han. Det var en stor oplevelse at være så tæt på disse flotte og imponerende dyr!



Da vi sejlede videre ned af floden, så vi mange næseaber, som tit sidder sammen i store grupper i træerne. De er også sjove at se på, da de ofte er meget aktive og legesyge, og fordi hannerne har nogle kæmpe store næser. De kan ophobe luft i den store næse, så de kan holde vejret under vand, når de krydser en flod, imens hunnerne og ungerne er nødt til at holde hovedet over vandet.



Næseaber lever ingen andre steder i verden end på Borneo og har svært ved at tilpasse sig andre levesteder som zoologiske haver og lign., da 75% af deres kost kommer fra planter, der er endemiske for Borneo.

Vi var også heldige at se nogle knapt så kendte dyr. Vi så den falske gavial, der er en slags krokodille med meget lang og smal mund. Den lever af fisk og er trods sine 2-3 meter generelt ikke farlig for mennesker som kaimanen, der også lever i floden. 

Vi så også Storm’s stork, som man kun regner med, at der er ca. 500 eksemplarer tilbage af i hele verden. Den er på den røde lise over truede dyrearter. Vi fik at vide, at det ikke er ofte, at man kan se den. Vores guide havde ikke set den i 6 måneder, så vi var meget heldige.



På en af natturene så vi en langbenet skolopender og en civetkat. Men der var også de mere kendte taranteller (fugleedderkopper), træfrøer, sovende fugle, kæmpemyrer og en masse andre insekter.



Og fra båden spottede vi et flyvende egern, som lettede fra et træ på den ene flodbred, og svævede helt lydløst hen over floden til et træ på den anden side. Også et noget sjældent syn!

Hver nat sov vi på dækket af  båden under myggenet på madrasser. Det var fantastisk at vågne op næste morgen til junglens mange lyde og en morgenaktiv abeflok lige ved siden af båden.

Dagen efter besøgte vi ”Feeding station 2” kl. 9. Der kom kun 3 orangutanger efter mad – men det er jo egentlig et godt tegn, da de andre åbenbart ikke var sultne nok til at gide bevæge sig derhen. Her fik orangutangerne en slags mælk at drikke og bananer som dagen før.



Tilbage på floden ”spottede” vi igen dyr. Det er utroligt så meget tid, man kan bruge på bare at sidde og kigge ud over vandet, snakke om løst og fast og spotte dyr. Virkelig en skøn beskæftigelse for sådan nogle dyreentusiaster om os J


 
Vi så forskellige fugle, men den der skilte sig mest ud, var den flotte og ret store isfugl, som vi så krydse floden mange gange.



Vi så også mange grupper af makak-aber, som ligesom næseaberne er meget aktive og tit sidder i træerne helt ud til floden. De glor bare dovent, når man sejler forbi dem.



Kl. 14 skulle vi til fodring på ”feeding station 3”. Det første syn der mødte os, da vi gik i land, var denne skønne orangutang:



Der kom mange orangutanger til fodringen, og der var også mange mennesker, og vi stod lidt tæt. Så ind imellem var det lige før, at man kunne blive løbet ned af en orangutang på vej hen efter frugt.

Ved ”feeding station 3” kommer der også tit en gibbonabe forbi for at få en godbid. Det var super sjovt at se hvor let og adræt, den bevæger sig gennem trækronerne.



På tredjedagen gik vi en tur i regnskoven med vores guide. Vi så 4 vildsvin og en grim skolopender, men ellers synes vi, at skoven var lidt ”dyrefattig” og begyndte at traske hjemover. Pludselig spottede Robby to orangutanger. De stoppede tæt på os, og gav sig til at spise termitter fra et bo, de havde fundet. Det var fedt at se dem uden for feeding stationerne og uden andre mennesker omkring os. Vi stod bare og nød dyrene, og de lod sig ikke mærke med, at vi var i nærheden.




