mandag den 28. marts 2016

Kroatien

Påskeferien 2016 gik til Kroatien. Rasmus’ forældre, Else og Finn, havde været så søde at invitere børn, svigerbørn og børnebørn, og derfor var vi endnu engang 8 på tur. For to år siden var vi nemlig også alle sammen af sted. Den gang var vi på en skøn ferie til Slovenien.

Hjemmefra havde vi bestilt 8 flybilletter direkte med Norwegian for under 8000 kr. inkl. bagage, en lejlighed ved Adriaterhavet i 5 nætter med 8 sovepladser for under 3000 kr., en lejlighed i Zagreb også til 8 personer i 2 nætter for 1600 kr. og 2 lejebiler. Denne tur handlede nemlig ikke om dyre lejligheder i fjerne egne - men om at være sammen!

Vi kørte direkte fra lufthavnen til byen Senj på lige under to timer. Her blev vi mødt af dejligt solskin, Adriaterhavet og den sødeste familie, som vi havde lejet lejligheden af igennem Airbnb. De kom alle ud for at give hånd og hilse på og sikre sig, at alt var i orden med lejligheden og rejsen herned.

 
 
 
 

10 minutter efter kom ”mutter” og bankede på døren med en tallerkenfuld små, varme, nystegte fisk og en tallerken med ost. Skønt at blive budt velkommen på denne måde. Og en dag hvor det regnede og blæste, kom hun forbi med et helt fad lune pandekager! 
Ja, det føltes næsten som om, at vi havde fået en kroatisk familie, uden at de på nogen måde trængte sig på i løbet af ugen.

 

Lejligheden lå ca. 2 km uden for den lille havneby Senj. Fra altanen og køkkenet var der den smukkeste udsigt over havet og øen Krk. Vi spekulerer stadig på, hvordan det mon udtales uden nogen vokaler overhovedet.

Selve Senj bestod af et gammelt centrum bag ringmure og et lille fiskerleje med havnepromenade. På et højdedrag over byen lå en gammel borg, med en fantastisk 360 graders udsigt til bjergene, byen og havet. 

 

 






De fleste butikker og restauranter var lukket ned her uden for sæsonen, men byen var for os et godt udgangspunkt for at tage på dagsture både op og ned ad kysten samt ind i landet.
 
 

Skulle du en dag stoppe i Senj, så vil vi gerne anbefale restauranten Konoba Stari Grad inde i det gamle centrum. Vi havde slået restauranten op på Trip Advisor, hvor den fik middelmådige anmeldelser, med kun 2,5 stjerner ud af 5 mulige. Men da lavsæson betød begrænset udvalg, vågede vi alligevel pelsen (og jokede med, at hvis det gik helt galt, så havde vi Imodium med i bagagen). Det skulle dog vise sig at blive det bedste mad vi fik i Senj.

Altså generelt kan man sige, at de mere eller mindre har den samme ”Balkan-mad” alle steder med fisk, grillet kød, wienerschnitzler, pizza og pommes frites. På Stari Grad fik vi de bedste og mest saftige schnitzler, gode bøffer og turens bedste pizzaer.

 

Som sagt var Senj et fint udgangspunkt for dagsture rundt i området.   

Den ene dagstur gik til nationalparken Plitviche. Køreturen derhen var smuk med høje bjerge med sne på toppen og landsbyer i dale med høstakke uden for husene. Undervejs var der små boder langs vejen, hvor der blev solgt honning, ost og valnødder.

 
 
 
 

Da vi nåede nationalparken, kørte vi til indgang nr. 1 og gik en dejlig tur til de nærliggende vandfald.

 

Vi var alle meget imponerede over de flotte vandfald, men der skal måske heller ikke så meget til, når man kommer fra flade Danmark.
Pga. oversvømmelser var der flere stier, som var blokerede. Derfor nåede vi aldrig derhen til, hvorfra man kunne sejle med en båd og tage en bus tilbage til bilen. Til gengæld nød vi at gå rundt på de plankestier, som er bygget ud over søerne og som førte os tæt forbi nogle af vandfaldene.
Det var en hel perfekt dag i strålende solskin.



 

Næste dagstur gik op ad kysten til øen Krk, som vi jo havde udsigt til fra vores skønne lejlighed. Øen er på størrelse med Bornholm og virker meget stenet og uopdyrket ved første øjekast. Men da vi kom ind over øen, fandt vi dale med store, flotte vinmarker. Vi er sikre på, at det er en skøn ferieø om sommeren, hvilket antallet af campingpladser også antyder.

