fredag den 2. januar 2015

Bergen 17. maj

Norges nationaldag d. 17. maj er noget helt særligt. I 2014 var det endog endnu mere specielt, da det var 200 året for Norges selvstændighed. Vi havde derfor inviteret os selv hjem til vores veninde Lisbeth, som bor lidt uden for Bergen, for at være sammen med lokale nordmænd i deres fejring af den store dag.

17. maj faldt dette år på en lørdag, og da vi i Danmark fejrede St. Bededag om fredagen, havde vi mulighed for at flyve med Norwegian allerede torsdag aften til Flesland. Det gav os hele fredagen til at udforske Bergen by i strålende solskin (noget, der ikke er garanti for i Bergen, som normalt er kendt for dens ofte meget regnfulde vejr).


 

Vi begyndte med en gåtur i den gamle bydel Bryggen, et levn fra dengang, da Bergen var en del af Hanseforbundet. Bryggen består af gamle træhuse, som har været forretningsbygninger siden 1360. Området har dog flere gange været hærget af brande og derfor står kun ca. en fjerdedel tilbage af det oprindelige område.  


 

 

Derefter tog vi Fløibanen op til det populære udsigtspunkt Fløyen, hvor man har den smukkeste udsigt ud over Bergen by og fjord. Billedet siger det hele.

 

Lisbeths ene søn havde i skolen hørt om, at det netop var 200 år siden, at Norge var blevet selvstændigt, og han havde noget forskrækket fortalt sin mor, at han var sikker på, at han havde fået at vide af læreren, at danskerne netop nu i år ville komme tilbage for at generobre Norge. Derfor døbte vi straks den 17. maj for Generobringsdagen - og med alle de danskere vi mødte i Bergen i disse dage, ja, så var vi lige ved at give ham ret. Danskerne var kommet til Norge for at erobre det tabte land tilbage. Selv Dronning Margrete var på denne 17. maj i Norge for at ”fejre” Generobringen af dette skønne land.


 

På selve den 17. maj tog vi pænt tøj på fra morgenstunden. Lisbeth vidste, at hele Bergen centrum var spærret af for privat trafik, så vi tog i stedet bussen ind til byen. Det første der slog os var, hvordan ALLE både børn, unge og gamle havde pænt tøj på - de aller fleste i nationaldragter. Vi prøvede at komme i tanke om, hvornår HELE Danmark tager pænt tøj på og går ud på gaden sammen. Vi kunne kun komme i tanke om, at alle er fine i tøjet juleaften og nytårsaften - men der går vi i stedet ind i vores huse og er sammen med de nærmeste venner og familie. Det var en helt særlig oplevelse at se alle de glade og festklædte mennesker i bussen og på gaden i Bergen.

 

 

Gaderne i det indre Bergen var spærret helt af, og her marcherede et stort optog af alle mulige forskellige lokale foreninger, sportsklubber, skoler osv. frem og tilbage. Lisbeth hilste på venner og familie, som vi mødte undervejs, og indimellem fandt vi et lille værtshus for at få en kold forfriskning.

 

Hen på eftermiddagen kørte vi med bussen hjem til Lisbeths mor, hvor flere fra hendes familie var samlet. Vi blev bænket omkring det flot dækkede bord i norske farver og blev præsenteret for specialiteten rømmegrød, som spises med kanelsukker, rosiner, knækkebrød samt tørret og saltet kød kaldet spekemat. En noget speciel kombination i en dansk mund, men det smagte rigtig godt. Derfor kunne vi næsten heller ikke spise de hotdogs, som blev serveret bagefter. Og senere igen blev vi budt på fint pyntet lagkage - selvfølgelig i de norske farver.

 

 

Om aftenen tog vi igen ind til Bergen for at se det fine fyrværkeri, som afslutning på en helt igennem dejlig Generobringsdag. Og så nød vi "smagen af dansk sommer" (Gul Gajol) hjemme hos Lisbeth. 
Vi håber ikke, at det er sidste gang, at vi har fejret 17. maj i Norge. Det var en fantastisk oplevelse.