Vi har haft en fantastisk (og meget varm) tur i Tanjung Puting national park. Vi fik set en masse flotte og spændende dyr, og vi nød virkelig sejladsen på floden.

Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

søndag den 20. juli 2014

Ubud, Bali

Efter 6 dage på Gili-øerne, havde vi nået vores mæthedsgrænse med at lave ”ingenting”, og vi begyndte at kigge os om efter lidt luftforandring. Vi var ved at blive nervøse for, at vi skulle gro fast på ”Zipp bar”, og der ER også grænser for, hvor længe man kan blive ved med at fylde sig med pizza, burgere og pommes frites.
 
Vi ville gerne lidt ind i landet og se flotte landskaber med risterrasser, da vi havde boet i nærheden af havet lige siden vi kom til Indonesien. Vores valg stod mellem enten at tage til Tetebatu på Lombok eller til Ubud på Bali. Vi var ikke i tvivl om, at på Lombok lå det største eventyr og de færreste turister, men vi var lidt nervøse for, om dette sted ville være foreneligt med et fly fra Denpasar på Bali 3 dage efter. Så efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om, at vores næste destination kom til at hedde Ubud.

Vi skulle ”tjekke ind” på havnen på Gili Air kl. 10.30, en halv time før vores ”fast boat” skulle komme, men det var som om, at Gili-øerne ikke rigtig ville give slip på os… Båden var i hvert fald ca. 2 timer forsinket, og vi fik derfor lov til at sidde i uvished og kigge ud over havet i et par timer. Ikke nogen dårlig udsigt – men alligevel…

Da vi kom til Padangbai skulle vi med bus til Ubud. Allerede gennem bussens vindue kunne vi se en helt anden arkitektur end på Lombok. Vi var straks begejstrede for forandringen, selvom Lombok også så dejlig ud.
Bali er fortrinsvis hinduistisk, mens Lombok, som de fleste andre øer i Indonesien, er muslimsk. Det kommer både til udtryk i folks tøjstil, arkitekturen og åbenbart også på den måde de kører på i trafikken. På Lombok dytter alle sådan set hele tiden, mens det på Bali betyder ”jeg kom først”, hvis man sætter advarselsblinket på. Vi er nu glade for, at vi ikke skal køre selv på denne ferie (husk på, at de også kører i venstre side af vejen – og ofte i begge retninger selv om det er en ensrettet gade!)

Ubud tilbød alt det, den er så kendt for: masser af shopping, energiske taxachauffører, balinesisk kunst og kultur, et hav af små massagedamer (dem uden ”happy ending”) og dejlig mad.

Den næste dag tog vi og Martin et balinesisk kokkekursus på den nærliggende restaurant Pissari Bali Café. 

Kokken Nofi førte os med rolig og sikker hånd gennem retterne: Yellow sauce, som senere skulle bruges til yellow rice, steamed tuna og chicken satay. Derudover lærte vi at lave en balinesisk sambal (chili) og til dessert grønne pandekager med kokossukker indeni.

Vi vil nu give jer en lille fotoserie, så I nærmest føler, at I selv deltog i begivenhederne:

 Ingredienserne til yellow sauce steges i wok


Yellow sauce efter den er blendet 


Ingredienserne til dampet tun i yellow sauce


Tunen pakkes ind i bananblade


Tunpakker


Yellow sauce til kyllingsatay


Der skal stor koncentration til, når man sætter kyllingsatay på pind


Kyllingsatay efter de er blevet grillet


Hovedret. 
Fra venstre: dampet tun i yellow sauce, gule ris, balinesisk sambal


Grønne pandekager steges ved svag varme 


Den færdige dessert


Om eftermiddagen gik tøserne shop amok. De tømte på det nærmeste en smykkebutik, og var meget lykkelige bagefter.