Vi besøgte byen Krk, som er øens største by med ca. 2000 indbyggere. Mens skyerne hang lavt, nød vi en is på havnen, og så gamle mænd med fiskestænger trække aftensmaden i land.

 

Vores andet stop blev i byen Vrbnik, hvor man kan finde verdens mindste gade –kun 43 cm. bred på det smalleste sted. Den måtte vi selvfølgelig gå igennem et par gange.   




Det er muligt at køre til Krk fra fastlandet over en bro i nærheden af byen Rijeka. Der er et betalingsanlæg, hvor vi betalte 35 kuna pr. bil -men heldigvis kun den ene vej.

Vi kørte også syd for Senj og kom til det lille bitte fiskerleje Lukovo, hvor der absolut intet skete. Vejen derned var meget stejl med mange hårnålesving, og det var umuligt at se, om der kom nogle modkørende. Og i selve byen var gaderne så smalle, at der ikke kunne være både en bil og en gående på samme tid.

 

Anne Marie var ikke i tvivl om, at hun sagtens kunne sidde her med en bog i et par dage og bare kigge ud over havet, så her kan I nok finde hende engang, når hun bliver pensionist J

 

 
Og en dag, hvor det blæste og regnede, valgte vi at køre lidt op i bjergene og ind i landet. Vi blev noget overraskede, da vi kom op i omkring 1000 meters højde og dette smukke landskab mødte os:

 

Det sidste halvandet døgns tid brugte vi i Kroatiens hovedstad Zagreb. Byen er hyggelig, de fleste seværdigheder ligger i gåafstand, og her er perfekt til en forlænget weekend eller som et stop på en længere Balkanrejse.

Byens hjerte er omkring pladsen Trg bana Josipa Jelačića med den markante rytterstatue, og hvor de karakteristiske blå sporvogne kører forbi. Da vi var der, var pladsen fyldt med små hvide boder, hvorfra der blev solgt forskellige håndlavede ting, skinker, pølser, honning mv.





 
Oven for pladsen ligger den gamle bydel, som består af områderne Gornji Grad og Kaptol. 
På gaden Kaptol findes den flotte katedral og byens vartegn med det meget lange navn The Cathedral af the Assumption of the Blessed Virgin Mary. Katedralens to neo-gotiske tårne kan ses over det meste af byen, men er åbenbart altid under restauration -eller det har de i hvert fald været de sidste 25 år. Rundt om kirken ligger der en meget velbevaret renæssancemur bygget til beskyttelse mod ottomanerne.

 

Tæt på katedralen ligger det store marked Dolac, som har åbent alle dage. Vi fandt ud af, at der var to etager med alverdens frugt, grønt, ost, kød og frisk pasta. Her købte Signe bl.a. et kilo kiwifrugter for 6 Kuna – ca. 6 kroner. Det må siges at være billigt!

 

Gaderne Tkalciceva og Radiceva og også begge et besøg værd. I Tkalciceva findes et utal af restauranter, barer og et lille bryggeri – alle med udendørsservering. Og der er tilmed en lille legeplads, hvis man rejser med børn.

 

 

I Radiceva ligger der flere specialbutikker, og her fandt vi også dette store slips –Kroaterne er nemlig opfinderne af slipset!

 

Fra Raiceva kan man gå ad en del trapper op til Lotrščak-tårnet. Vi havde læst, at en kanon bliver skudt af ud gennem et vindue hver dag kl. 12. Denne tradition er blevet holdt i hævd siden 1. januar 1877! 



Det kunne vi selvfølgelig ikke gå glip af og havde derfor taget opstilling lige neden for tårnet. 
Vi havde forberedt Ella og Karen på, at det ville blive et højt brag, så Karen holdt sig allerede for ørerne fra kl. 11.50.



Vi blev dog alle overraskede over HVOR højt det faktisk var, og der kom både røg og krudtslam ud af vinduet. Sjovt for både børn og voksne, hvis man godt kan lide et højt BUMMM!

 

Derfra gik vi til den fine Sct. Marcus kirken, som har to våbenskjolde på taget. Her på denne smukke plads med fint restaurerede bygninger ligger også Kroatiens parlament.