 
Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et billede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

 

Slovenien

Ikke to på tur - men otte på tur.

I Påsken 2014 havde Rasmus’ forældre inviteret børn, svigerbørn og børnebørn på ferie til Slovenien. Vi havde hjemmefra lejet to biler og 2 x 2 lejligheder.

Vi kørte først til den lille, hyggelige by Piran, hvor vi boede 4 nætter. Byen med farverige gamle venezianske huse ligger utrolig smukt lige ud til Adriaterhavet. Vi boede i to fine lejligheder med skøn udsigt over havnen og havet og kort gåafstand til alt i byen.

 
 
 
 
Vi brugte dagene på at udforske det smukke torv, de smalle gader og de udmærkede restauranter, som byen bød på. Rigtig mange af dem med et stort sortiment af fisk på menukortet. Ella og Karen var mest interesserede i is og legepladser, og det kunne vi heldigvis også finde rundt omkring i byen.



En af dagene spadserede vi til nabobyen Portoroz, som var meget større, men som manglede al Pirans hygge og charme. Så efter frokost, is og legeplads, spadserede vi hjem til vores lille, skønne oase igen.

 
 
 
 
 
Dagen efter gik turen i bil til Kroatien. Vi kørte lidt på må og få for at kigge os omkring og stoppede i byen Umag for at spise frokost. Der nød vi den gamle bydel og fandt en restaurant med en fantastisk udsigt og dejlig læ for blæsten. Her havde pigerne også mulighed for at soppe i det lune, lave vand.



På tilbagevejen stoppede vi ved et lille fiskerleje med en flot udsigt til de italienske bjerge og med masser at kigge på i havnebassinet - især søpølserne og eremitkrebsene vakte forundring og begejstring.

 

På femtedagen pakkede vi alle vores ting og kørte mod Ljubljana. På vejen stoppede vi ved Postojna-grotterne. Her kørte vi med et lille tog langt ind i bjerget, hvor vi fik en rundvisning i de smukke drypstenshuler. En fin oplevelse for både store og små.

 
 
 


Ljubljana viste sig at være en rigtig hyggelig hovedstad med smukke gamle bygninger, en højtbeliggende borg og gode spisesteder. Vi nød gåture i gaderne både dag og aften og gik på jagt efter spændende måltider, som vi fandt rundt omkring på små restauranter - både nogle med gourmetmad og nogle med gedigen bondekost.

 

En dagstur gik til den smukke bjergsø Bled, som er en af de helt store turistattraktioner i Slovenien. Vi nød den smukke udsigt med søen i forgrunden og de Juliske alper i baggrunden samt den køligere bjergluft.  

 

Omkring frokost kørte vi til byen Radovljica for at spise på den legendariske restaurant Lectar, som har været restaurant, pensionat og honningkagebageri siden1822. Mens vi ventede på maden, fik vi en rundvisning i kælderens bageri og museeum, som faktisk har eksisteret siden 1766. Der fandtes honningkager i alle afskygninger, og det var sjovt og interessant at se produktionen.

Frokosten var god og bastant. Anne Marie spiste sig igennem et utal af lammekoteletter og Rasmus kunne til sidst ikke fylde sig med flere pomfritter. Så faktisk var vi alle stadig mætte, da vi nåede til aftensmadstid. De andre talte om at hente en pizza og spise den hjemme i lejligheden, men vi besluttede, at fordi resten af familien havde brug for en stille og rolig "hjemmeaften", så behøvede det ikke nødvendigvis at inkludere os.

Mætte og trætte begav vi os ud i Ljubljanas små, brostensbelagte gader og snart faldt valget på den hyggelige restaurant Spajza, som vi flere gange var gået forbi på vores tidligere gåture rundt i hovedstaden. Den ligger i det gamle kvarter i Ljubljana, og netop den dag, vi gik forbi, havde de et skilt ude på vejen, hvor de reklamerede med nye asparges. Det kunne Anne Marie ikke stå for.