Aftensmaden blev indtaget på restauranten Nomad, hvor Sanne havde læst, at man kunne få 12 balinesiske tapasretter, og det kunne vi selvfølgelig ikke gå glip af. Det var en god oplevelse og dejligt at prøve så meget forskelligt.





Næste dag havde vi booket en chauffør til at køre os rundt på Bali. Han ville gerne snakke undervejs og fortalte os om det meget traditionelle liv, som fortsat leves på Bali med alle generationer under samme tag, og hvor drengebørn stadig er vigtige, da det forventes, at de skal forsørge familien.

Undervejs havde vi bedt om at se et par hinduistiske templer og et område med risterrasser. Templerne var fine, men hurtigt oversete.

 Taman Ayun templet


Templet i Lake Beratan



Derefter forsøgte vi at få vores chauffør til at forstå, at vi gerne ville finde noget billigt, lokalt frokost. Han prøvede med et par steder med buffet og fin udsigt, men til sidst fik vi ham til at stoppe ved en lille restaurant (læs bod), som lå ved vejen. Der fik vi dejlige nudel- og risretter for hver 5 kr. Det er priser, man kan forstå, og det smagte rigtig dejligt.




Til sidst så vi et område med risterrasser. Det er vildt at tænke på, hvor mange århundreder det må have taget at grave disse terrasser ud med håndkraft!



Efter 3 nætter er vi ved at have fået nok af Ubud. Det er godt, at nye eventyr venter forude.

I er velkomne til at følge os på Facebook og Instagram: @twodanesontour, hvor vi lægger rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

fredag den 18. juli 2014

Gili-øerne

Efter 5 dages sømandsskab var det igen blevet tid til ro og afslapning! Det havde vi besluttet at finde på Gili-øerne, som ligger nordvest for Lombok. Vi havde hørt en masse godt om disse tre turistede øer - Gili Trawangan, Gili Meno og Gili Air.

Øerne blev af andre rejsende beskrevet som meget forskellige. Gili T er partyøen, hvor der altid er gang i en fest. Gili Meno er mest for folk på bryllupsrejse, og Gili Air skulle være sådan midt imellem – altså det, som lød mest tiltalende for os. Vi havde forestillet os noget i retningen af Perhentian Islands i Malaysia (en dejlig bred sandstrand, grillet fisk på stranden om aftenen og ingen veje eller køretøjer), men vi kom nok godt 25 år for sent og fandt i stedet noget, der minder mere om Boracay på Filippinerne. Her er godt nok ingen biler, men man er hele tiden ved at blive kørt ned bagfra af en cykel eller en hestevogn.
Der ligger barer, restauranter, bungalows, tøjbutikker, dykkercentre, massagesteder, kiosker osv. osv. side om side hele vejen rundt om øen langs stranden. Lidt for meget et cirkus til vores smag! Her tilbydes også åbenlyst ”magic musrooms” mange steder. Vi forstår faktisk ikke at de tør, når man ved, hvilken super streng narkolov, der er i Indonesien.


Men efter vi fik en dejlig bungalow på Orong Villages, et roligt sted tæt på vandet, faldt der lidt ro på os, og så kunne vi begynde at nyde øen. For første gang på denne tur har vi faktisk varmt vand i bruseren, som er under åben himmel. Men de første dage var det så sindssygt varmt, at det eneste man drømte om, var et koldt bad og en sval brise.



Vi fandt snart ud af, at der på ”Zipp bar” var ”happy hour” hver dag fra kl. 16-20. Buy one cocktail – get one free. Og når en Long Island Ice Tea så er nede i den nette sum af 17 kroner, så er der glade folk på tur. Anne Marie fik også hurtigt forklaret bartenderen, at hun ønskede sig Bailey-coladas – og det skulle hun få J



Vi prøvede at snorkle lidt fra kysten, men når man lige er kommet fra Komodo National Park, ja, så kan det kun skuffe med halvdøde koraller og en dårligere sigtbarhed…