 

Tilbage ved tårnet med kanonen tog vi den lille kabelbane ned til Tomic street. Ja, faktisk er det verdens korteste kabelbane på kun 66 meter og en køretid på 55 sekunder.
Karen synes, at turen var ALT for kort, så hun var lige ved at græde over, at det allerede var slut… Men med en pris på kun 4 kuna –ca. 4 kr. så kan man jo vælge at tage turen en gang til. Den kører ca. hver 10. minut.

 

 

Vi fik dog Karen i godt humør igen med en is. En enkelt kugle fås for 7 kuna. Det er altså skønne priser!

En dejlig ferie var ved at være ovre og vi var glade for både at opleve Adriaterhavet og storbyen. Tak til hele banden for sjovt og hyggeligt selskab.

 

 

søndag den 27. marts 2016

Små bump på vejen

Som rejsebloggere skriver vi oftest om alle de fantastiske og dejlige oplevelser, som vi har rundt omkring i hele verden. Er det mon fordi vi aldrig oplever noget negativt? Fordi de uheldige oplevelser hurtigt er glemt igen? Eller fordi vi gerne vil have det hele til at se rosenrødt ud? 
Der er nok flere svar på det spørgsmål, men her kommer i hvert fald et indlæg om et PAR udfordringer, som vi har haft i forbindelse med vores tur til Israel...

Allerede i maj 2015 købte vi flybilletter til Tel Aviv med afgang i februar 2016. Vi havde faktisk først kigget lidt på Libanon og Egypten, men både på grund af flybilletpriserne og på grund af den politiske situation i de to pågældende lande, blev vi enige om, at vi sagtens kunne tage endnu et smut til Israel. Vi kunne komme med SAS direkte til Tel Aviv for 1500 kr. retur - en favorabel pris!

Vi bestilte hostel til de dage, vi skulle være i Tel Aviv og lejede bil fra lufthavnen. Alt skulle nu være på plads...

Månederne gik og vi begyndt at glæde os mere og mere til turen.
12 dage før afrejse modtog Rasmus en mail fra SuperSaver: Vi er kede af at meddele jer, at jeres flybilletter er blevet annulleret, da SAS nu kun beflyver ruten København-Tel Aviv om fredagen. I vil få pengene retur, dog uden nogen form for kompensation.

Gennem de sidste 20 år, hvor vi begge har rejst en del rundt, har vi aldrig før prøvet, at vores billetter bare blev aflyst!
Og så var gode dyr rådne!

Samme aften måtte vi bestille nye flybilletter - nu til en dyrere pris og med en mellemlanding i Moskva på vej ud og i Stokholm på vej hjem.
Derudover måtte vi også bruge tid på at lave billejen om, da vi pludselig kom 6½ time senere til Tel Aviv og også skulle senere derfra.
Det tog det meste af en aften, men der kom styr på tingene igen.

Tre dage efter modtog Anne Marie en mail fra Abraham hostels Tel Aviv, at de desværre ikke var blevet færdige med at renovere deres værelser, og derfor blev nød til at aflyse vores reservation..

OK, hvor uheldig har man lov til at være?



Åh jo, der kom lige et lille "bump" mere. Vi præsterede nemlig for første gang nogensinde at blive smidt ud fra et hostel. Og den historie skal I selvfølgelig også have!

Vi havde booket tre nætter på Chef Hostel i Tel Aviv, efter at Abraham hostels havde aflyst. Grunden til, at vi havde booket her, var både fordi vores venner Martin og Sanne havde booket sig ind her, men også fordi de reklamerede med gratis parkering, - og netop parkering kan være svært at finde i indre by.

Da vi fik en bekræftende mail fra hostelet, var parkeringen ikke længere gratis, så Rasmus kontaktede hjemmesiden, vi havde booket igennem. De bad os om at få en udspecificeret regning, hvis vi blev opkrævet parkering.
Da Rasmus så efter første nat gik ind i fællesrummet for at afregne med ejeren, blev vi (selvfølelig) opkrævet for parkering, og Rasmus bad derfor om en udspecificeret kvittering.

Det fik imidlertid ejeren til at ryge helt op i det røde felt, og der fulgte nu en 5-10 minutters tilsvining af danskere og europæere generelt. Han råbte og skreg om, at vi aldrig ville betale for noget og aldrig bookede til fuld pris.
Rasmus forklarede ham med sindsro, at hvor han kom fra, der bestemte markedet prisen, og hvis folk ikke ville betale fuld pris, så var der nok en grund til det. Samtidig gjorde Rasmus det klart, at når man reklamerer med gratis parkering ved reservationen, så er det det, der gælder, også selvom man i bagklogskabes klare lys skulle have skrevet, at der kun var gratis parkering, hvis man havde betalt fuld pris for værelset.
Den forklaring fik ejeren om muligt endnu længere op i feltet. I hvert fald råbte han, at vi skulle pakke vores ting, at han ikke ville have vores penge, og at vi ikke længere var velkomne!