Rasmus var lidt mere i tvivl om, hvad han skulle have at spise - taget i betragtning at han jo slet ikke var sulten. Så han endte med at bestille en femretters menu, for som han sagde: Så kan jeg jo smage lidt af det hele. Og det viste sig at være rigtig, rigtig lækkert. Især desserten, som var en passionsfrugt mousse, vil vi huske længe.

 


Slovenien løsrev sig fra det tidligere Jugoslavien som den første af 6 republikker i 1991. Derved undgik landet de senere blodige kampe på Balkan og er i dag et moderne, velfungerende, østeuropæisk land. Det ligger lige i ”smørhullet” mellem Italien, Østrig, Ungarn og Kroatien, så er man på bilferie, er det let at besøge flere lande på rejsen.

 
Slovenien er et lille, sikkert og nemt rejseland, og landets største turistattraktion er klart dets skønhed og smukke udsigter til vand og bjerge. Er man ude i god til, kan man ofte få relativt billige flybilletter direkte fra Kastrup.

Tak til hele familien for en rigtig god tur.

Breaking the Silence

Hjemmefra havde vi bestilt en guidet tur til Vestbredden med organisationen Breaking the Silence. Her er det tidligere israelske soldater, som har været udstationeret på Vestbredden som guider og fortæller deres syn på den konflikt, som de har stået midt i, og som de ikke længere ønsker skal fortsætte.  I Israel har man en noget anden og lang mere streng værnepligt end vi kender til. Der er obligatorisk værnepligt for ALLE! Mænd skal aftjene 36 måneder i hæren, mens kvinder kan nøjes med 21 måneder. Derudover bliver mænd indkaldt i op til en måned om året indtil de fylder 50 år.


Da så mange israelere er ansat i hæren, er den også en meget mere synlig og integreret del af det israelske samfund. Soldater i uniform og med maskinpistoler er et helt almindeligt syn på gaden overalt i Israel.
 
Breaking the Silence laver flere gange om måneden guidede ture enten til South Hebron Hills eller til selve Hebron by. Da vi var der i februar, kunne vi komme med til South Hebron Hills.
 

 


Vi blev hentet i Jerusalem i bus. Undervejs fortalte vores guide om hans oplevelser som soldat og alle de uretfærdigheder, som han var med til at udføre. For eksempel fortalte han om begrebet ”mapping” hvor israelske soldater banker på hos palæstinensiske familier midt om natten med den undskyldning, at de skal kortlægge deres bolig. Alt skal undersøges, men ingen ved, hvad de leder efter. Alle familiemedlemmer skal interviewes, og alt skal fotograferes som dokumentation.

Soldaterne bliver beordret til at vælge huse, hvor de ved, at der IKKE er nogle problemer. Derved er de med til at skabte en stor frygt i den palæstinensiske befolkning. I går var det hos naboen - har de ikke rent mel i posen? Hvornår bliver det vores tur? Hvorfor kommer de her - er der en i familien, som er involveret i ulovligheder? Ingen kan føle sig sikre.

Vores guide fortalte om, hvordan han i begyndelsen var meget grundig med at fotografere alting. Derefter prøvede han på at aflevere billederne til sin overordnede, som overhovedet ikke var interesseret i billederne. Efter flere forsøg på at aflevere billederne gav han til sidst op og indså, at de ikke skulle bruges til noget som helst - ud over at skræmme folk.
 
Vi stoppede flere steder undervejs, bl.a. i den lille palæstinensiske landsby Susya, hvor vi blev præsenteret for en af landsbyens beboere, som beredvilligt viste os rundt og svarede på alle vores spørgsmål.

 

Palæstinenserne boede tidligere på den anden side af den asfalterede vej, men da israelerne i 1983 fandt oldgamle ruiner efter en synagoge på deres jordområde, blev de beordret til at flytte et andet sted hen på deres egen jord. De boede nu i nogle små interimistiske skure uden vand, el eller kloakering. Vand var dog deres største problem - og generelt en kæmpe udfordring i hele Mellemøsten.