Da det blev AM’s fødselsdag bestilte vi en snorkeltur med en båd rundt til de tre øer for at se, om de havde mere at byde på, end vi selv havde kunne finde. Vi skulle snorkle 4 gange undervejs og i land for at spise frokost på Gili Meno. Typisk for sådan en snorkeltur, så havde de stoppet over 30 mand ind på en lille båd, som havde passet bedre til 12-15 personer. Heldigvis havde vi vores eget snorkeludstyr, da de selvfølgelig ikke havde fået nok svømmefødder i de rigtige størrelser med til alle.
Vi så en del skildpadder på turen og blev hermed mindet om, hvorfor Giliøerne har tilnavnet ”Skildpaddeøerne”. Men ak og ve… vores ”snorkelguide” jagtede rundt efter skildpadderne og prøvede at røre dem på skjoldet med det resultat, at mange andre fra båden prøvede at gøre det samme. Skildpadderne fløj derfor rundt for at komme væk fra denne skøre menneskemængde, som forfulgte dem. Vi prøvede hver gang at svømme lidt i den anden retning end alle de andre, så vi alligevel kunne nyde fisk og skildpadder i mere rolige omgivelser og uden at frygte at få en svømmefod i hovedet.



Da vi kom i land igen skulle der fejres fødselsdag! Martin og Sanne havde i al hemmelighed købt en fødselsdagskage til AM, som også fik fødselsdagssang af barpersonalet på Oronge Villages. Men vi må altså tilstå, at kagen var mere sjov, end den var god! Men ingen fødselsdag uden kage J



Derefter gik vi (vanen tro) til ”happy hour” på Zipp og nød cocktails og solnedgang, inden vi fik dejlig mad. En helt igennem rigtig dejlig fødselsdag!

 



Og her kommer lige en lille Gili status: På Gili Air kan man finde dejlige steder, billige drinks og god mad i alle prisklasser. Men det er bare for turistet til vores smag. Gili Trawangan er og bliver party-øen, og der er bare lidt mere af det hele (støj, larm og turister) men til gengæld var det her, vi så flest skildpadder, så hvis man kan holde turisthelvedet ud i et par dage, så ville det være fint at slå et smut forbi. Gili Meno virkede meget mere hyggelig og på alle måder stille. Vi var der kun i kort tid, men skulle det ske, at vi nogen sinde kommer tilbage, så vil vi slå os ned her og derfra sejle til Gili T for at snorkle med skildpadder. Men alt i alt føler vi, at tiden er løbet fra Gili-øerne. Det utrolige paradis det engang var, er mere eller mindre forsvundet og masseturismen er for længst rykket ind.



Måske skal vi præcisere, at vi har haft 6 skønne dage på Gili Air. Der er varmt, dejligt turkist vand, hvide sandstrande og dejlig mad. Så hvis indlægget har et lille skær af negativitet og ærgrelse, så er det bare fordi, vi havde håbet at få det hele for os selv! ;-)





Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud, og hvor vi kommer med updates, når vi er på farten.

søndag den 13. juli 2014

Komodo Island tour

Vi havde hjemmefra bestilt en 5 dages bådtur fra Lombok via en masse småøer til Komodo og tilbage igen med selskabet Perama Tour.

Vi blev hentet i hovedbyen Mataram i to mindre busser fordi 30 andre havde fået samme idé som os. Efter et par ”turist-stop” kom vi til Labuan Lombok på østsiden, hvor vi ”påmønstrede” et stort gammelt træskib. Hvis der var nogle af passagererne, der på forhånd havde troet, at de skulle på luksuskrydstogt (– og det var der), så skulle de meget hurtigt blive svært skuffede.
 
Vi fik frokost på skibet, sejlede en times tid, og blev så sat i land på Kondo Island for at snorkle. Det var udmærket snorkling uden at være prangende.
 