Så Rasmus måtte gå ud til Anne Marie, som havde søgt ly underfor på gaden, og overbringe hende nyheden: Vi er smidt ud! Så du bliver nok nød til at gå med ind og pakke.

Summa summarum, vi fik en gratis overnatning med gratis parkering, vi fandt en mere central lejlighed der var langt billigere og med parkering lige udenfor - for et mindre gebyr. Så vi vil i stedet gerne anbefale Ateret Suites lige ved Carmel Market. Dog er det jo ikke et hostel, hvis det er det, man er på udkig efter, men udemærkede værelser med tekøkken centralt i Tel Aviv.



Vi rejser altid med valgsproget: "Hvad er det værste, der kan ske?" Og vi blev endnu engang bekræftet i, at det er den rigtige indstilling at have til tingene.
Når alt kommer til alt, er de små bump jo kun udfordringer eller "First world problems", om man vil. Der findes løsninger på tingene, og vi har endnu ikke sovet på gaden. Og det er jo disse historier, der efterfølgende bliver de bedste rejseanekdoter at fortælle...

Og så skal I da også lige have slutningen på historien! For ejeren har efterfølgende meldt os til Booking.com som "no-shows" - altså anklaget os for aldrig at være dukket op på hans hostel. Og han har i den forbindelse krævet 164 US $ i erstatning. Dem har vi nu ikke tænkt os at betale, så hvem ved? Måske kommer der endnu en følgeton i sagaen om den gang, vi blev smidt ud af et hostel i Tel Aviv...




lørdag den 26. marts 2016

Spise med Price... i Israel

Hvad spiser de i Israel? Og har Israel overhovedet sit eget køkken? Det og meget mere satte vi os for at finde ud af i dette Spise med Price indlæg.

Ja, Israel har sit eget køkken, men det er selvfølgelig præget af alle de etniske grupper, der har bosat sig i landet igennem årtusinder. Ikke mindst de mange tilflyttere efter oprettelsen af staten Israel i 1948, har haft stor indflydelse på maden.

Mad fås jo i alle prisklasser, så vi vil begynde med de billigste: "gadekøkkenerne".
Den typiske israelske fastfood er pitabrød eller laffa (en slags rundt fladbrød som rulles) med falafel, salat og humus.



Mange steder kan man også bestille selv samme slags brød med især kylling og kalkun, som har stået og snurret på et spyd hele dagen. Enkelte steder fandt vi lam - og så var vi i den syvende himmel.





De billigste pitabrød med falafel købte vi i Tel Aviv til 8 shekel (14 kr.) Men med så meget andet, så hænger pris og kvalitet sammen. De billige var med agurk og tomat, syltede agurker og tahine, mens de dyrere kommer med en hel salatbar, hvor man både kan putte forskellige salater og sovser i pitabrødene eller spise det af små skåle ved bordet. Derudover får man også hummus i pita'erne de "dyre" steder. Virkelig lækkert synes vi. 



Et af de bedste steder vi spiste var i Akko, hvor lam var på menuen både som grillspyd og som kebab (hakkekød). Hvis du selv skulle befinde dig i Akko, så hedder den lille kebabbar Mobarsham og ligger tæt på Akko Gate Hostel.



Israelerne spiser virkelig meget humus. Som i RIGTIG store mængder humus!


I Tel Aviv var vi inde på den meget lille restaurant The House of Hummus, som har specialiseret sig i at servere humus til folket og et par få andre retter.
Rasmus prøvede en af deres signaturretter: Allenby, som bestod af humus med shakshuka, kogt æg og pitabrød.
Shakshuka er israelsk paprika-grønsagssovs. Og Allenby er den gade, som restauranten ligger på.




Et stort his i Israel (og blandt os) er Libanesisk mad. Vi fik anbefalet restauranten Tanureen, som har specialiseret sig i det libanesiske køkken.
Vi fik en FANTASTISK frokost med masser af meze-retter (en masse små skåle med forskellige salater mv.) ja, faktisk var der så meget på bordet, at vi slet ikke havde behøvet at bestille kød!
Og vi fandt efterfølgende ud af, at det faktisk var en restaurantkæde, som lå flere steder i det nordlige Israel. Så den vil vi gerne anbefale.