De havde selv gravet en brønd, men den var blevet ødelagt, da israelske soldater havde puttet motoren fra en gammel bil derned og forskellige giftstoffer havde forurenet vandet. Det ville være forholdsvist nemt at rense brønden, men det er ulovligt for landsbyboerne, og de bliver derfor nød til at købe alt deres vand meget dyrt. De vil gerne betale for at få lagt en vandledning ind, men får at vide, at det er ulovligt.


 

Palæstinenserne i denne lille landsby kæmper dagligt mod jødiske bosættere i området, som angriberne dem, når de går og arbejder på deres egne marker. På Vestbredden fungerer to love samtidig - den israelske lov, som gælder alle israelere (jøder) og den militære lov, som gælder alle palæstinensere. Et eksempel på forskelsbehandling er, at hvis en israeler bliver anholdt, så skal han ifølge israelsk lov for en dommer inden 24 timer. Hvis en palæstinenser bliver anholdt, så skal han ifølge den militære lov for en dommer inden 8 dage.


Det israelske militær har ingen beføjelser overfor bosættere. De kan ikke anholdes, så de kan i realiteten gøre, som de har lyst til og behandle deres palæstinensiske naboer, som det passer dem. Alle palæstinensere er mistænkte indtil andet er bevist.





Nogle spurgte til palæstinenserens fremtidsdrøm. Han svarede følgende tre ting: at jeg kan bygge mit eget hus, at mine børn kan gå sikkert til og fra skole og at vi i fremtiden ikke skal dokumentere bosætternes angreb på os.
  
Det var en meget intens dag med mange nye indtryk.

Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 





















     
 

Betlehem

Et af Anne Maries helt store ønsker på denne rejse var at komme en tur til Betlehem. De andre gange hun har været i Israel, har det af både sikkerhedsmæssige årsager og på grund af tidspres ikke kunne lade sig gøre. Så nu skulle det være!

Vi (Sanne, Rasmus og Anne Marie) begav os på gåben ned til den lille busstation, som ligger lige uden for Damascus Gate ved den gamle by. Her hoppede vi på lokalbus nr. 21 til Betlehem for den nette sum af 8 shekel (12,50 kr.). Ca. en halv time senere ankom vi til den gamle by med det meget kendte bysbarn Jesus. Det er i dag en arabisk by, men med en anseelig kristen minoritet, som også præger bybilledet.


 

Da vi steg ud af bussen, fik vi mange tilbud fra forskellige taxachauffører, men besluttede at begynde med at udforske byen til fods. Første stop blev Krybbepladsen og Fødselskirken -altså det sted, hvor der engang i det herrens år 0 angiveligt stod en gammel, slidt stald med dyr, og hvor det nyfødte Jesus-barn blev lagt i en krybbe, mens hyrderne holdt hvil ude på marken.

Det var en meget speciel oplevelse at besøge kirken. For det første er hoveddøren kun ca. en meter høj, så man nærmest skal kravle ind. Derfor kaldes den også ydmyghedens dør, da alle, som skal ind ad den, må bukke sig i ydmyghed. I murværket ses omkredsen af den langt større og oprindelige dør, som blev delvist muret til under tyrkernes herredømme, for at forhindre fjender i at ride ind i kirken til hest, som åbenbart var kutyme dengang.

Kirken ejes i dag af tre forskellige kristne trosretninger - Den græsk-Ortodokse kirke, Den armenske kirke og Den Romersk katolske kirke, og mange af os husker at have set et klip i TV-Avisen for et par år siden, hvor de forskellige kristne trosretninger kom op at slås med koste! Men da vi besøgte kirken, var der nu rimelig fredeligt.

 

Der var dog en del andre turister, så vi måtte stå i kø for at komme hen og se ”stjernen i gulvet”, som markerer præcis det sted, hvor Jesus kom til verden. Det var også markeret, hvor den oprindelige krybbe havde stået, men folkemængden gjorde, at vi ikke havde særlig lang tid til at dvæle ved de forskellige hellige steder.


 

På vej ud kom vi forbi et stort sidekapel, hvor der var fyldt af mennesker til gudstjeneste. De var lige midt i at synge en tysk julesalme, så vi brummede lidt med på melodien.