Kl. 19 blev der serveret grillet tun med klassisk indonesisk tilbehør i form af ris, grøntsager og nudler. Vi sad ved små borde omkring et bål. Bålet dannede efterfølgende rammen om ”get-to-know-your-fellow-travellers-sangaften”, hvor vores mandskab slog tonen an - eller rettere tonerne, da det ikke alt sammen var helt rent. Det skal retfærdigvis siges, at det ikke blev mere rent af, at vi alle efterfølgende skulle synge vores lands nationalsang. Heldigvis var vi seks danskere, som kunne skråle i kor, og det var nu sjovt nok, (og for nogen ledte det tankerne tilbage til diverse ”POP-quizzer” i Tyrkiet en gang i halvfemserne).




Da vi kom tilbage ombord på båden, var der blevet lagt 12 madrasser ud på øvre dæk, med det resultat at der ikke var plads til at sætte bare én fod på gulvet. Og netop som vi besteg båden igen, begyndte den at sejle –og det gik ikke stille for sig. Vi kastede os nærmest ned på hver vores madras, mens skibet rullede hen over bølgerne. Snart blev lyset slukket og vi forsøgte at sove en lille smule, men det var nærmest umuligt på grund af det hårde vejr. Skulle man på toilettet i løbet af natten, var det en bedrift i sig selv at komme gennem labyrinten af sovende mennesker, mens man klamrede sig til jernstængerne i loftet. Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at tøserne til tider var max pressede på denne første del af turen.
 
Næste morgen begyndte med morgenmad og en snorkeltur, og derefter var der det meste af en dags hård sejlads foran os – men da vi af gode grunde ikke havde sovet så meget om natten, kunne vi nu udnytte eftermiddagen til en lur, fordi der ikke var så meget andet at foretage sig i det fortsat hårde vejr. Undervejs så vi en stor djævlerokke fra skibet og en lille flok delfiner, som fulgte os lidt på vej. Efter disse opmuntringer fik vi endnu en rullende nat – denne gang med meget stærk vind midt på natten, som piskede ind over dækket.





Tredjedagen skulle dog vise sig at blive rigtig god, da vi efter en omgang pandekager til morgenmad gik i land på Komodo Island. Et af turens forventede højdepunkter.
 
Komodovaraner er verdens største nulevende øgleart. De lever kun på fem mindre øer i Indonesien, hvoraf den mest kendte nok er Komodo øen. Komodovaraner bliver normalt 2-3 meter lange og kan veje op til 70 kg. De er ådselædere, men går også på jagt efter levende dyr. De sniger sig ind på byttet og løber så frem med en fart på op til 20 km/t. Når den bider sit bytte (eller et menneske…) har den op til 20 forskellige bakterier i munden, som overføres til såret. Giften i spyttet vil efter et stykke tid slå dyret ihjel. Imens venter varanen blot på offerets edelige, og når det engang lægger sig til at dø, er varanen lige i nærheden – klar til at indtage sit måltid. Komodovaraner kan lugte blod på op til 15 kilometers afstand. Det er altså lidt nogle ”sataner”, og man skal derfor ikke komme alt for tæt på.

Rundt på Komodoøen kan man også se massevis af hjorte, vildsvin og vilde høns, men det var jo ikke rigtig dem, vi var kommet for at se…
 
Da vi mødte ”vores” ranger, fik vi at vide, at det er parringssæson for komodovaraner fra juni til august, og at man derfor ikke er garanteret at se dem! Det er i sig selv en besked, der er virkelig "dejlig" at få efter tre hårde dage på havet med udsigt til to mere. Og da vi havde gået en tur på små to timer uden at se en eneste, var vi da også ved at indstille os på, at ”det hele havde været forgæves”. Men så slog Anne Marie til og spottede en lille en. Den forsvandt dog hurtigt ind i buskadset, men nu havde vi i det mindste set en!
Kort tid efter så vi en større komodovaran, som vi fulgte et stykke tid. Den gik ned på standen, og det var flot at se og følge den – på behørig afstand - med det blå hav i baggrunden.
 