Meze fik vi også på den lille, sjove restaurant Hamitbahon i Tel Aviv. Den ligger i det yemenitiske kvarter, lige bag ved Carmel market - og de har også åbent på Shabat! Her bestilte vi denne lækre meze-tallerken til forret:



Og nu til de lidt dyrere bekendtskaber:
Den første dag flottede vi os og spiste på restauranten Helena, som ligger inde på ruinområdet  ved Caesarea. Fra restauranten er der den skønneste udsigt over Middelhavet.



Vi havde på nettet tjekket menukortet ud hjemmefra og BLEV simpelthen nød til at spise her. Det var rigtig lækkert - men næsten også danske priser. Som sagt, mad kommer i alle prisklasser i Israel.

Forretter først:
Blæksprutteringe, chips og dip

 
Lakse-shashimi med ærteskud, radiser og kaviar.


 
Vitello Tonato: kalvefilet og tundressing med kapers og kogte æg

 
 
Dernæst hovedretter:
Nystegt fisk med flødesovs og grønne bønner.
 

 
 
Grillet kylling, grov kartoffelmos med jordskokker og ærteskud.

 
 
Pasta med rejer og muslinger i champagnesause
 


Det var et udsøgt måltid i skønne omgivelser og en rigtig dejlig start på ferien.


I Akko besøgte vi en meget speciel fiskerestaurant ejet af kokken Uri Buri. Allerede navnet indikerer, at dette her bliver stort! Prøv lige at smag på det: Uri Buri. Vi synes, at det er et fantastisk navn!

Manden og restauranten er kendt i hele Israel. Der serveres kun fisk og et par enkelte vegetarretter. 
Vi anbefaler, at man bestiller bord i forvejen. Vi gik forbi dagen før for at se, hvor restauranten lå, og bestilte til 4 personer dagen efter kl. 18.30.
Da vi kom til den aftale tid, var restauranten nærmest tom. Vi jokede lidt med, at det var overflødigt at bestille bord en tirsdag i februar måned. En time senere, da vi var godt i gang med at spise, var restauranten fuld! Vi var bare gået tidligt ud og spise!



Og hvad er det så Uri Buri kan? Han kan lave fiskeretter så det synger. Restauranten er i øjeblikket ved at blive sat i stand, men selv om der er huller i loftet, så kommer folk gerne langvejs fra for at smage Uris fisk.

Der er to fede koncepter på restauranten. Det ene er en tasting menu, men det kræver, at hele bordet er med på det. Tjeneren vil spørge jer, om lidt forskelligt - f.eks. om I spiser koriander, om I kan lide stærk mad etc. Og så bliver der ellers sat retter ind på bordet, blandet af kokken, til I siger stop! Det er små retter, så det er meningen af man skal dele.

Det andet fede koncept er, at nærmest alle hovedretter kan bestilles som halve retter! På den måde kan man prøve en forret og to halve hovedretter og gå derfra med både maven og pengepungen intakt. Det er da et godt påfund. Vi benyttede os af det sidste koncept, og her kan I se nogle af de retter, vi smagte på:

Shashimi af laks med soya og en fantastisk hjemmelavet wasabi-sorbet. Det var klart Anne Maries favorit.

 
 
En udsøgt og fint afstemt fiskesuppe med kokosmælk, ingefær, karry, basilikum og koriander.

 
 
Smørstegt barramundi i salvie- og citronsause med blomkålspuré.
 
 
-
 
Havkat med indkogt rosmarin/balsamico-sause. Hertil kastanje/græskarpuré
 


Det var en fantastisk aften med lækker mad og hyggeligt selskab.


Til sidst vil vi gerne lige skrive et par ord om drikkepenge. Vi er vandt til i Danmark, at drikkepenge er noget man giver, når man føler, at man har fået noget særligt lækkert mad og en rigtig god betjening. Men sådan fungerer det ikke rigtigt i Israel. Her er det skik og brug, at ALLE giver 10-15 % af regningens pålydende i drikkepenge, da det er en del af tjenernes løn. Vi var ikke opmærksomme på dette hjemmefra, og tjenerne var ikke sene til at gøre os opmærksomme på, at vi havde lagt for lidt drikkepenge. Det føltes lidt mærkeligt, men de krævede deres "ret" og vi måtte finde muldvarpen frem igen.