Ude igen besluttede vi os for at smage på nogle skønne lune falafler. Vi købte en lille pose, satte os på en bænk i solen på Krybbepladsen og guffede i os mens vi så på de mange mennesker, der gik forbi.



Efter at have gået lidt rundt i Betlehems gader besluttede vi at tage en taxa. Vi ville gerne ud og se Banksy’s berømte grafitikunst, som præger murene rundt omkring i Betlehem.

 

Hvis du ikke kender Banksy, så kan vi lige kort fortælle, at han er en ”anonym” britisk kunstner, som ofte laver politisk-satiriske værker. Han er meget samfundskritisk og imod krig og kapitalisme. Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle forvente af denne taxatur, da vi ikke kendte taxachaufføren, og da vi ikke rigtig vidste, hvad vi egentlig skulle rundt og se. Men det viste sig at blive en rigtig interessant og spændende tur

 

 



Chaufføren var rigtig god til at køre os hen til de mest interessante steder og til at fortælle om alt, hvad vi så under vejs. Ud over at se diverse Banksy-malerier, så viste han os også, hvordan et palæstinensisk hus var blevet omringet af mure på alle sider, da de bor tæt på gravmonumentet for Rachel.


Vores chauffør kørte os også ud i flygtningelejren Aida. Her har der boet palæstinensiske flygtninge siden 1950 og i dag bor der ca. 5000 mennesker i lejren, som nu i vores øjne mere minder om en bydel.


 


 I lejren kunne vi se de israelske vagttårne, som var forsøgt brændt af, og hvordan huset overfor det ene vagttår havde tydelige skudhuller. I dette ”brændpunkt” går børn fortsat i skole og voksne mennesker på arbejde for at forsøge at opretholde en så normal hverdag som mulig.


 
 

Efter en fantastisk rundtur sagde vi farvel til vores chauffør på Krybbepladsen og skyndte os igen hen til det kendte falafel-bageri Afteem. Vi måtte simpelthen have flere falafler - og nu fandt vi også ud af, at de havde den skønneste lime/mynte-juice, som det endte med, at vi fyldte vores vandflasker op med, inden vi tog bussen tilbage til Jerusalem.


Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

På tur til Det Døde Hav

I løbet af vores uge i Jerusalem var vi på flere ture til Vestbredden. Februar 2014 var en meget rolig periode i Israel og på Vestbredden, og det var muligt med få forholdsregler at begive sig ud på egen hånd.

Den ene dag fandt vi taxachaufføren Ayman, som for ca. 900 kr. ville køre os på en heldagstur til den gamle jødiske bjergby Masada, naturreservatet Ein Gedi, Det Døde Hav og til sidst til verdens ældste stadig beboede by Jeriko.

Vi begyndte ved Masada, hvor vi valgte at gå op ad Slangestien - og selv om det var en formiddag i februar, så var det allerede MEGET varmt. Det er også muligt at tage en kabelbane, men vi ville have den fulde oplevelse af at gå, som man gjorde det, da fæstningen blev grundlagt i år 161 f. kr.
 

 
Masada er den dag i dag et stærkt symbol på den jødiske modstand mod andres overherredømme over dem. Legenden lyder, at mens der boede ca. 1000 mænd, kvinder og børn på klippetoppen i ca. år 72 e. kr. belejrede romerne fæstningen og forsøgte at sulte og tørste folk ned fra bjerget. Folk havde imidlertid en større vandresurse og madkamre, så det var ikke sådan lige til. Og da befolkningen på bjerget til sidst var så truet, at der ikke var nogen udvej, valgte de at begå kollektivt selvmord. Hellere det end at overgive sig.
 
 

Fra Masada er der en fantastisk udsigt ud over ørkenen, Det døde hav og Jordan i det fjerne.
 
Nede igen kørte vi til Ein Gedi. Her fulgtes vi med en del israelske skoleklasser til de nærliggende vandfald. Vi så også de sjove dyr hyrax, klippegrævlinger, som folk ofte tror, er gnavere, men som siges at være i familie med elefanten - hvordan det så end hænger sammen..? Ein Gedi er et større naturreservat, og har man god tid og gode benmuskler, så venter der nogle rigtig flotte vandreture her - vi tog bare den ”sædvanlige” turistrute.
 