 
 



Efter en noget varm tur på Komodo Island, var det godt med en snorkeltur ved Pink Beach. Stedet hedder sådan, da små bitte stykker rødt koral farver sandet med et lyserødt skær. Vi kiggede dog ikke så meget på sandet, da vi var mere interesserede i det, vi kunne se under havets overflade. Og det var masser af flotte koraller og fisk.
 
Om eftermiddagen sejlede vi til Labuan Bajo på øen Flores, hvor vi gik i land i et par timer for at proviantere og for bare at have fast grund under fødderne. Om aftenen var der farvelparty for de tyve personer, som stod af båden på Flores og velkomstparty for de tyve nye, som skulle sejle med tilbage til Lombok, - og så var vi altså 14, som har valgt hele turen.
 



Fjerdedagen blev den bedste af dem alle. For det første havde vi fået en dejlig nats søvn i Labuan Bajo havn, kun vækket et par gange af råb fra moskeen (det er ramadan).
Første stop efter morgenmaden var Rinca Island, hvor der også lever Komodovaraner. Vi have gået mindre end 100 meter, da vi så den første. Her gik vi også en tur på ca. halvanden time og så aber, vandbøfler, hjorte og i alt 5 komodoer. Nogle af dem ret tæt på! Guiderne her var bedre, da de talte bedre engelsk og fortalte forskellige facts om komomdoerne, og så var her en formidabel udsigt ud over havet.



Tilbage på båden sejlede vi et par timer, hvorefter vi gik i land for at snorkle ved Gili Laba. Det blev uden tvivl turens bedste snorkelsted. Der var super mange fisk i alle mulige farver og i ca. 10 minutter svømmede vi ved siden af en sød skildpadde, som ikke lod sig hidse op af lidt følgeskab af 4 danskere.



Derefter havde vi endnu en eftermiddagssejlads, en natsejlads og nærmest en hel dagssejlads, inden vi omkring ved 19-tiden kunne stå af båden i Labuan Lombok, hvor en godt to timers bustur ventede forude…

Og hvis vi nu her et par dage efter turen skal gøre status, så må vi sige, at vi er glade for, at vi har oplevet både komodovaraner og flotte snorkelsteder, men at vi har besluttet ikke at tage denne tur igen… og havde vi på forhånd vidst, hvor lange distancer vi skulle sejle i hårdt vejr og hvor tæt vi boede på båden, så havde vi nok i stedet fløjet til Labuan Bajo og derfra taget en endagstur ud til Rinca Island og Gili Laba – så nu er det råd hermed givet videre til andre Indonesiensrejsende! 

Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

lørdag den 12. juli 2014

Indonesien - Gili Gede

Når man har mere ferie end man har penge, så tager man gerne et ekstra stop på både ud- og hjemrejsen. Derfor skulle vi på dette års tur både over Frankfurt og Taipei for at komme til Bali. Så selvom turen gik fint, og vi ikke oplevede de store forsinkelser eller ventetider, var vi alligevel godt trætte, da vi efter små 24 timer ankom til Bali.

Vi havde i modsætning til Sanne og Martin, som er med os på det meste af ferien, fået visum hjemmefra, da vi skal være her i 33 dage, og man kun kan få visum i lufthavnen på 30 dage. Derfor skulle vi heller ikke hen og stå i kø for at betale for visum. Men vi skulle til gengæld hen i en meget lang kø sammen med alle andre ankomne for at komme ind i landet. Da vi så køen og ikke ville stå i den to gange, spurgte vi to forskellige personer (det er det gamle ”Inder-trick” om altid at spørge flere personer og få samme svar!), om vi skulle udfylde det samme kort som dem, der skulle have visum. Vi fik i begge tilfælde svaret, at hvis vi havde visum, skulle vi ikke udfylde kortet.
Vi havde stået i køen alle 4 og hjulpet hinanden med at hold humøret oppe i to stive timer, da vi endelig kom frem til skranken. Her fik vi så at vide, at vi da naturligvis skulle have udfyldt kortet som alle andre, og at kortene lå nede bag ved hele køen, som vi var startet i to timer tidligere...
Det blev hurtigt tydeligt for ”skrankepaven”, at Rasmus ikke havde i sinde at forlade skranken uden vished om, at vi kunne komme direkte tilbage der til med udfyldte kort. Så med den forsikring i hånden gik vi ned og fik udfyldt kortene, hvor efter vi faktisk fik lov til at komme tilbage til skranken efter en kort parlamenteren med en vagt.
Det var dejligt endelig at komme ud af lufthavnen med vores bagage!