 

Derefter trængte vi til en tur i Det Døde Hav - det kan vel dårligt kaldes en dukkert, da vandet jo er så salt, at det er umuligt at dykke ned i det og da det samtidig svier så for vildt i øjne, næse og mund, så man slet ikke får lyst til at prøve. Rasmus og Martin forsøgte sig med diverse gakkede svømmearter og Anne Marie besluttede sig for, at det var sidste gang, at hun har badet i Det Døde Hav. Nu har hun prøvet 4 gange og det svier lige meget hver gang.
 


 

Vores chauffør havde ventet på os i skyggen, og nu begav vi os tilbage mod Jeriko - stedet hvor bymurene faldt, dengang Joshua befalede, at israliterne skulle gå rundt om og trutte i nogle horn.

Vi halvblundede lidt i bilen og vågnede først rigtig op, da vi holdt under et meget stort, gammelt træ et sted i Jeriko, hvor vi snart blev overfaldet af en meget energisk postkortsælger. Det viste sig at være det selvsamme træ, som tolderen Sakæus ifølge bibelen kravlede op i for bedre at kunne se Jesus, da han kom forbi engang for snart 2000 år siden - det var noget af en oplevelse at vågne op til denne bid af bibelen, da vi ikke anede, at dette træ stadig fandtes, eller at det stod i Jeriko for den sags skyld.
 
 

Vi kørte til de ældste ruiner i Jeriko, der viste sig at være den ældste by på jorden, som har været beboet uafbrudt de sidste 11.000 år. Vi droppede dog at gå ind, da vi hellere ville en tur op til et kloster. Vi vidste ikke rigtig hvad der foregik, men pludselig havde vores taxachauffør fået os over i en anden gammel bil, som med en lokalguide skulle køre os til klosteret -man kunne også tage en svævebane, men det var dyrt og den var ved at lukke.

Den gamle bil hostede noget, og vi vidste ikke rigtig, om vi kunne stole på vores nye ”guide”. Han kørte ad nogle mærkelige små bagveje, men pludselig stoppede han for foden at et bjerg og sagde, at vi bare skulle gå op af alle trapperne. Deroppe ville han sørge for, at vi ville blive lukket ind af en munk. Vi var lidt betænkelige ved det hele, men begav os op til en dør, som førte ind i bjergklosteret og her blev vi rigtig nok lukket ind og vist lidt rundt.
 
 
 
Dette kloster er bygget oven på det sted, hvor det siges, at Jesus overnattede dengang, han gik rundt i ørkenen i 40 dage og blev fristet af djævlen. Endnu et stykke bibelhistorie åbenbarede sig for os - og helt uden at det var derfor, vi kom forbi.
 
 
Tilbage ved ruinerne forsøgte vores nye ”guide” at lokke os ind i ruinparken, men vi var for trætte og svedige, så vi hoppede over i vores egen taxa igen og kørte tilbage til Jerusalem, hvor vi fik et velfortjent lokalt måltid på en lille restaurant.
 
 
 
Følg os på Facebook, hvor vi hver dag lægger et rejsebillede ud og kommer med updates, når vi er på farten.

 

Jerusalem

I februar 2014 havde vi en fantastisk uge i Israel. Anne Marie havde været i Israel to gange før og har altid fortalt meget begejstret om det, men det var Rasmus’ første tur. Derudover havde vi igen taget vores gode venner Martin og Sanne med.

Efter det sædvanlige paskontrol-cirkus, kom vi alle fire vel ind i landet. Af en eller anden grund skal israelske paskontrollører altid spørge om de samme mærkelige ting. For eksempel havde Rasmus fornøjelsen af følgende dialog med en medarbejder:

"What's the name of your father?"
"Finn"
"What?"
"Finn!"
"What is the name of your grandfather?"
"Børge"
"What?"
"Børge!"
"What did you say?"
"BØRGE!"
"OK? Where were you born?"
"Nykøbing Falster"

Derefter var der ikke yderligere spørgsmål, og vi er spændte på, hvad de vil bruge svarene til?

Til dem det måtte interesserer, kan vi fortælle, at de ikke længere stempler turisters pas i Ben Gurion Lufthavnen. I stedet får man et lille løst "visitkort" med sit pasbillede på til at lægge i passet. Derved har man efterfølgende mulighed for at rejse til andre mellemøstlige lande, uden at man skal forbi Borgerservice efter et nyt pas. 


Vi tog en taxa fra lufthavnen til Jerusalem, hvor vi havde booket to dobbeltværelser på Abraham Hostels. Dette hostel ligger meget centralt, og så tilbyder de både ture rundt i hele Israel samt forskellige sociale events på hostelet hver aften. Et rigtig godt sted for backpackere i alle aldre. En ekstra særlig grund til, at vi gerne ville bo her var, at de tilbød et kokkekursus mandag aften -og det har vi på andre rejser haft meget sjov ud af.

Da Anne Marie jo havde været i Israel to gange før, påtog hun sig straks guiderollen og lagde et tætpakket program for hele ugen. Der var så meget, som hun gerne ville vise frem, gense og udforske. Og for første gang nogen sinde på en ferie, var hun først i bad (næsten) hver morgen. 
 
Vi begyndte vores Jerusalem-udforskning med en tur ned ad Jaffa Road, som for nogle år siden er blevet lukket af for biltrafik. Det er en bred boulevard med masser af butikker, og hvor der nu kun kører et letbanetog. Gaden føles nu let og luftig -ja, til tider nærmest mennesketom.


 
Jaffa Road tog os direkte ned til Jaffa Gate. En af de mest kendte porte ind til Den gamle by. Herfra tog vi en ”gratis” guidet rundtur på et par timer. Men ak og ve. Gratis er ikke altid lig med gratis… Vores ellers udemærkede guide gentog igen og igen at vores drikkepenge til ham ville være med til at bestemme, om han og hans kone fik en god eller en dårlig dag… Selvfølgelig vil vi gerne give drikkepenge for en gratis byrundtur, men vi vil ikke føle os pressede til det, og vi har slet ikke lyst til at blive belært om, hvor meget vi BURDE give, samt hvad drikkepengeniveauet i Europa er osv. Så desværre endte det faktisk med, at vores guide fik mindre af os, end hans guidede tur egentlig havde fortjent.
 
Når man træder ind i Jerusalems gamle by, er det som at træde tilbage i tiden. Det meste af bydelen er overdækket og lukket af for trafik, da gaderne simpelthen er så smalle og fyldt med trapper, at der ikke kan køre biler. Det er som én stor bazar med små boder, butikker, restauranter og hellige steder i et stort virvar.
 

 
Jerusalem er hellig for tre at verdens store religioner: Jødedommen, islam og kristendommen. Derfor har byen gennem årtusinder også været vidne til masser af konflikter de forskellige folk imellem.
 
Grundet de forskellige religioner, er byen delt op i fire kvarterer: Det jødiske, det muslimske, det kristne og det armenske (som også er kristent). Kvartererne ligger så tæt, at det er svært for turister at vide, hvornår man går fra det ene kvarter og ind i det andet, men efterhånden som man begiver sig rundt i Den gamle by, begynder man at bemærke små forskelligheder kvartererne imellem, og efter et par dage kan man også begynde at finde lidt rundt i denne store labyrint eller menneskelige myretue.


 
 
 
Både inden for og uden for murene er der masser af hellige steder, og vi besøgte en del af dem. Et must er jo selvfølgelig Grædemuren, jødernes helligste sted, hvor tusindvis kommer hver dag for at bede og begræde tabet af Templet, som tidligere lå på Tempelbjerget lige oven for Grædemuren.
 
 

 
Nu ligger der i stedet Klippemoskeen og Al aqsa moskeen - det tredje helligste sted for muslimer efter Mekka og Medina. Her mødte vi tilfældigt Naser Khader, som var på tur med en større flok danskere. Vi nåede dog kun lige at tage et par billeder på pladsen, inden vi igen blev sendt ud - det var blevet tid til formiddagsbøn.