Efter en overnatning lige uden for lufthavnen, fløj vi for ca. 150 kr. næste formiddag til Lombok, som ligger lige øst for Bali. Her blev vi hentet i bil og kørt små to timer til havnen Tembowong, som ligger på øens vestkyst. Vi kom direkte på en lille udrigger-båd, og en halv time senere ankom vi til Via Vacare-resort på øen Gili Gede (udtales Gili Ge’dæi), der skulle være vores hjem i de næste fire nætter.
Nu tænker nogen måske, at det ikke ligner os at booke os ind på et resort i fire dage. Og selvom en af os har rundet et skarpt hjørne for nyligt og måske kunne trænge til lidt mere komfort, så er der ikke sket ændringer i den retning. Der er ingen tvivl om, at ordet ”resort” nok er blevet misbrugt her. For selvom der var dejligt og meget afslappende, så var det på ingen måde luksus. Vi havde så oven i købet booket os ind på stedets ”backpacker-hytte”, som bestod af et palmebladstag, fire madrasser og fire myggenet, men ingen vægge. 



Vi fire delte et badeværelse i hovedbygningen med ”indonesisk bruser”, hvilket vil sige en spand med vand og en lille øse til at hælde vand over sig med. Toilettet var dog porcelænskumme, men da der ikke er indlagt vand på øen, ja så gav det sig selv, at det ikke var med træk og slip!

Generatoren blev startet hver aften fra 17-21, så vi kunne få lidt lys og få ladet mobiler mv. op. Men der var intet TV, så vi er i stedet blevet holdt ajour via sms-hotline til Marielyst, når det gjaldt de super vigtige fodboldresultater fra VM.

Til gengæld er vi på rekord-tid kommet ned i gear. For der var absolut intet at lave andet end at slappe af i en stor dejlig sofa med havudsigt (den blev hurtigt til ”vores”), gå ture på øen, dyrke yoga (hver morgen fra 7.30 til 9.30) eller lægge sig ud og snorkle på ”hus-revet”, hvilket vi gjorde hver dag. Det var et fint lille rev, og der var rigtig mange små farverige fisk.



Den ene dag tog vi også på en halvdags snorkeltur til to nærliggende øer. Her så vi også masser af flotte fisk og koraller samt turens tre første havskildpadder. Vi spiste græskarsuppe på stranden og nød livet sammen med to australiere, en hollænder og Via Vacaras ejer.



På Via Vacara blev vi tre gange om dagen forkælet med frisklavet mad – oftest bestående af ris og grøntsager samt en tofu-, fiske- eller kødvariant. Der blev kaldt til spisning ved at mutter slog på en lille klokke, buffeten blev præsenteret, hvorefter der var hyggelig fællesspisning på terrassen.



Eneste lille "uheld" vi havde, var en sørgelig rotte, som den sidste morgen havde forvildet sig ned i vores toilet uden mulighed for selv at komme op igen. Den så så ynkelig ud, men vi var nu glade for, at Sanne nåede at se den, inden en af os havde fået vendt bagdelen til og sat sig hen over den… hvad der videre skete med Mister Rotte ved vi ikke, da det for os var tid til at rykke videre.





Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.