 

En morgen tog vi en taxa op til Oliebjerget, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Jerusalem med Klippemoskeens kuppel i centrum.


 

 
 
 
Vi gik ned ad Oliebjerget langs den store jødiske kirkegård til Gethsemane have, hvor Jesus ifølge bibelen blev forrådt af Judas. Det er vildt at tænke på, at de oliventræer, som står her nu, er så gamle, at de kunne have stået der på Jesu tid. I Gethsemane have ligger også den flotte Alle nationers kirke. Især den store mosaik på forsiden af kirken er helt fantastisk. Det var en fortryllende morgenstund og en rigtig dejlig gåtur.
 
 
Inden for murene i Den gamle by kan man gå Via Dolorosa - den vej Jesus gik med korset. Vi undersøgte muligheden for at gå denne rute sammen med nogle franciskanermunke. De guider turister gennem turen hver fredag kl. 15. Men da vi fandt ud af, at det ville tage 4 timer at gå 800 meter, så besluttede vi at guide os selv. Vi havde også en middagsaftale i Tel Aviv senere, så det kunne vi ikke helt få til at harmonere.
 
 
Udstyret med guidebog og app'en Jerusalem Old City, Audio walking tours, begav vi os frejdigt af sted. Via Dolorosa er afmærket med 9 stationer, hvor man stopper op og ser nogle af de steder, hvor Jesus gjorde dette og hint. 
 
 


 

Til sidst ender man ved den store Gravkirke, som menes at være bygget oven på det sted, hvor Golgata lå, og hvor Jesus blev korsfæstet. Inde i denne kirke findes de sidste 5 stationer, hvor Jesus bl.a. blev korsfæstet og lagt i graven.
 
 

Der var fyldt med turister i Gravkirken, så vi opgav faktisk at stå i kø til det sted, hvor Jesus blev begravet. Vi skulle nok have stået i kø i små to timer for at få lov til at gå forbi på 8 sekunder.

Ud over at se de forskellige hellige og historiske steder i byen, brugte vi også tid på at finde små listige steder at spise. Favoritten blev klart Hotel Ambassador, som ligger i Østjerusalem, og som var et af AM’s stamsteder, da hun var på kursus i Jerusalem i 2009. Her kan man få skøn mellemøstlig mad til yderst rimelige priser og om sommeren kan man sidde i gårdhaven under beduinmarkiser og ryge vandpibe - super hyggeligt.

Som tidligere nævnt, tilbød vores hostel Abrahams et israelsk kokkekursus med en tidligere kok.

Han tog os med hen og købe ind på det store Mahane Yehuda marked, hvor der faktisk også ligger en del små spændende restauranter. Vi blev trukket ind i forskellige små butikker, hvor kokken viste varerne frem og lod os købe det, som vi havde brug for til aftensmaden - flere steder med smagsprøver.
 
 

Derefter gik vi tilbage til det store fælleskøkken på Abraham hostel og så blev der snittet og hakket til den store guldmedalje. Vi lavede to slags salater, tabuleh, en mellemøstlig kødsovs med ris til, bagte auberginer med dadelsirup, feta og tahine, blomkål med tahine og dadelsirup, et par ”dyppelser”, hjemmebagte brød og friske jordbær til dessert.

 

Da al maden stod på bordet, var der fællesspisning for os, der havde været med til at lave den.
 
 

Efter nogle fantastiske dage i Jerusalem med vidunderligt forårsvejr i februar måned, kørte vi til Tel Aviv, hvor vi bl.a. skulle besøge vores gode venner Diana og Eldad. De havde lavet et fantastisk måltid mad og snakken gik lystigt til langt ud på aftenen.
 
 
Vi kunne godt have brugt endnu flere dage i den skønne og moderne by Tel Aviv. Sanne kunne have fortalt os i timevis om Bauhaus-arkitekturen, vi kunne have gået lange ture langs stranden og siddet på endnu flere små hyggelige barer i Jaffa. Men det må blive næste gang.

 
 
Følg os på Facebook eller Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebillede ud og kommer med updates når vi er på farten.